Debat

Geus-direktør: Cirkulær økonomi kan ikke sikre os nok kritiske råstoffer til den grønne omstilling

En cirkulær økonomi kan endnu ikke dække behovet for kritiske råstoffer til et elektrificeret og grønt samfund. De kritiske råstoffer skal indtages i værdikæderne før, at vi kan opnå en cirkulær økonomi, skriver Flemming Larsen.

Forbruget af de såkaldte kritiske råstoffer, blandt andet grafit og litium, skal øges markant for at gennemføre den grønne omstilling, skriver Flemming Larsen.
Forbruget af de såkaldte kritiske råstoffer, blandt andet grafit og litium, skal øges markant for at gennemføre den grønne omstilling, skriver Flemming Larsen. Foto: Ivan Alvarado/Reuters/Ritzau Scanpix
Flemming Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lad mig indledningsvist pointere, at jeg personligt helhjertet støtter tanken om en cirkulær økonomi med genbrug af råstoffer. Jeg sorterer nidkært i de ni fraktioner, min kommune har fastlagt, vi skal på min adresse i Gladsaxe, og jeg er lidt ærgerlig over, at vi i sommerhuset stadig må smide organisk materiale sammen med metaldåser og mælkekartoner i skraldespanden.

En anden lige så klar pointe, som jeg gerne her vil slå fast, er den, at det er en udbredt misforståelse at tro, at det øgede behov for kritiske geologiske mineralske råstoffer til et elektrificeret, grønt samfund, kan dækkes med en cirkulær økonomi. Det kan det hverken i Danmark eller EU.

Vi kan først tale om cirkulær økonomi, når de rette mængder af kritiske råstoffer allerede er indtaget i værdikæderne for produktionen. 

Flemming Larsen, direktør, Geus

Vi kan ikke cirkulere noget, vi ikke har

Lad os se på et par eksempler til at belyse det. Det blev estimeret i en IEA-rapport fra sidste år, at vi i 2040 vil forbruge 25 gange mere grafit, end vi gjorde i 2020, og for litium er det op mod 42 gange. Begge disse råstoffer er nødvendige til for eksempel produktion af batterier.

Forbruget af de såkaldte kritiske råstoffer, hvortil grafit og litium hører, vil forøges voldsomt, men også produktionen af andre metaller som kobber, nikkel og mangan skal øges markant for at gennemføre den grønne omstilling.

Vi kan først tale om cirkulær økonomi, når disse mængder allerede er indtaget i værdikæderne for produktionen, og selv med en fuldt ud effektiv cirkulær økonomi skal nyt materiale til stadighed tilføres, da der vil være spild.

Metaller bliver vigtigere end olie og gas

I den forgangne uge var der i EU og herhjemme indlæg og initiativer, som adresserede udfordringen med et øget forbrug af geologiske råstoffer.

Som en opfølgning på Ursula von der Leyens State of the Union-tale i Europa-Parlamentet kom kommissær Thierry Breton med udspil til, hvordan EU skal sikre sig adgang til geologiske råstoffer. Litium og sjældne jordartsmetaller bliver snart vigtigere end olie og gas, lød det i udmeldingen. EU anvender allerede nu omkring 25 procent af de geologiske råstoffer globalt, men producerer selv kun tre procent.

Et nyligt studie viser, at der i overskuelig fremtid ikke er en geologisk begrænsning på sjældne jordartsmetaller.

Flemming Larsen, direktør, Geus

Et nyligt studie publiceret af Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) under Geus viser, at der i overskuelig fremtid ikke er en geologisk begrænsning på sjældne jordartsmetaller. Navnet til trods er disse metaller, som bland andet anvendes til magneter i vindmøller og elbiler, ikke sjældne, og det vil sige at behovet godt kan dækkes ved øget minedrift.

MiMa’s analyse viser derimod, at udfordringerne ligger i forsyningskæderne fra malm til magnet, da de er både komplekse og sårbare og vurderes yderligere udfordret af fremtidens øgede forbrug.

EU-samarbejde og national strategi må sikre adgang

Danmark må, som et lille land med en åben økonomi, sikre sig adgang til de globale værdikæder gennem et koordineret EU-samarbejde, når det for eksempel gælder litium og de sjældne jordartsmetaller.

Der er ligeledes behov for en national strategi med hensyn til indvinding af geologiske råstoffer til større infrastrukturanlæg i Danmark, som det også blev fremhævet af brancheforeningen i den forgangne uge. Her var udledningen, at allerede nu holder lastbilerne flere timer i kø efter råstoffer.

Ligesom med litium og grafit kan cirkulær økonomi heller ikke bringe os i mål, når det gælder grus og sand. Materialet til den energiø, vi skal bygge i Nordsøen, forventer vi for eksempel ikke kan genbruges i overskuelig fremtid.

Læs også
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

Thierry Breton

EU-kommissær for det indre marked, fhv. fransk finansminister
master's degree, Electrical Engineering, École Supérieure d'Électricité (1979)