FRI: Udnyt rammerne i den nuværende vandløbslov 

Af Henrik Garver
Administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI

Ministerens forslag om en ny vandløbslov kalder efter vores mening på grundig omtanke. 

Siden den eksisterende vandløbslov blev vedtaget i 1982, har mange forhold ændret sig. 

Helt banalt er der flere steder kommet mere vand i vandløbene, og det rejser uundgåeligt spørgsmålet: Hvordan skal dette håndteres? 

Mere vand i vandløb og ådale understøtter ofte en mere alsidig natur, men det udfordrer samtidig de landbrugsmæssige interesser. Ændrede afstrømningsforhold har dermed skærpet den konflikt, der i mange år har været mellem naturinteresserne og de landbrugsmæssige interesser.

De øgede vandmængder resulterer ligeledes i flere oversvømmelser af bebyggede områder med store økonomiske konsekvenser til følge. Virkemidlet til at imødegå disse hændelser er ofte, at oplandet eller landbrugsarealer anvendes til forsinkelse af vandet. Altså igen modsatrettede interesser.

At ændre vandløbsloven under den påstand, at ændringen ikke vil forringe miljøtilstanden og grundlaget for målopfyldelse, holder ganske enkelt ikke.

Henrik Garver
Administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI

En uundgåelig kollision
Vandplanerne sætter rammerne for de målsætninger, der skal opfyldes i vores vandløb. 

En ny vandløbslov med det hovedsigte at afvande vil helt sikkert for mange vandløbs vedkommende komme i konflikt med disse målsætninger og de bagvedliggende planer. 

Dette er bare få af de problemstillinger, der knytter sig til det at udarbejde en ny vandløbslov. 

Og det er blot nogle af de forhold, som må tages i betragtning, hvis alle interessenter med tilknytning til vand og ådale skal tages alvorligt. 

En vandløbslov bør således regulere og afveje to væsentlige samfundsmæssige interesser:

Bortledning af overskudsnedbøren fra landbrugsarealer og urbane arealer på en måde, så afgrødetab og skader på bygninger med videre begrænses. 

Og hensyntagen til vandløbenes natur- og miljøtilstand på en måde, så de besluttede målsætninger kan opfyldes.

Allerede i dag er det en udfordring at tilgodese afvandingsinteresserne og miljømålene samtidig. 

I det lys giver det ikke mening at vedtage en ny vandløbslov, som i udgangspunktet vil forringe grundlaget for at opfylde målsætningerne for natur og miljø. Med mindre man i samme omgang lemper målsætningerne. 

At ændre vandløbsloven under den påstand, at ændringen ikke vil forringe miljøtilstanden og grundlaget for målopfyldelse, holder ganske enkelt ikke.

Vandløb-vedligehold er hajfyldt farvand
Øget vedligeholdelse af vandløb er ikke uden udfordringer. 

Der er for eksempel udfordringer i forhold til de eksisterende målsætninger for naturværdier, som en ændret og mere hårdhændet oprensning og vedligeholdelse vil få konsekvenser for. 

Øget vedligehold vil også kunne give problemer med vandløbenes afvandingskapacitet på nogle strækninger og ikke på andre, hvilket kan resultere i, at eksempelvis nedstrømsbeliggende arealer og byer, hvor vandløbene skånes, vil få markant øget vandstand. 

Sidst og ikke mindst vil øget vedligehold af vandløb reducere kvælstoffjernelse og øge sedimenttransporten i vandløbene. 

Alle disse interesser og konsekvenser peger på, at der er behov for i langt højere grad end i dag, at de enkelte vandløb anskues og forvaltes i sammenhæng med deres ådale og oplande.

Brug håndtagene i den nuværende vandløbslov
Prioriteres en ny vandløbslov politisk, skal man samtidig benytte lejligheden til at løse de konflikter, der i dag eksisterer mellem den landbrugsmæssige arealanvendelse, håndtering af ekstrem afstrømninger og hensynet til vores værdifulde natur. 

Dette kan gøres gennem en seriøs planlægning, der inddrager samtlige interessenter omkring vandløb og ådale. 

Som alternativ til en ny vandløbslov bør man udnytte rammerne i den nugældende vandløbslov bedre. 

Det kan for vedligeholdelsens vedkommende ske i forbindelse med revisionen af regulativerne. Og det kan i forbindelse med vedligeholdelsesbehovet ske ved at vandløbene anskues og forvaltes i sammenhæng med deres ådale, arealanvendelsen og klimaforandringerne. 

Og ikke mindst ved at man foretager de prioriteringer mellem interesserne, der er nødvendige for at få gode, holdbare løsninger.