Greenpeace: Dansk overfiskeri bør være en død sild

Af Sune Scheller
Projektleder i Greenpeace

Mandag 14. oktober blev fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) enig med sine kolleger i EU om næste års fiskekvoter i Østersøen. Det vil ikke være en underdrivelse, hvis vi blot her slår fast, at udfaldet vakte større glæde hos fiskerne end hos Greenpeace.

Den ophedede debat har især drejet sig om sildefiskeriet med udgangspunkt i Gilleleje. Glæden i fiskeriet over en dansk kvote på 1.200 tons risikerer dog at blive kort, for rundt om hjørnet lurer en hård juridisk og politisk deadline, der i øjeblikket belejligt ignoreres.

Trodser anbefalinger
Problemet med silden er, at bestanden ikke vokser som forventet, og den årlige tilvækst de seneste år har været historisk lav. Derfor har den videnskabelige anbefaling for næste års sildekvote været et fuldt stop for fiskeriet.

Midt i stormens rasen står en håndfuld fiskere fra Gilleleje og deres filetfabrik, som lever af sildefiskeriet. En anbefaling om stop for fiskeriet er af åbenlyse årsager en dyster melding for dette fiskeri og de relaterede arbejdspladser.

Men det politiske kompromis om sildekvoten, hvor man på den ene side rent faktisk skærer i kvoten, men på den anden side fortsat trodser den videnskabelige anbefalinger, en mærkelig ikke-løsning. Et kompromis for kompromisset skyld.

Målet om bæredygtighed er jo netop resultatet af mange og lange politiske diskussioner og kan i sagens natur ikke indfries uden en udpræget grad af respekt for den videnskabelige rådgivning.

Sune Scheller
Projektleder i Greenpeace

Næste år bliver værre
Ifølge fiskerne er kvoten tildelt så lav, at filetfabrikkens eksistensgrundlag er forsvundet. Og sildekvoten bliver samtidig hverken forvaltet eller fisket bæredygtigt. Skyklapperne er usædvanligt fasttømrede, og den førte politik er helt fantastisk kortsigtet.

For hvad gør man næste år? Her kommer en ny videnskabelig anbefaling, der – ud over sildens allerede dårlige tilstand – også vil tage hensyn til det netop godkendte overfiskeri i 2019. Der er med andre ord ikke gjort nogen som helst tiltag med henblik på at forandre situationen nævneværdigt.

Det Internationale Havundersøgelsesråd udtrykker det meget klart i deres rådgivning: Ikke engang et fuldt fiskestop vil bringe bestanden tilbage på ret køl inden 2020. Og netop det årstal er vigtigt.

Hård deadline i 2020
Tilbage i 2013 blev EU-Parlamentet og Ministerrådet efter årelange forhandlinger enige om en ny fælles fiskeripolitik. Den politiske aftale indeholder mange vigtige elementer, men i lyset af den seneste ballade om sildekvoten i Østersøen er især Artikel 2 stykke 2 relevant: Fiskebestandene skal bringes på bæredygtigt niveau inden 2015 – hvor det er muligt – og senest inden udgangen af 2020.

2015-målsætningen er allerede blevet sjoflet med regeringens politiske tradition om at trodse de videnskabelige anbefalinger og tillade fortsat overfiskeri ved stort set enhver given lejlighed. Men ved udgangen af 2020 står fiskere og politikere med en anderledes hård deadline, politisk såvel som juridisk.

Her er det ikke kun silden, men samtlige fiskekvoter, der skal fiskes på et niveau, som sikrer maksimalt bæredygtigt udbytte.

Minister forføres af kortsigtede gevinster
Derfor er det også utroligt groft, når Eva Kjer Hansen forsvarer det politiske kompromis med, at "hvis vi kun skulle følge den videnskabelige rådgivning, behøvede vi jo ikke at have en politisk diskussion om det".

Målet om bæredygtighed er jo netop resultatet af mange og lange politiske diskussioner og kan i sagens natur ikke indfries uden en udpræget grad af respekt for den videnskabelige rådgivning.

Jeg savner i høj grad det nødvendige mod fra politisk hånd til at modstå de kortsigtede gevinster, og jeg savner en oprigtig erkendelse fra både politikere og fiskeriforeninger af, at et økonomisk bæredygtigt fiskeri i fremtiden forudsætter et miljømæssigt bæredygtigt fiskeri lige nu og her.