Innovationscenter: Økologi kan være nøglen til at komme i mål med den grønne trepart

I mit arbejde i Innovationscenter for Økologisk Landbrug beskæftiger jeg mig hver dag med at forbedre og synliggøre økologiens bidrag til en lavere klimabelastning. Det er også i den egenskab, jeg sidder med i ekspertudvalget for et klimaoptimeret landbrug, der er nedsat af Ministeriet for Grøn Trepart.
I udvalget skal vi udforme anbefalinger til kulstofopbyggende virkemidler og systemer og samtidig indtænke afledte positive og negative effekter på miljø og dyrevelfærd.
For mig er det tydeligt, at der er en iver efter og en lyst til at finde de løsninger, der skal sende den grønne trepart i mål, så det bliver en succeshistorie for politikere, interesseorganisationer og alle dem derimellem, der har en interesse i at få det til at lykkes.
I den iver skal vi huske, at den grønne trepart gentager den økologiske fordoblingsmålsætning, som landbrugsaftalen fra 2021 satte ord på: At økologi er et vigtigt klimavirkemiddel i den grønne omstilling.
Vi skal i mål med den grønne trepart i fællesskab, og hos Innovationscenter for Økologisk Landbrug glæder vi os til at bidrage, fordi vi ser det økologiske fordoblingsmål som en vigtig del af løsningen.
Økologien er én samlet pakke
Økologien har en helhedsorienteret tilgang, der tager samtidige hensyn til miljø, natur, biodiversitet, drikkevand, dyrevelfærd og klima. Det er pakken. Den står lige foran os som en defineret og statskontrolleret ordning, der kan hjælpe os alle med at komme i mål med den grønne trepart.
Vi vil gerne i fælles dialog om, hvordan vi skal arbejde i det landbrug, der er tilbage, når vi ekstensiverer 400.000 hektar landbrugsareal til skov, vådområder og natur. Her er økologi og den økologiske fordoblingsmålsætning nøglen.
Økologisk produktion kan levere på de mest afgørende faktorer for kulstofopbygning.
Julie Cherono Schmidt Henriksen
Chefkonsulent, Innovationscenter for Økologisk Landbrug
For økologerne tilfører, ifølge indberetninger i gødningsregnskaber 2022/2023, i gennemsnit cirka 100 kilogram kvælstof mindre per hektar i form af gødning og udleder derfor mindre kvælstof til vores vandmiljø.
Økologisk produktion kan desuden levere på de mest afgørende faktorer for kulstofopbygning i sædskiftet med store græs- og efterafgrødeandele, kvæg på græs og større afgrødevariation. Og så er jord og planter på økologiske marker helt fri for syntetiske pesticider og kunstgødning, der skader biodiversiteten og mikrolivet i jorden. Her skal vi fortsat arbejde for at fremskaffe de korrekte data på disse effekter.
Seges Innovations administrerende direktør, Tom Heron, siger det så fint i et debatindlæg i Altinget 17. februar, hvor han laver et link mellem den regenerative dyrkningspraksis og den grønne trepart:
"(Det) handler om at genopbygge noget, og dermed øge såvel den dyrknings- som klimamæssige robusthed samt om at skabe plads til mere forskellighed, mere liv af enhver art i landskaberne."
Det er lige præcis det, økologien er og kan: En defineret, statskontrolleret og helhedsorienteret praksis, der tilmed undlader at forstyrre jorden med syntetiske pesticider og kunstgødning, som kan levere på den grønne omstilling og sikre, at vi fremover har et landbrug, der er i positivt samspil med den natur, som aftalen om den grønne trepart lægger op til at skabe.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- LA-profil vil tage opgør med landbrugets særstatus: "Det er en spændetrøje for landdistrikterne"
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Moderaternes akavede griseforslag lyder som bluff
- Professor efterlyser realisme i kommunerne: ”Verden er i stykker, og det bliver værre”
- Danmarks Naturfredningsforening: Naturen skal have førsteret, hvis vi skal nå målet for strengt beskyttet natur



















