Tilladelser går for langsomt: Regeringen fjerner miljøansvar fra kommuner

SAGSBEHANDLING: Kommunale tilladelser til at bygge på forurenede grunde går for langsomt, og derfor bliver ansvaret nu flyttet til regionerne. Men det vil næppe gøre processen mere smidig, mener KTC.

Regeringen lægger nu op til at flytte ansvaret for miljøtilladelser i forbindelse med byggesager.

Det vil betyde, at regionerne fremover kommer til at stå for den såkaldte §8-tilladelse, som sker forud for den egentlige byggetilladelse, på grunde som er klassificeret som forurenede.

Beslutningen kommer efter indstilling fra Miljøstyrelsen, der vurderer, at flytningen vil lette sagsbehandlingen, fordi regionerne med et årligt budget på 400 millioner kroner har ansvaret for at oprense jordforurening.

”Vi mener, at sagsbehandlingen bliver forsinket, fordi det ligger hos kommunerne. Det er regionerne, der kender risici ved at bygge specifikke steder. Og det er jo også derfor kommunerne hører regionerne i forbindelse med en §8-tilladelse,” siger Camilla Søndergaard, der er kontorchef for cirkulær økonomi og affald i Miljøstyrelsen.

For lang sagsbehandling
Ændringerne sker i forbindelse med et forslag fra Virksomhedsforum, der fungerer som et uafhængigt rådgivende organ for regeringen. Målet er at bekæmpe unødvendige regler eller procedurer, der besværliggøre sagsbehandlingen.

Her har bygge- og anlægsbranchen påpeget, at den to til seks måneder lange sagsbehandlingstid er for lang og frustrerende. Og derfor lød forslaget til regeringen, at der sættes et mål om en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på fire uger.

Kommuner: En dårlig løsning
Formanden for KTC’s faggruppe for Miljø & Grundvand, Christina Egsvang Føns, mener dog ikke, at regeringen har fundet den rette løsning.

”Jeg tror næppe, de her har lyttet til problemet, førend de har fundet løsningen,” skriver hun i et debatindlæg på Altinget.

Hun peger på, at en §8-tilladelse ikke kan gives isoleret, da den skal koordineres med andre dele af kommunernes sagsbehandling.

Hun ser heller ingen fidus i, at virksomhederne skal have dialog med to myndigheder i forbindelse med en byggesag.

”En flytning af kompetencen vil derfor være et brud med hele idéen fra opgave- og strukturreformen – én indgang til det offentlige,” skriver Christina Egsvang Føns.

Byggeriet er tilfreds 
I Dansk Byggeri lyder der dog umiddelbar glæde for, at der bliver gjort noget for at nedbringe sagsbehandlingstiderne i forbindelse med §8-tilladelser.

”Det er i dag en tung administrativ byrde, som vi er glade for bliver mere smidig. Det er godt, at regeringen har kunnet se, at det er en for omstændelig administrativ procedure,” siger Anne Gram, der er chefkonsulent i Dansk Byggeri og fortsætter:

”Hvis man kan undgå, at en byggeproces skal vente et halvt år på en miljøundersøgelse, så er det en væsentlig besparelse.”

Hun understreger, at Dansk Byggeri ikke har nogen holdning til, hvem der har det administrative ansvar.

”Vi er bare glade for, at det bliver mere smidigt,” siger Anne Gram.

Forrige artikel De unge elsker grøn blok De unge elsker grøn blok Næste artikel Dansk Energi ærgrer sig over aflysning af kortlægning af privat skov Dansk Energi ærgrer sig over aflysning af kortlægning af privat skov