Debat

Miljøministeren skriver molbohistorie om vandløb

DEBAT: Miljøministeren afviser at slå første og anden generation af vandplanerne sammen. Det er en ren molbohistorie, skriver Venstres Henrik Høegh.
Foto: ft.dk
Anders Jerking
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvorfor kan en så enkelt og overskuelig EU-opgave tilsyneladende ikke løses fra dansk side?

Henrik Høegh (V)
Miljøordfører
Fakta
Bland dig!
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected], eller skriv i kommentarfeltet nedenunder.

Af Henrik Høegh
Miljøordfører, MF, Venstre

Det er mig ganske ubegribeligt, at ministeren afviser at samle arbejdet med vandplan 1 og 2 i én arbejdsgang. I stedet holder hun hårdnakket fast i en langsommelig og besværlig proces for kommunerne og kræver, at disse skal finde løsninger forud for en vurdering af, om opgaverne er opnåelige.

For en måned siden startede arbejdet med vores vandløb inden for rammerne af 2. vandplan. Kommunernes arbejde med målsætningerne i disse vandløb skal udføres sammen med de nye vandråd rundt om i landet. Når dette arbejde er slut, kan kommunerne begynde på arbejde med 1. vandplan i de samme vandløb.

Samme vandløb skal altså nu vurderes ud fra to til tider modstridende overskrifter. Når arbejdet med 2. vandplan sammen med vandrådene er slut, kan kommunerne altså forsætte alene med 1. vandplan opgaven, der nu er defineret anderledes – men vandløbene er de samme.

Jubel over grødeskæring
Opgaverne i 2. vandplan skal løses sammen med lodsejerrepræsentanter og repræsentanter fra de grønne organisationer i de nyudnævnte vandråd. Det giver god mening at inddrage disse personer i arbejdet, fordi de grønne har mange ønsker på miljøets vegne, og lodsejerne har udfordringerne med at få kælderen, sommerhuset eller marken friholdt for oversvømmelser eller forsumpning.

Opgaven under 2. vandplan handler for det første om at vurdere, om de enkelte vandløb er kunstige. Dette indebærer en vurdering af, om de er gravet med henblik på afvanding, eller om det er et naturligt vandløb, som har eksisteret i flere hundrede år.

Dernæst skal der vælges mellem en række værktøjer/tiltag i de enkelte vandløb, som kan give vandløbet en højere miljømæssig standard. Disse tiltag kan være genslyngning, plantning af træer, gravning af sandfang, oprette miniådale m.v. Vi er mange, der i dag jubler, fordi det er lykkedes at få Naturstyrelsen til at fjerne reduceret grødeskær som et brugbart tiltag. Reduceret grødeskær giver højere vandstand i vandløbene, og det ville have forsumpet store landbrugsarealer.

Når dette arbejde er tilendebragt, sendes vandrådene hjem - forhåbentlig med tak for indsatsen. Dernæst skal kommunerne fortsætte med arbejdet omkring 1. vandplan.

Her skal kommuner fortsætte arbejdet i de samme vandløb, som man lige har fundet løsninger til.

  • Nu hedder opgaven: Er målsætningerne overhovedet realistiske?

  • Vil tabene ved oversvømmelser og forsumpninger gøre det umuligt at disse mål?

Hvis nogen troede, at molbohistorierne alene blev skrevet for mange år siden, kan de godt tro om igen.

Handingslammet minister
Lad mig også nævne, at paradoksalt nok står reduceret grødeskæring stadig som et for Naturstyrelsen yderst relevant og brugbart tiltag for at opnå god miljømæssig tilstand i et vandløb under arbejdet med 1. vandplan. Her er det nye budskab om oversvømmede sommerhuse, kældre og landbrugsafgrøder ved permanent højere vandstand i vores vandløb tilsyneladende ikke nået frem.

Sammen med de andre blå partier foreslog vi for halvandet måned siden at slå arbejdet med 1. og 2. vandplan sammen. Det ville give en ikke-molboagtig arbejdsgang i kommunerne, hvor man nu skal finde løsningen, inden man finder ud af, om opgaven er opnåelig. Samtidig vil erfaring og kendskab til vandløbene fra vandrådene kunne bruges i hele processen.

Men miljøministeren virker handlingslammet og afviser, mens vi andre står uforstående tilbage og undrer os: Hvorfor kan en så enkelt og overskuelig EU-opgave tilsyneladende ikke løses fra dansk side?

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Høegh

Partner og Ejendomsmægler MDE
(Hillerød Handelsskole 1990)

0:000:00