Biolog blev inspireret af Sverige: Her er seks råd til naturnationalparkerne

Af Mark Desholm
Ph.d. i biologi

I juni 2020 indgik regeringen en fantastisk aftale med partierne til venstre i Folketinget om etablering af to såkaldte naturnationalparker, og i den nyligt vedtagne finanslov er der afsat midler til yderligere 13 af slagsen.

Naturnationalparker er et nyopfundet begreb skabt ud af pinligheden over landets allerede eksisterende nationalparker, der jo primært formidler områdernes kulturhistorie, og hvor naturens organismer allermest fremstår som hengemte statister i en ikke særlig beskyttet natur.

Nuvel det skal indrømmes, at de eksisterende fem nationalparker fremstår meget forskellige med øget nationalpark-faktor, jo længere man bevæger sig mod vest.

De to sjællandske nationalparker er nærmest umulige at finde for brugerne, og man skal konstant tjekke et kort for at vide, om man mon stadig er i nationalparken eller ej – informationsskilte har man da vist bevidst fravalgt. De totalt snørklede nationalparkgrænser minder allermest om kludetæpper, en tilfældig sammenkogt ret eller måske en kaotisk stjernehob – de præsenterer i al fald ikke en afgrænset enhed rent naturmæssigt, og habitattyperne tæller alt fra skov, strand, heder, søer, åer og lige så store dele landbrugsjord og golfbaner.

Man får fornemmelsen af en eksklusiv eksistens på en hjemmeside, og hvis det går højt for sig også på et papirkort i en godt gemt folder på en indendørs trappe bag en lukket dør. Det er simpelthen noget rod og lagt fra godt nok.

Den går altså ikke som med vores såkaldte nationalparker at beskytte efter laveste fællesnævner og vægte naturudnyttelse ligeværdigt med naturbeskyttelse.

Mark Desholm
Ph.d. i biologi

I Jylland ligner nationalparkerne mere rigtig vild natur, men igen er det kæmpe områder med ofte mere kultur end natur – og formidlingsindsatsen er flere steder igen tæt på pinlig.

Lær af svenskerne
I sommers tog jeg på en svensk natur-odyssé, hvor jeg var ude at vandre i ti af landets 30 nationalparker, og hvor jeg Instagram-dokumenterede oplevelserne under hashtagget #dagenssvenskenationalpark.

Lidt frækt sagt, så har vores svenske broderfolk nærmest komplementære nationalparker til vores: æstetisk velafgrænset naturområde med beskyttet vild natur, fokus på biodiversitet, monster-mængder af dødt ved og smuk arkitektonisk info-infrastruktur ad libitum og produceret i naturens egne smukke materialer. Simpelthen en fryd for øjet, for det nysgerrige natursind og for naturens skabninger.

Det blev en tur, hvor jeg automatisk begyndte at notere mig alle de gode råd fra de svenske nationalparker, som jeg som biolog selv bed mærke i, og som vi danske naturnationalpark-opfindere måske burde lade os inspirere af.

Seks råd
Råd nummer ét handler om at udsøge nogle spektakulære natur- og landskabsmæssige områder, som samtidig ligger i biodiversitetens danske top-liga. Man kunne jo starte processen med at udvælge den fedeste ø, skov, sø, hede, mose, ekstensive landbrugsområde osv. Og ja, det må gerne være sådan, at hvis man sætter sig for at besøge alle de 15 kommende naturnationalparker, så når man også igennem alle typerne af dansk natur og måske ligefrem fuglearter og ikke "bare" genoplever, hvad man så på sin vandretur i det forrige område.

Råd nummer to handler om fokus. I stedet for at tegne en snørklet naturnationalparkgrænse med en masse "blindtarme", for at komme omkring alle naturværdierne i et større område, så kunne man overveje at præsentere én afgrænset naturenhed per naturnationalpark.

I Sverige vil de hellere præsentere et lille område med fokus end kæmpeområder, der fremstår som noget rod. Ja, svenskerne ser ligefrem ud til at have "småt, men godt" som grundværdi i deres nationalparkvirke, og de er faktisk stolte over og udnytter bevidst markedsføringsmæssigt, at de har Europas mindste nationalpark - Dalby Söderskog Nationalpark.

Et dansk mål kunne jo være at stjæle førstepladsen fra vores broderfolk, men som Kenneth Buk så fint beskriver i Altinget 29. oktober 2020, så er størrelsen en vigtig faktor for sikring af naturlige processer i nationalparker, så måske skulle vi bare følge IUCN’s retningslinjer og kalde disse relativt små og beskyttede naturområder for naturreservater.

Råd nummer tre handler om funktionalitet og natur-æstetik omkring naturnationalparkernes infrastruktur for de besøgende. I Sveriges nyere nationalparker har der klart været afsat ikke ubetydelige ressourcer på etablerings- og driftsbudgetterne til info-skilte, broer, handikapvenlige gangbroer, bålpladser, shelters, toiletter og ikke mindst, hvad de kalder Naturrum – altså formidlingshuse smukt designet af arkitekter i naturens egne materialer.

Råd nummer fire handler om, at den ypperligste natur selvfølgelig skal have den ypperligste beskyttelse. Det er forventeligt, at en del af naturnationalparkerne herhjemme kommer til at ligge på statens egne arealer, hvor fuld beskyttelse nemt kan realiseres. Men navnet naturnationalpark forpligtiger - så den går altså ikke som med vores såkaldte nationalparker at beskytte efter laveste fællesnævner og vægte naturudnyttelse (skovbrug, landbrug og jagt) ligeværdigt med naturbeskyttelse.

Råd nummer fem handler om brugervenlighed. I de svenske nationalparker hjælpes de besøgende til nemt at finde frem til "guldet", idet der altid er en hovedindgang med maksimalt fokus på formidling for eksempel i form af et naturrum, og hvor man kan være sikker på at se de vigtigste, hvis man kun har begrænset tid til rådighed.

Derudover findes ofte et antal mindre udstyret indgange, hvor formidlingen er skaleret ned til udendørs info-tavler, men stadig med æstetikken i fokus – i al fald i de relativt nyetablerede nationalparker. Med etableringen af sådanne indgange har man jo også mulighed for at koncentrere trafikken af naturhungrende mennesker, så man kan sikre relativ fred i bestemte områder af parkerne – de besøgende er nemme at lokke til en naturbæredygtig adfærd.

Råd nummer seks er det sidste af mine svenske råd og handler igen lidt om naturnationalparkernes grænsedragninger og sigter via et lille strategisk benspænd imod skabelsen af velafgrænsede og let forståelige naturområder. Når man skal tegne nationalparkgrænserne på et kort, så start med en lige linje, og når du har besluttet dig, om det første knæk skal være til højre eller venstre, så hold dig derefter til knæk i den samme side, indtil området er omkranset. Inkluderer afgrænsningen for mange landbrugsmarker, ja, så har du skabt en for landbrugs-Danmark for stor nationalpark. Husk igen – hellere småt, men godt.