Søren Gade advarer politikere og ansatte i Folketinget mod at bruge TikTok

Folketingsmedlemmer og andre ansatte på Christiansborg frabedes at anvende det sociale medie TikTok. Det fremgår af en pressemeddelelse på Folketingets hjemmeside.
Meldingen kommer, efter at Center for Cybersikkerhed (CFCS) torsdag anbefalede ansatte i staten at slette appen på tjenstlige enheder som mobiltelefoner, computere og tablets.
Det skyldes, at TikTok, der er ejet af det kinesiske selskab Bytedance, mistænkes for at videregive oplysninger til styret i Beijing.
Folketingets formand, Søren Gade (V), mener, at det er vigtigt at tage sikkerhedsmyndighedernes vurderinger seriøst. Derfor bør man følge retningslinjerne, forklarer han.
”Når der nu ifølge Center for Cybersikkerhed er risiko for spionage ved at bruge TikTok, så indretter vi os efter det. Vi følger hermed den linje, som centret anlægger over for statslige institutioner,” udtaler Søren Gade.
Sikkerhedsmyndighedernes opfordring til at slette TikTok har desuden fået flere af Folketingets partier til at komme med samme meddelelse allerede i sidste uge.
To aktive brugere af mediet, Alex Vanopslagh (LA) og Rosa Lund (EL), har været nogle af de første til at slette deres TikTok-profiler. De er begge kendte for at have en god krog i deres unge vælgere på platformen.
Senere har digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) fulgt trop.
Samme dag, som CFSC frarådede anvendelsen af TikTok i forbindelse med udarbejdelsen af en håndbog i sikkerhed for mobile enheder i samarbejde med PET og Statens IT, meddelte EU-Kommissionen og EU-Ministerrådet, at ansatte forbydes at bruge TikTok på arbejdstelefoner.
Artiklen var skrevet af
- Moderaternes akavede griseforslag lyder som bluff
- Moderaterne svarer igen: Vi vil ikke lade landbruget skrive drejebogen for grisene
- Prodekan og direktør: Myndighedsrådgivningen er voldsomt presset. Det går ikke at skære mere
- Nye grønne ordførere ser frem mod den nye valgperiode: ”Afgørende handling er indtil videre udeblevet”
- Friluftsrådet til den kommende regering: Prioritér befolkningens naturglæde og gør naturen til en folkesag


















