Ny affaldssortering kan være dårligt nyt for indsamlingsorganisationerne: "Det er klart noget, der bekymrer os"

Når danskerne per 1. juli 2023 skal sortere tekstiler som affald, frygter indsamlingsorganisationerne, at det kan svække genbrugsforretningerne.

Indsamlingsorganisationer frygter færre donationer med ny affaldssortering. 
Indsamlingsorganisationer frygter færre donationer med ny affaldssortering. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Claudia Steenhard

Indsamlingsorganisationerne mærker allerede effekten af en ny affaldsspand, der per 1. juli skal rumme vores nedslidte tøj og tekstiler. Organisationerne er nervøse for, at det færre vil tage turen forbi genbrugsforretningen eller indsamlingscontaineren, når det bliver lettere at smide aflagt tøj i skraldespanden.

"Det er klart noget, der bekymrer os," siger Tina Donnerborg, der er chef for genbrug i Røde Kors.

"Allerede nu kan vi se, at vi modtager færre donationer og det er jo fordi, at det er svært at forstå, hvad tekstilaffald egentlig er," siger hun.

Det nye sorteringssystem indføres som følge af et EU-krav om, at alle medlemslande skal sortere tekstilaffald inden 2025. Det er en del af en større strategi for tekstilbranchens grønne omstilling, men indsamlingsorganisationerne peger på, at det måske ikke er så miljøvenligt alligevel.

"Jeg håber virkelig, at politikerne rundt omkring vil tage det alvorligt. Fordi det eneste, der kommer til at tabe på det her, er klimaet. Og så de udsatte mennesker, der skulle hjælpes af det, vi laver i organisationen," siger Tina Donnerborg.

Man kunne jo have håbet, at tekstilaffaldet var kommet ud af vores container. Men det er ikke det, der sker

Tina Donnerborg
Chef, Genbrug, Røde Kors

Røde Kors sorterede i 2020 alene over 10.000 tons tøj i deres genbrugsforretninger og indsamlingscontainere. De omsætter årligt for mere end 54 millioner i deres genbrugsforretning.
 
Genanvendelse eller genbrug

Sidste år havde 32 af landets 98 kommuner sat gang i indsamlingen af tekstilaffald enten i form af henteordninger, bringeordninger eller som led i pilotprojekter. Det viser en opgørelse fra Miljøstyrelsen.

Ud af de ni kommuner som har svaret på spørgsmålet om indholdsfordelingen i tekstilfraktionen, svarer de syv, at der er en overvægt af genbrugsegnede tekstiler i de materialer, borgerne indleverer. De nye tekstilspande bliver altså ikke kun brugt til tekstilaffald.

"Man kunne jo have håbet, at grunden til de færre donationer var, at tekstilaffaldet var kommet ud af vores container. Det ville vi være rigtig glade for, for så var vi jo fri for at sortere det fra," siger Tina Donnerborg og fortsætter:

"Men det er desværre ikke det, der sker. Det er den samme kvalitet, vi modtager. Så det er genbrugelige effekter, der ryger over i tekstilaffaldet. Hvilket på ingen måde har været intentionen, hverken fra os eller politikerne."

Ifølge chefkonsulent inden for cirkulær økonomi hos IDA, Sine Beuse Fauerby, er genbrug altid miljømæssigt at foretrække over genanvendelse. Genanvendelse er ressourcekrævende og teknologien til at genanvende fibre fra tøjet findes stadig kun i ganske lille skala.

Læs også

Når tøjet nedbrydes til fibre, kan det genanvendes til produkter lavere i affaldshierarkiet som for eksempel lydisolering, men vi er endnu ikke særligt gode til at anvende tekstilfibrene til nye tekstiler. Derfor er det vigtigt, at mest muligt tøj går videre til direkte genbrug.

"Det en stor opgave for affaldsselskaberne at få forklaret folk, hvad det er, der skal genbruges og sikre, at det genbrugelige kommer det rigtige sted hen," siger Tina Donnerborg.

Nye genbrugsmuligheder kan true netværket

Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (Isobro) har været i dialog med flere kommuner om, hvordan man bedst sikrer at genbrugeligt tøj ikke ryger i tekstilspanden blandt andet med fokus på kommunikationskampagner, logoer og størrelsen på posen.

"Vi er med på ideen, vi er bare nervøse for implementeringen," siger Kenneth Butzbach, der er generalsekretær Isobro.

Det store netværk blandt vores medlemmer kan lide skade

Kenneth Butzbach
Generalsekretær, Isobro

Blandt initiativerne, der indføres 1. juli, er også flere genbrugspladser på affaldsstationerne, hvilket Kenneth Butzbach frygter kan medføre yderligere forvirring og vil skade indsamlingsorganisationerne.

"Man kan blive i tvivl om, om man bare skal aflevere sit genbrugstøj nede på affaldsstationen."

Ville det ikke være lige så vel? 

"Det kommer an på hvad der sker med det tøj. Det kommer i hvert fald ikke til os," siger han og fortsætter:

"Vi ser nogen steder, hvor man laver bytteordninger og tilbyder gratis ting. Der kan vi stå i en situation, hvor dem, der har arbejdet med genbrug siden 1972, og det store netværk blandt vores medlemmer, kan lide skade."

Kenneth Butzbach understreger, at Isobro bakker op om det nye sorteringssystem.

"Selvfølgelig er det godt, at vi bruger ressourcerne på den mest effektive måde," siger han og roser blandt andre Frederiksberg Kommune for at inkludere oversigter over de nærmeste genbrugsforretninger i lokalområdet i deres affaldspjece.

"Det er et eksempel på, at man oplyser borgerne om, at hvis det ikke er tekstilaffald, er der andre gode muligheder, som skaber værdi for en masse gode foreninger," siger han.

Isobros medlemmer omsatte for mere end 730 millioner kroner i deres genbrugsforretninger i 2021.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tina Donnerborg

Chef, Røde Kors Genbrug
HD International ledelse

Kenneth Kamp Butzbach

Generalsekretær, Isobro
cand.merc. i strategi, organisation og ledelse (CBS 2008), HA i almen erhvervsøkonomi (CBS 2003)

0:000:00