Kabalen er lagt: Her er SVM-regeringens nye ministre
Altinget giver dig et overblik over, hvilke ministre der er inde, og hvem der er ude ovenpå torsdagens ministerrokade. "Mette Frederiksen har taget fusen på alle," siger politisk kommentator.
Martin Mauricio
ForsideredaktørDet står nu klart, hvem der skal besætte de nye ministerposter, som regeringstoppen varslede på et pressemøde onsdag. Samtidig flytter regeringen rundt på flere eksisterende ministerposter.
Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), bliver hevet ind som ny social- og boligminister.
Den nye minister for samfundssikkerhed og beredskab bliver Torsten Schack Pedersen (V). Han har siden 2023 fungeret som politisk ordfører for Venstre. Dette er hans første ministerpost.
Absolut ingen havde forudset det frække og dristige træk
Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget
Jeppe Bruus (S) forlader Skatteministeriet og bliver minister for den grønne trepart. Rasmus Stoklund (S) bliver ny skatteminister.
Marie Bjerre skal være ny europaminister. Hun har indtil nu siddet som digital- og ligestillingsminister. Posten som ligestillingsminister overtager Magnus Heunicke (S). Han får nu titlen som miljøminister og minister for ligestilling.
Som varslet på onsdagens pressemøde samler regeringen hele det digitale område under én minister. Det bliver Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver, Caroline Stage Olsen, der bliver ny digitaliseringsminister.
Derudover bliver betegnelsen for Social-, Bolig- og Ældreministeriet ændres til Social- og Boligministeriet, idet der samtidig oprettes et selvstændigt Ældreministerium.
Kommentator: "Det er ret vildt"
Udnævnelsen af Dan Jørgensen (S) som Danmarks bud på en EU-kommissær betyder, at ministerposten for udviklingssamarbejde og global klimapolitik nedlægges. Det udviklingspolitiske område vil i stedet falde under udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Samtidig betyder ministerudnævnelsen af Sophie Hæstorp Andersen, at Pernille Rosenkrantz-Theil (S) træder ud af regeringen. Hun stiller nu op til overborgmesterposten i København.
"Mette Frederiksen har taget fusen på hele Borgen," siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.
"Ingen havde forudset dét frække og dristige træk med at sparke Sophie Hæstorp opad til en vigtig ministerpost for i stedet at få en stærkere kandidat til overborgmesterposten. Det er ret vildt," siger han og tilføjer:
"Man skal dog lige bemærke, at der ikke er nogen af de helt centrale ministre, der flyttes."
Han bemærker også, at Mette Frederiksen ellers ikke er kendt for at tro på ministerrokader som en "mirakelmedicin".
"Men når der alligevel skulle være en, har hun benyttet lejligheden til også at løse andre problemer. For en gangs skyld efterlader rokaden ingen fyrede ministre, og det betyder, at der ikke ender en stribe forsmåede folketingsmedlemmer ude i grupperne," siger Erik Holstein.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Det skal de nye ministre lave
På onsdagens pressemøde i Statsministeriet løftede Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen sløret for, hvilke opgaver der venter ministrene på de nye poster.
Som minister for samfundssikkerhed og beredskab får Torsten Schack Pedersen til opgave "at se på samfundssikkerhed på kryds og tværs", som vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen formulerede det.
Både han og statsministeren opremsede en række eksempler på krise- og beredskabsopgaver, der blandt andet omfattede cyberangreb, voldsomme vejrhændelser, spionagetrusler og miljøskadelige hændelser.
"Det er ikke bare en symbolsk ministerpost, der ikke har noget at skulle have sagt," fastslog Troels Lund Poulsen på pressemødet.
Her er et kort overblik over, hvordan rokadedagen vil forløbe:
Klokken 11.00: Mette Frederiksen vil præsentere sine nye ministre ved en audiens hos kong Frederik. Efterfølgende vil de nye ministre blive præsenteret for pressen på Amalienborg Slotsplads.
Klokken 13.30 i Social- og Boligministeriet: Afgående social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil overdrager til social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen
Klokken 13.45 i Digitaliseringsministeriet: Afgående digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre overdrager til minister for digitalisering Caroline Stage Olsen og miljøminister og minister for ligestilling Magnus Heunicke
Klokken 14.00 i Skatteministeriet: Afgående skatteminister Jeppe Bruus overdrager til skatteminister Rasmus Stoklund
Klokken 14.30 i Justitsministeriet: Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen og justitsminister Peter Hummelgaard overdrager til minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen
Klokken 14.45 i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri: Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen og miljøminister og minister for ligestilling Magnus Heunicke overdrager til minister for grøn trepart Jeppe Bruus
Klokken 15.00 i Udenrigsministeriet: Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen overdrager til europaminister Marie Bjerre, og afgående minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen overdrager til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen
For Jeppe Bruus bliver opgaven at implementere den grønne trepartsaftale.
Det er den aftale, som er indgået mellem SVM-regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening. Aftalen er endnu ikke vedtaget i Folketinget.
Hovedpunkterne i aftalen omfatter en CO2-afgift på landbruget, udtagning af lavbundsjorde, skovrejsning og en milliardfond. Du kan få Altingets fulde overblik over aftalen her.
Den nye trepartsminister får blandt andet til opgave at sikre lokale, grønne treparter overalt i landet, hvor landmænd, naturorganisationer, kommuner og lokalsamfundet sætter sig sammen, forklarede statsministeren onsdag.
"En ting er at få skrevet det her ned på papir efter mange forhandlinger. Noget andet er at få det til at virke i virkeligheden. Det er det, vi skal måles på. Opgaven med at få det til at ske er i dag fordelt på for mange styrelser og ministerier. Derfor samler vi nu alt det," sagde hun.
I andet halvår af 2025 overtager Danmark EU's formandskab.
Som ny europaminister bliver Marie Bjerre dedikeret til at løfte den opgave i regi af Udenrigsministeriet.
"Det er klart, at når selve formandskabet går i gang, så medfører det et stort arbejdspres. Derfor bliver det godt at få en minister i Udenrigsministeriet, der er dedikeret til det," lød det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, da ministerposten blev præsenteret onsdag.