Debat

Hvad sker der med fagligheden?

DEBAT: Ministerier slækker på fagligheden. Frem for at genansætte faglige eksperter, efterspørges nyuddannede generalister uden erfaring og nødvendig indsigt. Det skriver Kirsten Holst, formand for JA.
Foto: Jordbrugsakademikerne
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man kan ikke erstatte faglighed med regelryttere, planøkonomer og spin!

Kirsten Holst
Formand for JA
Fakta

Bland dig!

Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Af Kirsten Holst
Formand for JA

Fagfolk bliver overset, når ministerierne skal genopbygges. Den melding får vi fra vore tillidsrepræsentanter. Det er en skidt tendens, hvis centraladministrationen vil erstatte erfarne eksperter med nyuddannede embedsmænd uden den nødvendige faglige indsigt. Man hører om en igangværende ”djøficering”, og det er på bekostning af den faglige kvalitet i sagsbehandlingen.  

Sårbare ministerier
Der har været mange fyringer i den offentlige forvaltning. Medlemmer i JA har især mærket det i Fødevareministeriet og Miljøministeriet. Der er skåret dybt og efterladt sår. Faglighed og erfaring er gået tabt, ligesom man har mistet det sidste overskud til at håndtere lejlighedsvise belastninger. De seneste nedskæringer betyder, at ministerierne er blevet mere sårbare. De har ikke længere det faglige overskud til at håndtere krav om at yde den ekstraordinære faglige argumentation, som der i stigende grad er behov for. Den faglige debat bliver erstattet af emner, der handler om personer, lovgivning eller om følelser og meninger. I Naturstyrelsen har man sågar mere fokus på ”ordentlighed” end på faglighed.   

Årsagerne til de skrappe nedskæringer har været de velkendte krav om effektivisering i form af generelle salamimetoder samt ikke mindst kravet om at spare de penge, der skal betale for et offentligt tilskud til håndværkere, så vi alle sammen kan forbedre boligerne uden brug af sort arbejdskraft.

Job til nyuddannede generalister
Både medarbejderne og ministerierne har været kede af at skulle skille sig af med de mange dygtige og typisk erfarne kolleger. Derfor har det da også været naturligt, at man indtil nu har givet de opsagte medarbejdere en mulighed for at vende tilbage til arbejdspladsen, hvis der opstod jobmuligheder.

Men nu ser vi flere og flere eksempler på, at man i stedet for slår generaliststillinger op og efterspørger nye unge generalister. Også på områder, hvor jordbrugsakademikere og andre opsagte medarbejdere ville være det mest naturlige valg.

Det kan ikke siges tydeligt nok: Hvis fagministerier som Fødevareministeriet og Miljøministeriet vil slække på fagligheden og opruste med generalister uden jordbrugsvidenskabelig indsigt, så vil det være et tab for både erhvervene og ikke mindst for den skrøbelige balance mellem natur og fødevareproduktion, som kun lige er ved at komme på plads med hjælp fra Natur- og Landbrugskommissionen. Sagt på en anden måde: Man kan ikke erstatte faglighed med regelryttere, planøkonomer og spin!

Derfor: Tænk jer om. Bevar fagligheden. Tro ikke, at man kan erstatte den med en øget administration.  

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kirsten Holst

Forfatter

0:000:00