Debat

Konservative i EU: Strenge regler om kosmetik i tatoveringer går hårdt udover branchen

Siden forbuddet mod 4000 kemiske stoffer, der fandt sted sidste år, har danske tatovører oplevet, at producenterne ikke er blevet informeret om de kommende regler, skriver Pernille Weiss (K).

Danske tatovører skal ikke straffes for, at deres samarbejdspartnere ikke er blevet informeret af EU om forbuddet mod 4000 kemiske stoffer, skriver Pernille Weiss (K).
Danske tatovører skal ikke straffes for, at deres samarbejdspartnere ikke er blevet informeret af EU om forbuddet mod 4000 kemiske stoffer, skriver Pernille Weiss (K).Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Pernille Weiss
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Bliver danske tatovører de næste minkavlere? Bliver de europæiske? Og kan det virkelig passe, at vi EU-politikere har besluttet at forbyde 4000 kemiske stoffer, som slet ikke er farlige? Hvad tænker vi dog på?

Nej, nej og atter nej er det korte svar. Men det er jo ikke godt nok. For bekymringen er der.

Og noget tyder på, at dialogen med branchen om 'bevismaterialet' bag ved beslutningen er blevet for dårligt kommunikeret, og derfor kan en enkelt læge på et dansk hospital, som - bevares - ved en masse om tatoveringer og hudsygdomme stryge én tændstik, der får angstens og forargelsens flammer til at blusse op.

Han er nemlig midt imod uenig med EU’s eksperter på området og - som jeg forstår det - også med Miljøstyrelsen i Danmark.

Så hvem har ret? Der må da kunne findes et klart svar på noget så naturvidenskabeligt, skulle man mene.

Vi er store nok til at have ressourcer til at gå til bunds i sagerne og store nok til at påvirke det globale marked.

Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

4000 kemiske stoffer

Jeg er selv tatoveret. Min første ‘tus’ fik jeg for godt ti år siden. Siden er flere kommet til. Også på mine børn. Selvom jeg er sygeplejerske, bekymrede jeg mig allermest om hygiejnen hos tatovøren og meget lidt om ingredienserne i farven, der blev lagt ind i min hud. Det indrømmer jeg gerne.

Og mange har det sikkert også som jeg. Vi stoler på, at 'nogen nok har styr på farverne', ligesom andre (nok) har styr på fødevaresikkerheden, ingredienserne i småbørns bidelegetøj og sammensætningen af gødning i landbruget.

Derfor er jeg også tilfreds med, at EU’s faglige maskineri af forskellige sundheds- og miljøvidenskabelige kompetencer - sammen med medlemslandenes ditto - har gransket sig gennem sådan cirka 4000 kemiske stoffer, der typisk bruges i tatoveringer og kosmetik.

Og her har de konkluderet, at de med mere eller mindre sandsynlighed ikke kan udelukkes at give os eller vores efterkommere kræft, allergi, arvemassepåvirkninger eller hormonforstyrrelser.

Det er jo en af fordelene ved EU: Vi er store nok til at have ressourcer til at gå til bunds i sagerne og store nok til at påvirke det globale marked (tatovørfarver indføres typisk fra lande uden for EU), så mængden af farlige stoffer i verden bliver mindre.

Ordentlige og rimelige overgange

Men som det er med så meget, der handler om sundhed, er der aldrig én sandhed. Faglige anbefalinger kan og skal altid diskuteres. Og så må vi politikere leve med, at nogle eksperter synes, vi er tåber. Herunder den danske overlæge fra Bispebjerg.

Hvad der derimod fortjener rynkede bryn og umiddelbar handling, er tatovørernes oplevelse af, at siden beslutningen om at forbyde de mange kemiske stoffer blev taget for over et år siden, er der tilsyneladende ikke sket ret meget for at informere producenterne om de kommende nye regler.

Der har åbenbart heller ikke været nogen særlig aktiv dialog mellem styrelser og branchen om, hvordan de nye regler indføres uden at slå virksomhederne ihjel. Det er jeg lige nu ret sur over.

Naturligvis skal vi borgere kunne kræve sikkerhed og sundhed for os selv og de kommende generationer også ved at stille strengere krav til tatovør- og kosmetikbranchen. Men det skal selvfølgelig ske på måder, der giver ordentlige og rimelige overgange. For danske tatovører og for alle andre i EU.

Danske tatovører har de sidste mange år været europæisk rollemodel for sundhed og sikkerhed - og et tusindår gammelt kulturfænomen og håndværk. Det skal de blive ved med at kunne være.

Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

EU-samarbejde er essentielt

Der skal gås i takt, så den danske branche ikke oplever, at vores kendte nulfejlskultur ikke betyder, at danske tatovører presses hårdere og hurtigere gennem overgangen end deres kollegaer i resten af EU.

Derudover skal EU sikre, at når så stor en beslutning tages på miljø- og sundhedsområdet, skal kollegaerne, som arbejder med international handel og det indre marked, også gøre deres del af arbejdet, så producenterne ude i verden i god tid forstår de nye regler, så tatovørerne ikke mangler råvarer til deres håndværk og kunstform.

Skulle enderne ikke kunne nå hinanden i den aktuelle situation, fordi nogle har siddet på hænderne lidt for længe, bør den tid smides i forlængelse af overgangfasen. Det er kun rimeligt.

Danske tatovører har de sidste mange år været europæisk rollemodel for sundhed og sikkerhed og et tusindår gammelt kulturfænomen og håndværk. Det skal de blive ved med at kunne være.

Derfor stiller jeg nu en håndfuld skarpe spørgsmål til EU-Kommissionen, og jeg ved, at mine konservative kollegaer i Folketinget også tager fat i danske styrelser. Vi er på sagen!

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00