Debat

Frie Grønne: Vi har brug for en national handlingsplan mod PFOS

For hver dag, der går uden en klar plan, risikerer danskere at blive forgiftet med kræftfremkaldende kemikalier, fordi regeringen ikke sætter ind, skriver Susanne Zimmer.

At der bliver fundet rester af PFOS flere og flere steder – blandt andet efter fundet i Korsør – skaber utryghed, skriver Susanne Zimmer.
At der bliver fundet rester af PFOS flere og flere steder – blandt andet efter fundet i Korsør – skaber utryghed, skriver Susanne Zimmer.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Susanne Zimmer
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er stærkt bekymrende at følge, hvordan det vælter frem med skræmmende tilfælde af PFAS-forurening rundt omkring i Danmark.

Fra uge til uge dukker nye sager op om, at miljøet, drikkevandet og borgernes helbred er truet af forurening med de giftige og potentielt kræftfremkaldende evighedskemikalier.

Vi har kun set toppen af isbjerget

Bare i Nordjylland er adskillige områder så forurenede, at Miljøstyrelsen vurderer, at de kan udgøre en sundhedsrisiko.

I Thyborøn anbefalede Fødevarestyrelsen indtil for nylig, at man ikke spiser grøntsager fra køkkenhaven, efter der er fundet PFAS i drænsystemet. I Støvring er der i vandet konstateret spor af PFAS, selvom boringen ligger 1,3 kilometer fra den nærmeste brandøvelsesplads.

Flere andre steder i landet er der alvorlige sager om PFAS-forurening. I Korsør har man kunnet måle PFOS i blodet hos flere end 180 indbyggere, efter at de havde spist oksekød fra køer, og i Dragør er kommunens eget grundvand så forurenet med PFAS, at de ikke kan drikke vandet og må købe det af nabokommunen.

Tilmed er PFAS-kemikalierne blevet brugt vidt og bredt i mange industrier, hvorfor udbredelsen formentlig er langt større.

Det skaber utryghed, og eksperter vurderer, at vi kun har set toppen af isbjerget. Det skal der simpelthen handles på. Desværre virker miljøminister Lea Wermelin ikke til at tage problemerne tilstrækkeligt alvorligt, når der hverken laves en handlingsplan eller afsættes ressourcer til problemet.

Det skriger til himlen, at regeringen ikke vil tage ansvar for den miljøkatastrofe, der udspiller sig for øjnene af os, når de stadig ikke har fremlagt en samlet handlingsplan for håndteringen af evighedskemikalierne.

Susanne Zimmer
Miljøordfører, Frie Grønne

Forunderligt at støttepartier ikke vil forhindre forurening

Miljøministeren har udtalt, at regeringen ikke har overblik over forureningssituationen. Hun lægger ansvaret ud til kommuner og regioner, som dog hverken har en klar plan for og heller ikke ressourcerne til at rydde op.

Dermed risikerer vi, at forureningen når at gøre mere skade, end den allerede har gjort, før vi kommer i gang med oprydningen.

Senest har Venstre foreslået både handleplan og penge til oprensningen. Et kærkomment ønske fra et borgerligt parti, der dog samtidig udstiller, hvilken omvendt verden vi ser foran os.

Det skriger til himlen, at regeringen ikke vil tage ansvar for den miljøkatastrofe, der udspiller sig for øjnene af os, når de stadig ikke har fremlagt en samlet handlingsplan for håndteringen af evighedskemikalierne.

For hver dag, der går uden en klar plan, risikerer danskere at blive forgiftet med kræftfremkaldende kemikalier, fordi regeringen ikke sætter ind. Det kan vi ikke leve med i Frie Grønne. Der er behov for en national handlingsplan, der indeholder penge til at beskytte miljøet og danskernes helbred.

Vi har brug for handling nu. Vi kan ikke acceptere, at mennesker og miljø forgiftes, mens vi venter på regeringen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lea Wermelin

MF (S), fhv. miljøminister
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

Susanne Zimmer

Fhv. MF (FG), tidl. MF (ALT)
folkeskolelærer og cand.pæd. i pædagogik

0:000:00