Debat

Spejderkorps: Vild natur må ikke blive noget, vi kun kan opleve gennem et hegn

DEBAT: De kommende naturnationalparker er godt nyt for alle naturelskere. Projektet lykkes først, når både dyr og mennesker frit kan færdes i parkerne, skriver spejderchefer.

Naturnationalparkerne skal også have plads til børnefødselsdagen, løberen og selvfølgelig spejderne, skriver Mathias Faaborg og Kristine Clemmensen-Rotne.
Naturnationalparkerne skal også have plads til børnefødselsdagen, løberen og selvfølgelig spejderne, skriver Mathias Faaborg og Kristine Clemmensen-Rotne.Foto: Tim Riediger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I 2022 får Danmark sine to første naturnationalparker, og det er utrolig godt nyt for alle os, der ønsker øget biodiversitet, elsker naturen og gerne vil passe på den.

For Det Danske Spejderkorps er det afgørende, at adgangen til nationalparkerne bliver tænkt ind fra start, så naturen bliver fri og tilgængelig for alle.   

Som spejdere går vi ind for sammenhængende, vilde naturområder i de nye nationalparker, som giver plads og adgang for både dyr og mennesker.

Vi mener derfor, at indhegningerne kan og skal være så store, at de ikke kun skal huse klovdyrene. Derimod skal der også være plads til vandrelauget, børnefødselsdagen, løberen, fugleentusiasten, naturvejlederen og selvfølgelig spejderen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Brug for fri adgang til vild natur
Vi er imod tanken om, at dyr og mennesker skal deles op på hver sin side af indhegninger.

En sådan opdeling betyder, at naturnationalparkernes vilde natur bliver noget, som man kun kan betragte gennem hegn, oppe fra fugletårne og velplejede plankestier.

Hvis naturområder bliver spærret i ønsket om mere biodiversitet, hvor skal danskerne så gå hen?

Mathias Faaborg og Kristine Clemmensen-Rotne
Spejderchefer, Det Danske Spejderkorps

I vores optik mister vi på den måde bevægelsesdiversiteten og dermed meget af meningen med at have naturnationalparkerne.

Det er en hjertesag for os, at børn, unge og fremtidige generationer får lov til at opleve og interagere med den rigtige, ægte, vilde natur, som skal røres, duftes og graves i.

Vi skal kunne få våde sokker, fare vild, finde vej, blive klogere på naturen, passe på den og mærke dens kræfter – både dag og nat. Det udvikler os som mennesker og vores forståelse for naturen.

Plads til både børn og biodiversitet
Vi er fortalere for en integreret løsning, hvor menneskers aktiviteter og dyrenes liv ikke er hinandens modpoler. Mennesker, store som små, kan blive trygge ved naturen og lære at omgås også større dyr.

Vi ser dog samtidig med bekymring på formuleringer i skove med dyr, hvor der står, at "børn bør følges med voksne og ikke løbe rundt med skrig og fagter".

Det kan sikkert give god mening på et lille areal med mange dyr, men hvis vi gør dette til gældende regler for de kommende 15 områder af 1.700 hektar, fratages kommende generationers adgang til væsentlige dele af vores fælles natur.

I arbejdet med de nye naturnationalparker skal vi have indtænkt løsninger, der både giver plads til biodiversitet og til, at børn kan færdes frit, gode adgangsforhold, mulighed for aktiviteter dag og nat, at gøre det nemt at få tilladelse til arrangementer med større grupper, samt gode faciliteter, der kan sikre et bredt og varieret friluftsliv.

Vi tror på, at vi kan lykkes med det meste sammen. Og med de store indhegninger vil der være plads til alle, uanset om man går med kikkert, Garmin-ur eller telt på ryggen.

Læs også

Vilde med naturen
Som spejdere elsker vi naturen, og vi forstår vigtigheden af at sikre biodiversiteten i naturnationalparkerne.

Men vi må også være pragmatiske og huske på, at naturen udgør et meget lille område af Danmarks areal. Så hvis naturområder bliver spærret i ønsket om mere biodiversitet, hvor skal danskerne så gå hen? 

Her bliver vi nødt til at regne menneskers interesser og sundhed ind i ligningen. Ifølge en undersøgelse foretaget af Friluftsrådet i 2017 oplever tre ud af fire danskere, at friluftsliv forbedrer deres liv generelt, ligesom hele 84 procent oplever en positiv effekt på deres psykiske velvære og humør. 

I maj 2020 offentliggjorde Friluftsrådet desuden en undersøgelse, der viste, at 33 procent af danskerne i starten af 2020 brugte naturen i højere grad end normalt, og at samme procentdel fremover vil bruge naturen mere.

Når interessen for naturen er så stor, er det virkelig vigtigt at bane adgangen for danskerne og give dem en større bevægelsesdiversitet.

Der er slet ingen tvivl om, at vi skal sikre biodiversiteten, men naturen skal samtidig være fri og tilgængelig, og den må ikke blive sværere at komme ud i – det må kun blive lettere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00