Peter Loft: Grønne skatter er for komplicerede og ustabile

Af Peter Loft
Seniorrådgiver, Public Affairs Group, fhv. departementschef, Skatteministeriet

Lige siden skattereformen i 1993 har energi- og klimaafgifter udgjort en vigtig og voksende bestanddel af skattesystemet. Det kan næppe heller undre.

Indkomstskatter begrænser arbejdsudbuddet, som gerne skulle øges, mens energi- og klimaafgifter formindsker ressourceforbrug og udledninger, som helst skal reduceres. Man får derfor en slags dobbelt dividende: Højere arbejdsudbud og en mere klima- og miljørigtig adfærd.

Økonomiske ministerier må pande grønne vildskud ned
Opfindsomheden har derfor også været stor, når det gælder introduktionen af nye såkaldte grønne afgifter. I nogle tilfælde har man nok ligefrem pyntet lidt på tingene og iklædt en ren fiskal skat et grønt formål.

For eksempel måtte Nyrup-regeringen en gang opgive en skat på cement, da det viste sig, at miljø- og klimaeffekten var minimal, hvorimod det forventede provenu ville falde på et tørt sted.

Desværre er der også en tendens til, at almindelig sund økonomisk dømmekraft sættes ud af spil blandt politikere, blot noget vurderes at være grønt.

De økonomiske ministerier bærer en tung byrde med at pande de værste vildskud fra de grønne ministerier og organisationer ned.

Peter Loft
Seniorrådgiver, Public Affairs Group, fhv. departementschef, Skatteministeriet

Men også i denne henseende bør det gælde, at et initiativ isoleret set skal være økonomisk fornuftigt, og at det initiativ, der giver mest effekt for pengene, bør foretrækkes. De økonomiske ministerier bærer en tung byrde med at pande de værste vildskud fra de grønne ministerier og organisationer ned.

To skavanker ved energi- og klimaafgifter
Set ud fra en skatteteknisk synsvinkel har energi- og klimaafgifter to skavanker. For det første er det en meget indviklet måde at udskrive skatter på.

At måle det rette forbrug eller mængden af udledninger kræver en ingeniørmæssig indsigt og adskillige måleanordninger.

Der skal gennemføres vanskelige sammenligninger mellem forskellige former for brændsler, forskellige former for afbrændingsprocesser og frem for alt mellem forskellige former for energiforbrug. Energiafgifter har stor betydning for industriens konkurrenceevne.

Derfor er det nødvendigt at graduere afgiften efter dens betydning for erhvervslivet. Groft sagt er afgiften lavere, jo mere energi man forbruger til den industrielle proces. Og afgiftssystemet skal indrettes, så det ikke hindrer genbrug, alternative energiformer eller andre former for ønskværdig adfærd.

Denne form for afgifter bidrager derfor med en stor andel til det meget komplekse skattesystem; en andel som ikke står mål med det provenu, der kommer ind fra energi- og klimaafgifterne.

For det andet er det i sagens natur en ustabil skattekilde. Formålet med afgifterne er jo netop at begrænse forbruget af energi og udledningerne af klimagasser.

Jo bedre afgifterne virker, jo mindre provenu får staten. Men staten flyttede i sin tid en del af skattebyrden fra indkomstbeskatningen til de grønne afgifter.

Hvis vi alle skifter til opvarmning med skattefri biomasse, isolerer vore huse, sætter termovinduer i, cykler i stedet for at tage bilen og så videre, så mangler der et provenu i statskassen.

Behov for forenklinger
Dette forhold førte til ideen om forsyningssikkerhedsafgiften. Alene navnet må vække uro.

Planen var at skaffe et yderligere skatteprovenu ved i et vist omfang at begynde at beskatte de alternative energiformer – biobrændsler, almindeligt brænde, halm og meget andet.

Befolkningen havde gjort, som staten ønskede: Den nedsatte forbruget af fossile energikilder. Staten svarede igen ved at beskatte de ikke-fossile energikilder, som befolkningen i stedet var begyndt at bruge! Det blev nu ikke nogen stor succes.

Det er ud fra en skattekontrolvinkel ret svært at finde ud af, om halmen er til fyret eller til kaninen; om træet er til et plankeværk eller til pejsen, eller om man har sanket brænde i skoven, som man rettelig skal betale skat af. Forsyningssikkerhedsafgiften blev aldrig fuldt gennemført, og den del, som blev sat i kraft, måtte meget hurtigt ophæves igen.

Energiafgifter har givetvis effekt på forbruget af fossil energi og på folks vaner med at spare på energien. Afgifterne virker efter deres hensigt.

Men der er et betydeligt behov for forenklinger og for at se på, om afgifterne rammer ens. Det er ikke tilfældet i dag. Udledninger fra en bil beskattes eksempelvis 100 gange højere end udledninger fra et cementværk. Men de sviner lige meget.