
BRUXELLES: ”Publishing is timing,” siger man gerne i mediebranchen. Ofte afhænger en nyheds gennemslagskraft mindst lige så meget af tidspunkt og kontekst som af selve historiens indhold. Nogle gange kan en artikel ramme plet, selv om den i realiteten ikke indeholder noget nyt.
Det fik vi et godt eksempel på, da Ritzau forleden offentliggjorde et – i øvrigt glimrende – nyhedsinterview med Mette Frederiksen (S), hvor statsministeren erkender, at EU næppe vil kunne fremtrylle de nødvendige enorme milliardbeløb til at styrke kontinentets forsvar og konkurrencedygtighed uden at finde nye former for finansiering.
Derfor er den danske regering i gang med at se ”med nye øjne og nye briller” på EU’s budget, statsstøttereglerne og de tidligere kontroversielle tanker om fælles europæiske lån, siger Frederiksen i artiklen. Hun vil ikke stille sig i vejen for den slags drøftelser i EU, forstår man.



















