Hedegaard: Klimaministerium lukker ikke

ROKADE: Klimaministerium lukker ikke, fastslår afgående såvel som ny minister. Organisationer mener, Lykke Friis styrker ministeriet.
Connie Hedegaard mener, at spekulationerne om lukning af Klimaministeriet er blevet aflivet med udpegningen af Lykke Friis.
Connie Hedegaard mener, at spekulationerne om lukning af Klimaministeriet er blevet aflivet med udpegningen af Lykke Friis.Foto: Sidsel Brandt Hasberg/Altinget.dk
Kristian Aaskov Nielsen

Med udnævnelsen af Lykke Friis som klimaminister er spekulationerne om lukning af Klimaministeriet manet i jorden. Det fastslog Connie Hedegaard (K) ved overdragelsen.

"Hvor nogle har været bange for, at man ville nedlægge ministeriet efter COP15, så er det i hvert fald blevet bekræftet i dag, at sådan går det ikke. Man henter ikke en kapacitet ind som Lykke Friis i november for straks efter at lukke ministeriet," sagde Connie Hedegaard.

Lykke Friis kan da heller ikke forstille sig, at hun er blevet hyret for en kort bemærkning.

"Når statsministeren ringer, så jeg går ud fra ligesom Connie Hedegaard, at Klimaministeriet skal fortsætte. Selvom vi endnu ikke ved med sikkerhed, om Connie Hedegaard bliver den nye klimakommissær, så synes jeg alligevel, det er et tegn på, at klimapolitikken bliver et af de helt centrale politikområder i fremtiden," siger Lykke Friis.

At klima er et centralt politikområde, bekræftede statsministeren også foran Amalienborg.

"Det er et satsningsområde, der ikke holder op efter klimatopmødet," sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Lykke er et kraftigt signal
Formand for den grønne tænketank Concito, Martin Lidegaard, mener, at ansættelsen af Lykkes Friis vil styrke ministeriet.

"Denne udnævnelse er offensiv forstået på den måde, at man har taget en af de mest fremtrædende klimapersonligheder i Danmark, som har forstand på det. Og det gør man selvfølgelig ikke, hvis man har tænkt sig at nedlægge ministeriet," siger Martin Lidegaard.

I Dansk Energi afblæser administrerende direktør Lars Aagaard da også spekulationerne om at lukke ministeriet.

"Det er der ikke noget, der tyder på, når Lykke Friis er blevet udnævnt som minister. Det vil overraske mig meget, hvis man først udnævner en minister for derefter at nedlægge ministeriet. Det vil alligevel være en nyskabelse, som vil skrive sig ind i historiebøgerne," siger Lars Aagaard.

Mulig styrkelse af ministerium
Martin Lidegaard vurderer, at valget at Lykke Friis muligvis også kan betyde, at Klimaministeriet styrkes.

"Mange har talt om, hvilken rolle ministeriet skal spille fremover. Det er min forventning, at Lykke Friis vil forsøge at styrke ministeriet rent ressortmæssigt," siger Martin Lidegaard.

Martin Lidegaard mener, at hvis man skal tænke klima-logisk, kunne man flytte områder fra transport-, bygnings- og landbrugsområderne.

"På alle tre områder er der mange store lavthængende frugter at hente. Det kunne være en fordel at tænke det ind i en klima-indfaldsvinkel fremover. Men hvilke områder der kan lægges ind, det tør jeg ikke byde på," siger Martin Lidegaard.

Han håber på, at Klimaministeriets bemyndigelse på tværs af de andre ministerier også vil ændre sig.

"Det er ingen hemmelighed at Skatte- og Finansministerierne de facto sidder på den dagsorden. Alle ministerier - inklusive Klimaministeriet - skal gå tiggergang for at få lov til noget. Hvis man virkelig mener klimaet alvorligt, så kunne man håbe på, at Klimaministeriet også fik lov til at gå på tværs af de andre ministerier," siger Martin Lidegaard.

0:000:00