Rune Engelbreth: Vildheste er win-win for både befolkning og natur

KOMMENTAR: Vildheste kan gavne natur og biodiversitet i en række naturområder. Og så er de skønne at opleve for naturglade ryttere og gående, skriver Rune Engelbreth. 

Inden for forskellige interessegrupper findes der af og til en yderfløj, der insisterer kompromisløst på dét, der kun gavner dem selv, uden hensyntagen til andre interesser og behov.

I den seneste tid har vi for eksempel i naturdebatten hørt en del til hesteryttere, som tilsyneladende mener, at de ikke blot har vundet hævd på en omfattende ridning i vores fælles naturområder, men at deres ridning også skal prioriteres over tiltag, der kan gavne vores stærkt trængte natur og biodiversitet.

Det er især mundet ud i nogle rytteres modstand imod kreaturer og vildheste i danske naturområder, og det er synd, for det er bestemt ikke alle ryttere, der deler den modstand.

Også mange politikere og andre borgere har set i øjnene, at vi er nødt til at give mere plads til naturens vildere udfoldelse, hvis den hastige artsuddøen og omsiggribende naturforarmelse skal standses. Vi lever i verdenshistoriens største biodiversitetskrise, og dansk natur er oven i købet helt i bunden af EU’s ranglister over naturtilstand og naturambitioner.

Det kræver hegn 
Førende eksperter i biodiversitet er ikke enige om alt, men de er blandt enige om, at dansk natur i vid udstrækning mangler græsning, og at heste er ét af de oplagte store dyr, som kunne gavne natur og biodiversitet i en række naturområder.

Der er også bred enighed om, at heste gavner bedst, hvis de er en del af naturen året rundt uden at blive fodret, og at både hestenes græsning, hestepærer, trampen og frøspredning er essentiel for mange andre arter i en varieret natur.

Det er en forudsætning, at de heste, som vi sætter ud i danske naturområder, skal gå bag hegn, for ellers forsvinder de ud på landmandens marker og æder afgrøder, hvis de da ikke løber ud på vejene og ender som roadkill.

Og det gavner jo hverken hestene eller naturen.

Pointen er, at hestene skal leve så vildt og naturligt, det kan lade sig gøre, hvis de skal gavne naturområder optimalt. Men da vi jo også har brug for plads til byer, veje, landbrug og anden industri, må vi sørge for, at hestene forbliver inden for de pågældende naturområder. Det kræver hegn.

Bør vurderes af eksperter
Hvorvidt der skal udsættes flere forskellige store planteædere i sådanne projekter, bør optimalt set vurderes af et udvalg af biodiversitetsforskere, der i så fald også ville komme til at diskutere kreaturer, elge, vildsvin og bisoner.

Elge forudsætter for eksempel et godt to meter højt hegn med faunapassager til mindre og mellemstore dyr, mens områder, hvor der enten kun skal gå heste, kreaturer eller bisoner (eller alle tre arter), blot forudsætter et mindre strømførende hegn af godt én meters højde, som de øvrige dyr kan passere nedenunder eller ovenover.

Til gengæld kan masser af andre af de eksisterende hegn inden for sådanne områder fjernes, så den samlede hegnslænge ofte formindskes.

Men kan heste ikke også springe over et lavt hegn på en meters højde eller mere? Jo, men de gør det ikke. Det sker i hvert fald kun meget, meget sjældent.

Og i det følgende skal det handle om heste, for paradoksalt nok får især heste i naturen nogle hesteryttere til at stejle.

Kan klare al salgs vejre 
Der skal naturligvis være rigeligt med naturligt tørt leje og læ i disse områder, og jo større arealer desto større er fødegrundlaget og udfoldelsesmulighederne for hestenes naturlige adfærd.

Og skulle der på et tidspunkt være for mange heste i forhold til fødegrundlaget, tager man bare nogle af hestene ud og flytter dem til andre områder.

For eksempel stortrives Exmoor-ponyer under sådanne forhold mange steder i Danmark og resten af Europa i dag – og de kan sagtens klare al slags vejr på vore breddegrader.

Desuden er det en fordel, hvis hestene ikke er tamme, fordi utæmmede heste ikke opsøger naturgæster, og det gør dem særdeles publikumsvenlige. Tamheste kan derimod være opsøgende og finde på at nappe, fordi de måske forventer, at vi kommer med godbidder til dem.

De utæmmede heste lever udelukkende af naturens føde, opfører sig som vilde dyr, og derfor løber de ikke naturgæster i møde. Det betyder også, at de naturbrugere, der er lidt utrygge ved opsøgende heste, roligt kan gå rundt i et naturområde med vilde heste.

Hestenes økosystemfunktioner er de samme, som de var for den uddøde vildhest tarpanen, og biologisk er de én og samme art, og derfor kalder vi også vore dages vilde heste for vildheste. Det er lettere, og det giver god mening, for funktionelt er de vildheste, og en utæmmet hest er nu engang en vild hest - så hvorfor ikke kalde en vild hest for en vildhest?

Man kan godt ride blandt vilde heste 
I Danmark har vi allerede mange gode erfaringer fra over femten mindre vildhesteprojekter - i udlandet fra mange, mange flere.

Der vil gavne naturen herhjemme med flere og større projekter, men det er der som nævnt nogle ryttere, der ikke er glade for. Hvorfor? Fordi de ikke vil ride i områder, hvor der er vildheste.

Men er det da umuligt at ride blandt vildheste? Nej. Det er der andre ryttere, som er meget begejstrede for.

For eksempel skriver biologen og hesteeksperten Stine Tuxen, der er mangeårig rytter, hesteejer og naturplejer, at der er rideruter blandt vilde heste mange steder i Europa, hvilket blandt andet turister til hest er glade for.

Hun er begejstret for vildheste og kalder det her i Altinget for "helt fantastisk at opleve den vilde natur på hesteryg”. 

Det må skeptiske danske ryttere også kunne vænne sig til - og endda få nogle dejlige naturoplevelser ud af det. Og skulle nogen imod forventning opleve en problematisk vildhest et enkelt sted, er problemet jo ikke større, end at den bare kan tages ud af arealet.

Rytterne bør derfor have lov til at ride i områder, hvor der er vildheste. Men skal naturligvis selv bestemme. Den dårligste løsning for naturen er, at de ryttere, som ikke vil ride blandt vildheste, skal tilgodeses på bekostning af sådanne græsningsprojekter.

Her er det jo vigtigt at minde om, at naturbrugere jo også skal tage hensyn til hinanden, og at der i mange år mest er blevet taget hensyn den ene vej.

Flytter sig, når der kommer naturgæster 
Allerede i 2002 var der anlagt over 1.000 kilometer ridestier i Danmark, og i dag er der formentlig betydeligt flere. Det er ikke helt gratis at bruge af naturbudgettet på ridestier: "Skovvæsnet anvender ganske mange ressourcer på at tilgodese ryttere ved etablering af ridestier," fremgår det af Friluftsrådets rapport 'Friluftslivets effekter på naturen' fra 2002. 

Der er altså blevet taget mange hensyn til ryttere i dansk natur, til trods for at ridning faktisk af og til kan skabe konflikter i forhold til andre brugergrupper.

I den nævnte rapport kan man også læse, at "ryttere er en af de friluftstyper, der nogle steder fremhæves at være i konflikt med andre brugergrupper. Årsagen er primært, at stier trædes op, men også at store heste kan virke skræmmende på folk, der færdes på anden vis."

På en smal sti, hvor ryttere på store heste skal forbi, er der ikke megen plads, hvorimod vildheste i større områder ikke er begrænset til stier og derfor bare flytter sig, når naturgæster nærmer sig.

I Friluftsrådets undersøgelse af adgangsregulering fra 2011 bemærkes det også, at de aktiviteter, der erfaringsmæssigt kan medføre konflikter, er ryttere og cyklende versus gående, og her er rytterne den brugergruppe, som flere helst så adskilt fra gående naturgæster.

I tre undersøgte områder mener 31 til 49 procent, at en sådan adskillelse enten er en god idé eller en meget god idé, selv om der også er gående naturgæster, der oplever mødet med ryttere som en fornøjelse.

Men ser man på det af de tre områder, hvor der er mest ridning, er det også dér, der er flest, som ønsker en sådan adskillelse. I det område, hvor der er mindst ridning, er der derimod flere, som ikke ønsker en adskillelse.

Undersøgelsen konkluderer derfor blandt andet, "at der er en sammenhæng mellem omfang af aktivitet og problem."

Kan placeres i naturnationalparker 
Personligt synes jeg ikke, at de problemer, som ridning skaber, er store og uoverstigelige. Jeg mener, der bør være plads til ryttere såvel som gående, løbende og cyklende naturgæster de allerfleste steder.

Og hvis Danmark får de 15 vilde naturnationalparker, som Socialdemokraterne og SF i fællesskab har stillet i udsigt, vil man i mange tilfælde kunne muliggøre, at ryttere kan ride udenom, hvis de ikke vil ride gennem områderne, ligesom der jo stadig vil være langt, langt, langt flere naturområder uden vildheste.

Men vi skal huske på, at den natur, vi besøger, er levested og hjem for en meget, meget større brugergruppe, nemlig over 37.000 forskellige arter, hvoraf flere og flere mistrives og et stigende antal er på randen af uddøen, blandt andet fordi der mangler store planteædere.

Selv om vildheste selvfølgelig ikke redder naturen, fordi de udsættes i en række større naturområder, kan de være et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning.

Og så kan vi vel godt tage med, at de samtidig er utroligt skønne at opleve for naturglade gående – og for naturglade ryttere.

Forrige artikel Steen Gade: Mette Frederiksen kan lære noget af Von der Leyens ambition Steen Gade: Mette Frederiksen kan lære noget af Von der Leyens ambition Næste artikel Jakob Zeuthen: Danmark kan ikke bekæmpe tøjspild alene Jakob Zeuthen: Danmark kan ikke bekæmpe tøjspild alene
  • Anmeld

    Lotte Haubroe

    Misinformation om heste

    Forkerte oplysninger bliver ikke rigtige af at blive gentaget, som Rune Engelbrect Larsen, REL, gør i dette indlæg.
    Rune Engelbrecht Larsen bekendtgør, at han kender en kvinde, som holder heste, og som har prøvet at ride i et område med løse heste, hvor der ikke skete noget. Heraf slutter debattøren, at det er uproblematisk at ride i en fold med løse heste. Det er et argument, der svarer til at sige, at det ikke er farligt at gå over for rødt lys.
    Nogle af os går nogle gange over for rødt lys og overlever. RELs bekendte har redet i et område med løse heste uden problemer. Men i begge tilfælde vurderer vi fordele, ulemper og risici, som i så mange andre af livets forhold.
    Betegnelsen "vild" i modsætning til "ikke vild" er et kulturelt defineret. Det er et mærkat, mennesker sætter på fænomener og tydeligvis opfatter meget forskelligt... Er en exmoorpony, en fjordhest, en sportspony, en belgier, en jyde..., der lukkes ud i en fold, vild, fordi den går der, og er den "vildere" end en, der går i en fold og ind imellem tjener som ride-, træk- eller hygge- eller grundlag for produktion af kød og mælk? Bemærk, at de exmoorponyer, som REL omtaler som "vilde" i deres oprindelsesområde i England benyttes som ride-, træk- og familieponyer afvekslende mellem at de plejer heden. "Exmoorstalden" i Virum ved København fik sit navn i begyndelsen af 1950-60´erne, fordi ejeren importerede dyrene for at bruge dem i sin rideskole.
    REL har hørt, at heste ikke opsøger mennesker, hvis de ikke bliver fodret - det er delvist korrekt, og alle vi, der har rendt rundt efter heste, der hellere ville blive i folden end trækkes ind til arbejde, kan skrive under på, at de kan udvise en effektiv undvigeadfærd. Men prøv at nærme dig med en hestegal, (brunstig), hoppe til en stodhingst - så er det ikke sikkert hegnet holder. Det er ret upraktisk at have en hingst med på ryggen af sit ridedyr, og for mange heller ikke ønskværdigt at stå med et føl året efter.
    I øvrigt gælder reglen om ikke at fodre fritgående dyr generelt. Hvert år må Natyrstyrelsen skyde nogle hjorte i Jægersborg Dyrehave før tid, fordi de har været opsøgende og blevet klappet og på sigt vil blive farlige for mennesker, når de er store og har mistet deres skyhed. REL måtte hellere hjælpe med at udbrede denne generelle viden om omgang med dyr, end at sprede myter og halve sandheder om heste.
    Jeg mener, REL gør sig til talsmand for en rabiat og dogmatisk yderfløj, som forlanger arealer stillet til rådighed for at bruge dyr til dens eksperimenter.
    I den seneste tid er ryttere, cyklister, sportsfolk med mange flere gået sammen om at sikre både adgang og naturindhold i de områder, de er vant til at færdes i, og hvor der er ændringer på vej. Det kunne være ønskeligt, hvis REL og hans tilsyneladende anomyme skare af "biodiversitetsforskere" ville gå konstruktivt ind i debatten i stedet for at deklamere "vi alene vide" og forsøge at tromle deres egne holdninger igennem. Det videnskabelige grundlag og de praktiske erfaringer, REL henviser til, er mildt sagt tyndt.