Investeringsplan kritiseres for at øge privatbilisme

PLANLÆGNING: Rådet for Bæredygtig Trafik frygter, regeringens investeringsplan vil undergrave muligheden for renere luft i de store byer.
Torbjørn Næs Bertelsen

Luften vil blive mere snavset, støjen vil stige, og fremkommeligheden vil blive forringet. Det er nogle af de markante konsekvenser, Rådet for Bæredygtig Trafik forudser, hvis regeringens investeringsplan, som Altinget bragte uddrag af 9. oktober, bliver en realitet.

Trafikkonsulent Ivan Lund Pedersen fra Rådet for Bæredygtig Trafik mener, at regeringens plan om at udbygge de radiale indfaldsveje til København er den ringest tænkelige model, hvis man vil have bedre miljø og renere luft i byerne.

"Ved at udbygge Køge Bugt-, Helsingør-, Hillerød- og Frederikssundsmotorvejenene opnår man, at der vil komme yderligere stimulation til at bruge bilen frem for kollektive transportmidler," siger Ivan Lund Pedersen.

Den naturlige konsekvens af at udbygge de københavnske indfaldsveje er ifølge Rådet for Bæredygtig Trafik, at der vil komme flere biler ind til København.

"Med de initiativer, der er lagt op til i udkastet til investeringsplanen, hvor der er lagt meget vægt på udvidelse af veje, bliver konsekvensen klart den, at man vil hive folk ud af den kollektive trafik og over i privatbilismen. Det er ikke godt for den kollektive bustrafik, der i forvejen ligger ned," siger Ivan Lund Petersen og fortsætter.

"Med den øgede privatbilisme, der vil komme på grund af udbyggede indfaldsveje, vil busserne være mere udsatte for forsinkelser. Forsinkelsen er større med kollektiv transport, hvor man eksempelvis skal vente en time på næste bus. Med bil er forsinkelsen højest på et par minutter."

Trafikforsker ved Center for Transportforskning på Roskilde Universitetscenter Per Homann Jespersen er enig.

"Bilen er attraktiv, og den vinder altid. Hvis man udbygger både den kollektive trafik og vejene, så bliver folk i bilerne. Udbygning af vejene betyder faktisk, at man fjerner grundlaget for, at en bedre kollektiv trafik kan flytte trafikanter fra vej til bane," siger Per Homann Jespersen til Politiken.

Vejudvidelser skaber flere pendlere
De planlagte vejudvidelser får ifølge Rådet for Bæredygtig Trafik flere danskere til at flytte længere væk fra deres arbejdspladser.

"Når man udvider vejene, er der flere, der får lyst til at flytte længere væk fra deres arbejdsplads. De skal så til at pendle på arbejde. De oplever, at det er nemt at komme på arbejde, selvom de bor længere væk, og så kan de jo lige så godt det. Som bilist er du tidsmæssigt utroligt godt stillet i Danmark. Sammenlignet med udlandet har vi ikke trængselsproblemer i Danmark," siger Ivan Lund Pedersen.

Vejudvidelser til næsten tomme pendlerbiler
Ivan Lund Pedersen mener, regeringen hellere skulle satse massivt på kollektiv trafik, så den kan få omtrent det samme serviceniveau som bilismen.

"Der er i ekstrem grad brug for at få den kollektive trafik opgraderet, men staten lukker jo nærmest øjnene for problemerne. Får vi ikke styrket den kollektive trafik, men i stedet udbygger vejene, vil der komme flere pendlere, og det er ikke godt," mener Ivan Lund Pedersen og begrunder:

"Ifølge Vejdirektoratet vil der i fremtiden ske en gradvis nedgang i antallet af personer i pendlerbiler. I 2030 vil antallet af personer i en pendlerbil være helt nede på 1,05 person pr. bil. Det er i overvejende grad pendlerne, der fylder op, specielt i myldretiden. En bil fylder lige meget på vejen, selvom der sidder fire eller fem i den, men problemet er, at der typisk kun sidder én."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Homann Jespersen

Lektor emeritus, Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring, RUC
civilingeniør (kemi) (DTU 1979)

0:000:00