Debat

Lektor: Drop Morten Korch-idyllen

DEBAT: For at tiltrække indbyggere til landsbyerne bør man få ryddet op i boligslummen og forbedre forholdene for de erhvervsdrivende. Det mener Jørgen Møller, lektor ved fra Aalborg Universitet.

I fremtiden, og i en revideret eller ligefrem nytænkt planlov, bør der arbejdes med en langt mere fintmasket opdeling af landzonen, simpelthen og lidt populært sagt for ikke at rode uforenelige interesser sammen inden for det samme territorium. Det skriver Jørgen Møller, lektor ved fra Aalborg Universitet.
I fremtiden, og i en revideret eller ligefrem nytænkt planlov, bør der arbejdes med en langt mere fintmasket opdeling af landzonen, simpelthen og lidt populært sagt for ikke at rode uforenelige interesser sammen inden for det samme territorium. Det skriver Jørgen Møller, lektor ved fra Aalborg Universitet.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørgen Møller
Lektor ved Institut for Planlægning, Aalborg Universitet

Siden 1949 har vi i Danmark styret byudvikling og den dertil relaterede landskabsanvendelse efter et klart princip om, at der skulle være (rets)sikkerhed og gennemsigtighed i arealanvendelsen etableret gennem zonering. Tidligt arbejdede man med inderzoner, mellemzoner og yderzoner, og efter 1969 med den første lov om By-og Landzoner med et princip om planlagt og ønsket byvækst i byzoner, planlagt og ønsket sommerhusudbygning i sommerhusområder, og i landzonerne, hvor de erhverv, der naturligt hører hjemme på landet, kunne få gode udviklingsmuligheder.

Disse principper har overlevet gennem adskillige planlovsrevisioner, men nu er landdistrikterne, yderkanterne osv. blevet en populistisk tumleplads, hvor politikere og landdistrikts- og udkantsoprørere italesætter planloven som roden til alt ondt. Og det er jo en alt for forenklet opfattelse af virkeligheden.

Tilfældig og uønsket boligbebyggelse og etablering af andre erhverv skulle kun være muligt efter ansøgning om landzonetilladelse. Herved opnås en lang række samfundsmæssige fordele både for erhvervene, naturen, bosætningen og kommunerne, som får lettere ved at servicere de landsbyer, hvor der er planlagt en ønsket udvikling.

Fakta
Fra 30. september og en måned frem tager Altinget: by og bolig og Altinget: miljø planloven op til debat.

Følg debatten her

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.

Send dit indlæg til [email protected]

Disse bærende principper har efter min mening resulteret i et ganske smukt og velfungerende land, hvor vi har friholdt de fleste kyster, bakketoppe, skovbryn og udsigter over hav og fjord fra tilfældig bebyggelse, og hvor store og små landsbyer har mødt fremtidens udfordringer i et klart planlovskoncept. Det er en planlægningsbedrift, som vi kan være stolte af, og som udenlandske kolleger straks bemærker, når de besøger Danmark.

Befolkningstilbagegang, skolelukninger, forfaldne boliger og overflødiggjorte landbrugsbygninger m.v. skyldes efter min vurdering hovedsageligt helt andre forhold end planlovens landzonebestemmelser. Her kan blot nævnes landbrugets strukturudvikling, kommunalreformen i 2007, servicesektorens lokalisering i de større byer, urbaniseringen, tabet af industriarbejdspladser i de mindre provinsbyer, massakren på de små butikker i landsbyerne efter den nye, storbyvenlige lukkelov, E-handelen samt udviklingen af pendlingen på baggrund af et meget indskrænket rutenet i den lokale, kollektive trafik og en lang række af lignede temaer.

Disse principper har overlevet gennem adskillige planlovsrevisioner, men nu er landdistrikterne, yderkanterne osv. blevet en populistisk tumleplads, hvor politikere og landdistrikts- og udkantsoprørere italesætter planloven som roden til alt ondt. Og det er jo en alt for forenklet opfattelse af virkeligheden.

Jørgen Møller
Lektor ved Institut for Planlægning, Aalborg Universitet

De aktuelle muligheder for udvikling
Den nuværende planlov giver rige muligheder for det moderne, højproduktive land- og skovbrug, fordi der er fornuftige restriktioner for andre erhverv og bosætning, som ikke er nødvendige i det åbne land. For landbrugserhvervet har zonelovgivningen siden 1969 været en ubetinget succes, og det var faktisk også et af argumenterne bag datidens zoneinddeling, og ikke som en række politikere og landdistriktsorganisationer gentager år efter år, og (måske) mod bedre vidende, at det var en lov, der først og fremmest skulle forhindre folk i at bo på landet for bagefter at samle os allesammen i byerne , og at den dræber alt initiativ i yderdistrikterne.

I dag er der en fornuftig afbalanceret lovgivning, der sikrer folk muligheder for at bo i landsbyer og for den sags skyld også ude i det åbne land, hvis man vil det, og i lokal-og kommunecentre er der masser af muligheder for at erhverve sig jord til håndværk og industri.

Der vil her være tale om arealer med den nødvendige infrastruktur til at håndtere tung trafik, spildevandshåndtering, opvarmning med mulighed for at procesvarme kan kobles på landsbyens fjernvarmenet og måske findes det helt uundværlige bredbånd allerede her, ligesom folk, der arbejder der, kan bruge den kollektive trafik eller samkøre med andre.

I landzonelandsbyernes tomme erhvervsbygninger og på overflødiggjorte, mere end fem år gamle landbrugsbygninger ude i det åbne land kan man indrette produktionsvirksomheder, lagerfaciliteter, kontorer og ferieboliger og også egentlige boliger, og jeg mener ikke, at der skal gives frit løb for at disse off-roadvirksomheder.

De skal ikke kunne vokse sig alt for store, fordi vi må friholde det åbne land for egentlig industri og lokalisere industri og håndværk, hvor vi har planlagt for det. Reglerne om fleksboliger og boligbebyggelser i særligt vanskeligt stillede områder giver rige muligheder for boligbebyggelse ud i de mindste flækker og bebyggelser. Hvad kan man forlange mere?

Mere og bedre planlægning i kommunerne
I fremtiden, og i en revideret eller ligefrem nytænkt planlov, bør der arbejdes med en langt mere fintmasket opdeling af landzonen, simpelthen og lidt populært sagt for ikke at rode uforenelige interesser sammen inden for det samme territorium. På Institut for Planlægning arbejder vi i øjeblikket med en fremtidsmodel for landdistrikterne med op til seks forskellige zoner, hvor betingelserne for bosætning og erhverv på sigt bliver meget forskellige. De bærende principper bag den ide er for det første at opbygge en investeringssikkerhed for fremtidige erhverv og fremtidige boligejere. For det andet skal der udvises mere omhu for mennesker bosat i det åbne land og i landsbyerne, og for det tredje skal der udvises mere omhu for naturens udvikling.

Forslag til omprioritering af arealanvendelsen i landzonen.

  • Hvordan og hvor skal man fortsat udbygge og investeringssikre landbrugets produktionskapacitet ?
  • Hvor skal man miljøtilpasse den landbrugsmæssige aktivitet?
  • Hvor skal den landbrugsmæssige arealanvendelse ekstensiveres for at skabe mere natur?
  • Hvor skal der nedlægges landbrug i sårbare landskaber?
  • Hvordan og hvor indpasses de politisk begrundede ønsker til øget bosætning og yderligere erhvervsmæssig udvikling i landzonen?
  • Hvor ligger de bygninger (boliger, erhvervsbygninger og landbrugsbygninger), der skal nedrives for at undgå yderligere fysisk og visuel forarmning og forfald ?

I forlængelse af denne prioriteringsopgave skal beslutningerne indlejres i den fysiske planlægning, således at der gennem bevaringszoner og omstillingszoner kan fastlægges rammer for stedets udvikling.

Aktive og virkningsfulde redskaber i den proces vil sikkert være jordfordeling og nyarronderinger af et ganske betragteligt omfang igennem en længere periode.

En ny række tiltag
For at gøre landdistrikterne og landsbyerne attraktive for fremtidige beboere kan og bør der gennemføres en række tiltag, som let finder plads inden for de planlovsrammer, vi kender i dag. En vis oprydning i paragraffer og cirkulærer omkring landzonerne vil dog selvfølgelig være på sin plads i den nye planlov, men retssikkerhed, forudsigelighed og klarhed i landzoneadministrationen må selvfølgelig ikke sættes over styr i fremtiden for at skabe nogle måske kortsigtede investringsfordele.

Men ellers bør der afsættes en meget større nedrivningspulje (3-4 milliarder kroner), så vi kan få ryddet op i den skæmmende bolig- og landbrugsslum, der trækker prisen på fast ejendom ned i hele landsbyer. Derudover skal der være en præmiering af folk, der fylder deres bil op, når de arbejdsstedspendler.

For at skabe mere liv på landet burde det også undersøges, om ikke der kan udstykkes nye smålandbrug, hvor folk kan udleve deres drøm om landbrug, dyr, kvalitetsfødevarer og højt til himlen som et supplement til de store industrilandbrug, som trykker huspriserne i nærheden på grund af staldlugt- og gyllelugt og tung og farlig landbrugstrafik.

Samtidig bør lokalsamfundene oprette billige lejemål til iværksætterhuse og kontorfællesskaber til erhvervsdrivende, der gerne vil have et fælleskab med andre i hverdagen. Sådanne ikke-forurenende og støjende fælleskaber egner sig rigtig godt til at ligge i landsbyer, hvor folk ofte bor på grund af natur, mørke om natten og almindelig fred og ro.

Et sådant moderne, folkeligt udviklingsfællesskab kan etableres med baggrund i folkekapital og en god gang knofedt og frivilligt arbejde. Og der er masser af overflødiggjorte erhvervs-og landbrugsbygninger at gå i gang med. Og afslutningsvis skal der arbejdes meget mere med andre finansieringsmuligheder såsom crowdlending og –funding som supplement til bedre finansieringsmuligheder i realkreditinstitutterne.

Undersøgelser af folks præferencer for at bosætte på landet viser i øvrigt klart, at naturen vægter højest, ikke lokale arbejdspladser og butikker, og det viser efter min vurdering, at folk, der bor på landet, for længst har set realiteterne i øjnene og indrettet sig efter en samfundsstruktur, hvor man ubesværet bruger byens og landets tilbud i en daglig symbiose, som er meget langt fra fortidens Morten Korchagtige, indeklemte og lukkede landsbysamfund og sognegrænser.

Landsbyerne bør også arbejde med strategiske udviklingstemaer såsom Hestelandsbyen, Iværksætterlandsbyen, Udsigtslandsbyen, Energilandsbyen osv., således, at landsbyerne bliver forskellige, og folk kan bosætte sig, hvor de føler sig mest hjemme. Og hvis så landsbyerne begynder at arbejde sammen i større landsbyklyngefællesskaber, hvor man puljer alle ressourcer til virkeliggørelse af en fælles udviklingsstrategi, så kommer der liv på landet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Møller

Lektor, Institut for Planlægning, Aalborg Universitet
byggetekniker (Randers Tekniske Skole 1969), arkitekt MAA (Arkitektskolen i Aarhus 1977)

0:000:00