Rune Engelbreth: Flere store dyr er en gevinst for naturen og naturgæsten

Forestil dig, at en stor dansk idrætsorganisation ville jævne en stribe store gravhøje med jorden, fordi en eller anden kunne risikere at snuble, trille ned og måske lande uheldigt og brække benet.

Eller at en sammenslutning for badmintonspillere, svømmere, atletikudøvere, dansere, bordtennisspillere, håndboldspillere og fodboldspillere ville kræve, at samtlige vejtræer og parktræer skulle fældes, for tænk, hvis der skulle falde en gren ned i hovedet på en motionist, der tilfældigvis passerer?

Utænkeligt, ville du måske mene, for gravhøjene er kulturværdier, vi vil bevare, og sandsynligheden for at brække benet ved et tilfældigt fald, er tæt på ikke-eksisterende. Og hvorfor skulle bordtennisspillere, dansere og svømmere i øvrigt bekymre sig om vejtræer? Nej, det er utænkeligt.

Think again. Det er i princippet ikke meget anderledes end det, vi for nylig har oplevet fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), der protesterer imod store dyr i naturen, skønt de færreste af deres foreningers idrætsudøvelse overhovedet foregår i naturen.

Regeringen og dens støttepartier har som bekendt vedtaget, at Danmark skal etablere 15 vildere naturnationalparker, hvor natur og biodiversitet har første prioritet.

I naturnationalparkerne skal man genetablere betingelserne for, at naturen så vidt muligt kan udfoldes på naturens præmisser, det vil sige, at det er naturlige processer snarere end menneskelig indgriben, der skal være dynamoen i naturens udvikling – ligesom det var historisk, før vi begyndte at fælde og udrydde naturens levesteder og arter i stor stil.

Lad mig blive inden for zoologien og sige det, som det er: Bullshit.

Rune Engelbreth Larsen

Til de naturlige processer, som vores forarmede natur savner, hører også flere store pattedyr.

De store dyrs græsning sikrer større variation i vegetationen, flere farverige blomster og mindre ensformigt græsdække, fordi deres tramp og støvbadning skaber spirehuller til ny vegetation. Og fordi de transporterer frø fra sted til sted i pelsen og i kraft af de betragtelige mængder af lort, de efterlader. Lort, der desuden er afgørende for et stort antal insekter inden for den såkaldte møgfauna, som atter andre dyr lever af.

Men natur og biodiversitet betyder åbenbart ikke meget for DIF's formand Morten Mølholm, der mener, at man helt skal undgå "dyr som vildheste og kvæg, der kan være meget opsøgende og have svært ved at sameksistere med børn og voksne, der cykler eller løber i naturen" (dr.dk 6. januar).

Det er forkert, at dyr, der udsættes på naturens præmisser, er opsøgende – opsøgende er derimod tamdyr, som fodres, men det er slet ikke hensigten i de kommende naturnationalparker, hvor dyrene skal leve af naturens fødegrundlag.

Alligevel synes han, at man skal udsætte får i stedet. Får?

Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI, siger samstemmende: "Det kan give konflikt, hvis der er dyr, der kræver så meget plads og så meget alenetid i naturen, at der faktisk ikke er plads til mennesker."

Mere alarmistisk misvisende kan man vanskeligt udtale sig. Virkeligheden er, at dér, hvor dyrene udsættes, skal man faktisk være lidt heldig for at opleve dem. Der er masser af plads til mennesker.

Både DIF og DGI understreger, at de "bakker op om ambitionerne om at skubbe den danske biodiversitet i en bedre retning".

Lad mig blive inden for zoologien og sige det, som det er: Bullshit.

De er ligeglade med biodiversiteten, der er i den største krise i 65 millioner år. De er ligeglade, for ellers ville de have sat sig blot en lillebitte smule ind i det, de taler om, og aldrig udtale sig så kontrafaktisk.

Og hvorfor er det overhovedet relevant, at talerør for svømmere og fodboldspillere blander sig i, hvad der er godt og vigtigt i NATUREN?

Jamen hov, der er også andre idrætsudøvere, for eksempel cyklister og løbere, som i modsætning til dansere og volleyballspillere benytter dansk natur til deres idræt. Ja, og hvad så?

Kan man ikke cykle og løbe i naturen, hvis der også er heste og kvæg eller bisoner? Selvfølgelig kan man det. Men er det ikke farligt? Det er mindre farligt end at løbe på fortovet og krydse en vej. Punktum.

Men hvad nu, hvis der står en flok køer på en natursti, hvor man havde tænkt sig at løbe? Ja, så løber man udenom eller venter på, at de flytter sig. Forfærdeligt, ikke sandt? Lige så slemt som den ulidelige tid, der går med at vente på grønt, når man vil løbe over en svært trafikeret vej og skal affinde sig med, at der er rødt. Horribel ventetid, ikke sandt?

Hensigten med naturnationalparkerne er så vidt muligt at genetablere betingelserne for, at de naturlige processer bliver dynamoen i naturens udvikling, mens menneskelig forvaltning begrænses, og derfor udsættes store dyr som en slags naturlige 'forvaltere', der udøver de manglende økosystemfunktioner.

Hvilke og hvor mange dyr, der skal udsættes hvor, er stadig i proces og drøftes i følgegrupper, blandt andet bestående af forskere. Ikke alle biodiversitetsforskere er enige om alt, men i det mindste er det naturen og biodiversiteten, de alle bekymrer sig om.

Måske skulle idrætsforeningerne også overveje, om ikke verdenshistoriens største naturkrise burde få dem til at glæde sig over tiltag, der endelig gør noget positivt, i stedet for straks at ville bestemme, blokere og obstruere?

Man kunne for eksempel begynde med at sætte frygten for den vilde danske natur lidt i perspektiv.

I USA risikerer naturvandrere nogle steder at blive flået ihjel af en grizzlybjørn – en stor han kan i sjældne tilfælde veje op til 650 kilogram og måle tre meter, hvis den rejser sig på bagbenene. Kløerne kan måle fem til ti centimeter. Det er altså noget af et bæst.

Er man uheldig, kan man også blive offer for en lurende puma, der ikke for ingenting kaldes en bjergløve. Der er også over 20 forskellige arter af giftslanger og små 40 underarter i USA. Rundt regnet 8.000 bliver bidt om året, og omkring ti dør af det. Andre steder i verden er tallene højere.

Tænk på indiske landsbyer, hvor en tiger af og til æder et barn. Tænk på de hundreder, der bliver dræbt af flodheste og elefanter hvert år i Afrika. Det finder vi i sin orden, for der skal jo også være plads til tigerne og flodhestene, ikke sandt? Og de er så langt væk. Men heste i dansk natur? Frygtindgydende.

Også danskere drager imidlertid på naturferie i USA, Afrika, Asien og Australien (eller gjorde det i det mindste før coronapandemien), fordi det er fascinerende, fantastisk og forunderligt at opleve vild natur. Risikoen for at blive angrebet er meget, meget lille, og dødelige angreb er forsvindende få.

Og dog er risikoen i Danmark langt, langt mindre – også i de kommende naturnationalparker. Så skal Danmark virkelig være landet, hvor vi lader frygten for tæt-på-ingenting paralysere os, mens man andre steder i verden trækker på skuldrene og gladeligt vandrer blandt bjørne og giftslanger?

Er vi blevet så pylrede af at bo i et land, hvor den giftigste slange har et bid som en hveps, hvor vores eneste store rovdyr er en håndfuld sky ulve, og hvor selv en snegl bliver kaldt en "dræbersnegl"? Er vi blevet så natur-uvante og frygtsomme, at vi aldrig i livet tør motionere i naturen, hvis vi 'risikerer' at møde så gruopvækkende og blodtørstigt et monster som – en hest?

Det er vi, hvis vi skal tro DGI og DIF. De vil have får i stedet for.

Formentlig aner de ikke, at får i de fleste tilfælde gør større biodiversitetsskade end gavn. Hvad bliver det næste? Marsvin i stedet for kvæg? Og hvad med de aggressive musvåger, som med mellemrum angriber en løber, der er lidt for tæt på deres rede – skal de skydes? Vi kunne selvfølgelig også erstatte dem af kanariefugle?

Spøg til side – det er fair at være bange. Men det er også fair at erkende risikoens proportioner.

Tidligere videnskabelig direktør i Zoologisk Have i København, Bengt Holst, tager bekymringer alvorligt, men han ved også noget om dyr og fastslår, at der ikke er grund til bekymring, hvis man bare opfører sig fornuftigt og holder afstand:

"Det er kun, hvis man trænger dem op i en krog, at de kan finde på at gå til angreb. Og det skal man selvfølgelig undgå. Så når man kommer som publikum, skal man behandle dem som almindelige vilde dyr." (dr.dk 6. januar).

Også formanden for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, René Christensen fra Dansk Folkeparti, maner til besindighed: "Jeg tror, det handler om, at man skal finde ud af, hvordan man er som menneske ude i naturen. Vi er gæster i naturen, og den er ikke bare på vores præmisser."

Præcis. Angreb er astronomisk sjældne, uanset om naturgæster vandrer, løber, cykler eller rider. Punktum.