Konsulent: Hvis vi overbeviser almindelige mennesker om, at AI ikke er for dem, er det kun til elitens fordel

Hans argument er grundlæggende bygget op om en idé om, at AI-revolutionen er et bedrageri, et skalkeskjul for fyringer, lønpres og skattelettelser til de rigeste.

Han understøtter det med en række eksempler, der er valgt til at chokere – militæraftalerne, deepfakes, Grok's overgrebsmateriale, AI, der opdigter løbetider. Listen er lang og mørk.

Men der er noget, Lukas Lunøe ikke fortæller os, nemlig hvilken alternativ verden han forestiller sig.

For teknologien er her. Og spørgsmålet er aldrig, om den skal eksistere. Spørgsmålet er, hvem der får lov til at bruge den. 

En selvopfyldende dystopi

Lukas Lunøe sammenligner AI med vaskemaskinen og telefonen og konkluderer, at de gamle teknologiske fremskridt var reelle, mens AI-revolutionen er svær at få øje på. Men sammenligningen holder ikke.

For vaskemaskinen og telefonen kom heller ikke som færdige samfundsgoder med ligelig fordeling. De kom med koncentreret magt, tabte arbejdspladser og nye ejerskabsstrukturer, og de blev civiliseret af regulering, fagbevægelse og politisk vilje.

Ingen ønsker i dag, at vi havde holdt os fra dem, af frygt for at nogen ville misbruge dem.

For første gang i mange ordblinde danskeres arbejdsliv er det sproglige ikke længere det, der sorterer dem fra. 

Kenneth Koustrup
Public affairs-ansvarlig for byggeri, energi og transport hos Dansk Standard

Og det er netop, hvad Lukas Lunøe reelt foreslår, om end pakket ind i advarende retorik.

Når hans konklusion er, at AI er et redskab for de rigeste, og at lønmodtagere bør stille krav frem for at tage teknologien til sig, sender han et signal: Hold jer tilbage. Lad eksperterne håndtere det. Det er ikke jeres verden.

Men det er præcis den logik, der giver eliten det, den ønsker.

En stor undersøgelse fra MIT, Harvard og Wharton viser, at AI kan øge en vidensmedarbejderes præstation med næsten 40 procent, sammenlignet med dem der ikke bruger AI. Den forskel opstår ikke mellem direktører og aktionærer.

Den opstår mellem dem, der bruger teknologien, og dem, der ikke gør.

Hvis Lukas Lunøes budskab er, at almindelige lønmodtagere skal holde sig skeptiske og tilbageholdende, er han med til at sikre, at de 40 procent ikke tilfalder dem.

Et udtryk for inklusion 

Omkring 300.000 danskere er ordblinde. For mange af dem handler AI ikke om effektiviseringer og toplederbonusser. Det handler om at kunne skrive en mail uden at skamme sig.

Om at formulere en ansøgning, deltage i en skriftlig diskussion og svare en kollega på lige fod med alle dem, der aldrig har kæmpet med de samme barrierer.

Opgaver, der tidligere tog timer, kan nu klares på få minutter. For første gang i mange ordblinde danskeres arbejdsliv er det sproglige ikke længere det, der sorterer dem fra.

Så i stedet for at deres sidemakker hedder Louise, hedder deres sidemakker nu Claude, Gemini eller ChatGPT. Og det er ikke negativt, men tværtimod udtryk for inklusion.

En studerende fra Lolland uden akademiske forældre har nu adgang til den samme sproglige og faglige sparringspartner som én, der er vokset op i en lektor-families lejlighed på Frederiksberg.

Kenneth Koustrup
Public affairs-ansvarlig for byggeri, energi og transport hos Dansk Standard

Og ordblinde er ikke den eneste gruppe, Lukas Lunøe glemmer.

Tænk på den unge fra et ikke-akademisk hjem. Én af de mange, der er vokset op uden forældre, der kunne læse korrektur, forklare svære begreber, øve argumentation ved middagsbordet eller hjælpe med at skrive en ansøgning, der lød, som om den kom fra nogen, der hørte til.

Den forskel er ikke lille. Den er systematisk og veldokumenteret, og den har i generationer bestemt, hvem der kom ind ad de rigtige døre, og hvem der ikke gjorde.

Ikke fordi de manglede talent, men fordi de manglede adgang til den uformelle sparring, som det akademiske hjems børn fik serveret uden at tænke over det. 

AI ændrer ikke alt. Men det er det første redskab i årtier, der reelt rokker ved den forskel.

En studerende fra Lolland uden akademiske forældre har nu adgang til den samme sproglige og faglige sparringspartner som én, der er vokset op i en lektor-families lejlighed på Frederiksberg. Det er en reel forskydning i, hvem der har adgang til hjælp.

For hvad er alternativet til, at disse mennesker bruger AI? At de lader være. At de fortsat kæmper alene, mens dem med de rigtige forudsætninger og den rette baggrund uforstyrret bruger teknologien.

Uligheden vokser ikke, fordi udsatte grupper bruger AI. Den vokser, hvis de holder sig fra den, og det er præcis, hvad Lukas Lunøes budskab risikerer at få dem til.

Vigtig advarsel, farlig konklusion

Lukas Lunøe har ret i, at der er grund til at være skeptisk over for techgiganter som OpenAI og Sam Altmans løfter og magt.

En Pew-undersøgelse fra marts 2026 viser, at et flertal af amerikanerne tror, at AI vil forringe snarere end forbedre evnen til at tænke kreativt, danne meningsfulde relationer og løse problemer. Skepsissen er reel og legitim.

Men Lukas Lunøes svar er at udlede, at teknologien selv er problemet. Det svarer til at konkludere, at problemet med sociale medier er internetforbindelsen. 

OpenAI har indgået en aftale med det amerikanske forsvarsministerium om at lade sine modeller indgå i regeringens klassificerede netværk, og det er der grund til at være bekymret for.

Men bemærk, at det er Anthropic, der laver Claude, som eksplicit afviste at lade sine systemer bruges til masseovervågning eller autonome våbensystemer.

Lukas Lunøes advarsel er vigtig. Men hans konklusion er farlig.

Kenneth Koustrup
Public affairs-ansvarlig for byggeri, energi og transport hos Dansk Standard

Det viser, at branchen godt kan reguleres og presses, hvis nogen gider at sidde ved bordet i stedet for at stå udenfor og råbe ad teknologien.

Lukas Lunøes mest konkrete krav er faktisk fornuftige: højere løn, hvis AI øger produktiviteten. Ret til egne data. Garanti for menneskelige kolleger. Det er rimelige krav. Men de er kun mulige at stille, hvis man kender teknologien indefra.

En medarbejder, der aldrig har lært at bruge AI, er en svagere forhandler end en, der ved præcis, hvad teknologien kan og ikke kan, og hvad det er værd.

Løsningen er ikke at afholde sig fra teknologien, men at sikre, at uddannelse, omskoling og adgang til AI-kompetencer ikke forbeholdes de privilegerede. 

Lukas Lunøes advarsel er vigtig. Men hans konklusion er farlig. For bag den pessimistiske fortælling om AI som elitens redskab gemmer sig en selvopfyldende profeti:

Hvis vi overbeviser almindelige mennesker om, at teknologien ikke er for dem, sikrer vi præcis, at den ikke er det.