Kommune slår alarm over forsvundet brakjord

NYHED: Regeringens tiltag for at beskytte natur og miljø mod oppløjning af brakmarker er for dårlige, oplyser Århus Kommune. S kræver indgreb.
Foto: Colourbox

Nu kommer bolden til at ligge på Christiansborg, og så må vi tage ansvaret for, at miljøsituationen ikke bliver forringet.

Per Ørum Jørgensen (K)
Miljøordfører
Fakta
Regeringens tiltag for at fastholde beskyttelsesniveauet for natur og miljø:

-Krav om, at efterafgrødeareal forhøjes med 4 procent.

-Tilskyndelse til at etablere randzoner.

-Informationskampagne om at skåne naturen.

-Vejledning om at holde igen med sprøjtemidler på brakarealer.

Kommunerne må hjælpeløse se til, mens landmænd i stigende grad inddriver brakjord til dyrkning.

Regeringens informationskampagner og krav om randzoner er nemlig langt fra nok til at redde natur og miljø fra den øgede belastning, der kommer, når landmænd sætter brakjord under ploven. Det oplyser miljøforvaltningen i Århus:

"Natur og Miljø vurderer, at de modforanstaltninger, som pt. er vedtaget, ikke er tilstrækkelige til at sikre vandmiljø og natur. Allerede nu overstiger det opdyrkede langt de forventede skøn, hvilket betyder, at merbelastningen med kvælstof, fosfor, pesticider er langt større end først antaget. Ligeledes er naturforringelserne langt større," lyder det i et svar til socialdemokraterne.

"Flere af modforanstaltningerne er alene en kampagne af oplysende karakter for at få landmanden til at etablere randzoner, reducere forbruget af sprøjtegifte og information om at skåne naturen. Det viser sig, at frivillige tiltag ikke har den ønskede effekt, f.eks. kan nævnes de manglende randzoner i forbindelse med VMP III." lyder det i svaret.

Sætter kommuner i svær situation
Kristian Würtz (S), medlem af teknisk udvalg i kommunen, mener, at miljøminister Troels Lund Poulsen (V) har sat kommunerne i en vanskelig situation på trods af udmeldingen om, at landbrugets merproduktion ikke skulle have negative konsekvenser for natur eller miljø. 

"Miljøministerens løfter om at gribe ind har hidtil vist sig at være tomme, og det sætter os i en meget vanskelig situation som kommune," siger Kristian Würtz.

Han understreger, at Socialdemokraterne i Århus er parate til at se på hele paletten af muligheder for at gribe ind, også indgreb i landmændenes dyrkning, men at mulighederne er meget begrænsede.

K: Bolden ligger hos regeringen
Ifølge De Konservatives miljøordfører, Per Ørum Jørgensen, er det nu regeringens ansvar at sikre natur og miljø mod de sprøjteglade landmænd:

"Det er selvfølgelig ærgerligt, for de bedste løsninger findes ad frivillighedens vej. Nu kommer bolden til at ligge på Christiansborg, og så må vi tage ansvaret for, at miljøsituationen ikke bliver forringet," siger Per Ørum Jørgensen.

Han understreger, at de 82.000 hektar brakjord, som allerede er oppløjet, "nok ikke gør restriktionerne mildere". Men samtidig er miljøordføreren ikke klar til at pege på nogle konkrete initiativer før til efteråret, når pesticidforbruget for 2007 ligger fast.

0:000:00