Kommunal leder og Urland: Implementeringen af den grønne trepart bygger på antagelser, der ikke holder i virkeligheden

Mindre fritids- og deltidslandbrug kan lade sig tiltrække af ordningerne på grund af den herlighedsværdi, som skovrejsning kan bidrage med. For store landbrug, der skal leve af skoven, skal der økonomisk værdi i omlægningen.

Det er særligt en udfordring for målet om 100.000 hektar urørt skov. Hvis nuværende hastighed i skovrejsning fortsætter, når vi først målet om 250.000 hektar mere skov om 70 år. 

140.000 hektar lavbundsjorde samt yderligere 10.000 hektar til kvælstofprojekter skal være vedtaget og igangsat som konkrete projekter i 2027. Det er tidsfristen for, at vi som medlemsland af EU skal have bragt vores vandmiljø i god tilstand.

Aftaleparterne har givet de sværeste projekter lidt længere løbetid. Men alle projekter skal være realiseret senest i 2030. Strategien er, at det vil være tilstrækkeligt til at tilfredsstille EU, selvom det er en overtrædelse af vandrammedirektivets tidsfrist.

Det svarer til, at vi på landsplan de næste fem år skal udtage fem til seks gange mere areal til lavbundsområder, end vi er lykkedes med de sidste 30 år.  

Manglende koordinering fordobler udtagningsbehov

Endeligt er der i Den Grønne Trepart sat mål for, at minimum 20 procent af det danske areal skal være beskyttet natur i 2030. Biodiversitetsrådet vurderer, at kun godt to procent af det danske areal lever op til EU's krav til beskyttet natur. 

Selv med trepartens allerede besluttede mål om meget mere urørt skov og genopretning af lavbundsarealer, hvoraf halvdelen kan blive til beskyttet natur, vil vi kun være nået halvvejs mod de 20 procent beskyttet natur.  

Når projekterne bygger på frivillighed, vil nogle af de oprindeligt foreslåede arealer ikke kunne gennemføres.

Jannik Seslef
Projektleder i Assens Kommune

Når det pladskrævende mål for biodiversitet skal opfyldes, vil det samlede behov derfor vokse til 30 procent af landbrugsarealet, der reelt skal omlægges.

For slet ikke at tale om arealbehovet, der vil vise sig, når en samlet beskyttelse af sårbare grundvandsdannende områder skal indgå senest i 2027. 

Frivillighed er respektfuld dialog

For nyligt skrev forskere fra Syddansk Universitet, at de anslår, at i omegnen af 10.000-15.000 lodsejere, skal være med, for at nå i mål alene med udtagningen af de 140.000 hektar lavbundsjord. 

Når projekterne bygger på frivillighed, vil nogle af de oprindeligt foreslåede arealer ikke kunne gennemføres. 

Dertil kommer, at projekterne er teknisk komplicerede, og en del projekter i omlægningsplanerne vil ikke kunne gennemføres af tekniske årsager. Derfor må forhandlingerne fortsætte om andre arealer og med nye lodsejere.  

Én sag er udtagningen af lavbundsarealer. Men at forhandlingerne bliver svære og tidskrævende, bliver så sikkert som amen i kirken i de vandoplande, hvor frugtbare højbundsjorde skal udtages for at nå kvælstofmålene.  

I trepartsaftalen er der en forventning om, at hastigheden i frivillige projekter kan skrues helt gevaldigt op. Det er en misforståelse. Frivillighed er et udtryk for respektfuld dialog, som modnes gradvis.

Det gælder særligt, hvis projekterne skal rumme de statsligt ufinansierede synergier som biodiversitet og rekreative muligheder.

Og så er dialogen med interesseorganisationer og almindelige borgere i lokalsamfundet, der ikke ejer jord, men har et ejerskab til de danske landskaber, slet ikke medregnet.  

Gulerod og pisk  

Forventningerne hos aftaleparterne er, at dialogen om udtagning af landbrugsjord modnes hurtigere, hvis der ligger et værre alternativ og venter inden for en overskuelig fremtid. Det værre alternativ skulle være den målrettede kvælstofregulering, der indføres fra 2027.

De marker, som udleder mest kvælstof til vandmiljøet, skal reguleres hårdere end de øvrige marker – deraf betegnelsen målrettet.

Med hård regulering bliver omkostningerne ved at dyrke markerne så høj, at der opstår et økonomisk incitament for de professionelle landmænd til at udtage markerne fra drift, men næppe ikke for lodsejeren, som blot bor på landet. Her er incitamentet tit natur og rekreation.  

Selvom kommunerne forsøger at træde på speederen, risikerer de at blive udpeget som Sorteper.

Jannik Seslef
Projektleder i Assens Kommune

Resultatet af den nye aftale om kvælstofregulering er en model, hvor hovedprincippet i at opfylde kvælstofmålsætningen er, at landmændene får tildelt kvoter, der afspejler forskelle i jordens evne til at tilbageholde kvælstof.

Det er mildest talt teknisk kompliceret, fordi kvoterne uddeles efter forskellige principper (75 procent efter visa-modellen og 25 procent efter den flade model). For landmænd kan der være omkostninger forbundet med tilpasningen for at reducere udledningen af kvælstof og efterleve den nye regulering.

Derfor udbetales der kompensation fra EU's landbrugsstøtte. I de første år ydes der et tillæg til sårbare jorde, altså til de jorde, som udgør det største problem.  

Summa summarum kan den sammensatte kvotemodel for udenforstående ikke tolkes som andet end et ønske om at fordele byrden ud på alle landbrug i stedet for at lukke de landbrug, der ligger forkert og reelt udgør problemet for fjorde og kystvande. 

Kommunerne i skudlinjen 

I Assens Kommune er der rullet teknisk komplicerede vådområdeprojekter ud i svarende til godt 1500 hektar de seneste ti år, hvor fokus også har været på synergier for natur og rekreation.

Kommunen har sat nye projekter i gang på 2500 hektar. Den tillidsbaserede dialogform med lodsejerne har fået navnet "Assens-modellen". For netop den model modtog Assens Kommune i 2024 kommunernes klimapris.

Med Den Grønne Trepart skal Assens Kommune implementere projekter på 5800 hektar de næste fem år, og selv en prisvindende model kan ikke levere de resultater i den hastighed og slet ikke, hvis synergierne skal medtages. 

Tilskudsordninger og den målrettede kvælstofregulering ser ikke ud til at blive det femte gear, der får projekterne til at lykkes til tiden. 

Selvom kommunerne forsøger at træde på speederen, risikerer de at blive udpeget som Sorteper, når volumen og hastigheden i implementeringen ikke lykkes. 

Det er nogen nødt til at sige højt midt i den positive fortælling, som ellers har omsvøbt aftalen, siden den blev indgået.