Rådgivende ingeniører: Miljøet betaler prisen for manglende krav til prøvetagninger

Kan du huske minkavleren, som efter eget udsagn benyttede en 'kreativ metode', da der skulle tages prøver fra dyrene? Prøverne blev taget fra et dødt dyr, som avleren vidste var fri for coronasmitte. De fleste rystede nok på hovedet over den sag, men hvad de færreste ved er, at historien har mere til fælles med vores branche, end vi bryder os om.

I dansk lovgivning findes der næsten ingen krav til prøvetagning, ligesom vi ikke har certificeringsordninger eller lignende, der kvalificerer miljørådgivere.

Sætter ræven til at vogte gæs
Det er bekymrende, at man lovmæssigt er berettiget til at foretage egne jordprøver eller prøver af bygningsmaterialer, og på baggrund heraf kan få tilladelse til bortskaffelse af jorden og/eller bygningsmaterialerne.

Hvis man eksempelvis er entreprenør og skal borttransportere jord, er der to sandsynlige scenarier:

• Hvis man har givet en totalpris, kan der være et incitament til at finde så lidt forurening som muligt.
• Hvis man har givet tilbud med udgangspunkt i, at man selv skal rense jorden, kan der være et incitament til at finde så meget forurening som muligt. 

I og med at man selv må udtage prøverne, har man altså en økonomisk fordel i at fremme det resultat, der er bedst for en selv, ligesom minkavleren.

Denne inhabilitet medfører en overhængende risiko for, at der slipper forurening ud i miljøet, og det er derfor på tide, at lovgiverne tager forholdet omkring uvildighed, i forbindelse med prøvetagning og miljørådgivning i øvrigt, alvorligt.

Mangel på kvalitet presser systemet
DGE Miljø- og Ingeniørfirma og andre rådgivende ingeniører løser i stigende grad opgaver for kommuner, der har modtaget rapporter, prøvetagninger og analyser, som ikke lever op til den nødvendige kvalitet. Dette er rent ressourcespild.

Hvad nytter det at fokusere på bedre detektionsgrænser og flere decimaler på analyseresultaterne, hvis prøven er udtaget forkert?

Sven Ulrich Bertelsen og Ulrik Ryssel Albertsen
Hhv. landedirektør, DGE Miljø- og Ingeniørfirma og erhvervspolitisk chef, Foreningen af rådgivende ingeniører

Men at vi som uddannede og erfarne miljørådgivere skal guide andre i miljørådgivning og prøvetagning for kommunernes penge er faktisk det mindste problem; Kvaliteten af prøverne, som myndigheden skal basere sin sagsbehandling på, kan være så dårlige, at der træffes beslutninger på et forkert grundlag. Igen er det miljøet, der betaler prisen.

Det er i det hele taget slående, hvor lidt der fokuseres på den gode prøvetagning i dele af branchen og hos lovgiverne. Vi oplever ofte, at der er benyttet forkerte prøvetagningsremedier, og at der ikke har været den fornødne viden om forpumpning og om neddeling af prøven, inden den udtages.

Eller at miljøtekniske boringer bliver udført uden erfarent miljøtilsyn eller optegning af borejournaler. Almindelige procedurer, som man kender til, når man er uddannet på feltet og i øvrigt opdateret på Miljøstyrelsens vejledninger.

Men alt for ofte bliver kvaliteten af prøvetagningen overset, mens der er stort fokus på analyselaboratoriernes kvalitet og detektionsgrænser. Men hvad nytter det at fokusere på bedre detektionsgrænser og flere decimaler på analyseresultaterne, hvis prøven er udtaget forkert?

Lovgivningen skal ændres
Der er behov for at adressere inhabilitet og inkompetence gennem miljølovgivning. Der bør være lovgivningsmæssige krav om uvildighed i miljørådgivning og prøvetagning, og der bør indføres certificerings- og/eller kvalitetsordning, hvor man kan dokumentere kvalifikationer til at arbejde med prøvetagning og miljørådgivning.

Lige nu ser man, som en konsekvens af den manglende lovgivning på området, eksempelvis to-dages kurser, hvor man efter at have svaret rigtigt på et afkrydsningsskema får udstedt et diplom på, at man nu kan kalde sig ”certificeret miljørådgiver”. Der skal altså mere til, og det skal en forbedret lovgivning råde bod på.

Dette er en sag, der ligger os utroligt nært, fordi det er så grundlæggende uretfærdigt for miljøet og for dem, der gerne vil gøre det godt. Som miljørådgiver skal man kunne se sig i spejlet hver dag og gå på job og vide, at man gør en forskel for miljøet.

Dette gælder både for os og for vores mange gode kolleger i den seriøse del af branchen. Vi har brug for fælles spilleregler, så vi ikke bare gør, hvad der kortsigtet bekommer os bedst, men så vi har fokus på det større fælles mål: at værne om miljøet.