Debat

Verdens Skove: Naturreservater skal være så store som muligt

DEBAT: Større naturområder er godt for mangfoldigheden af arter og muliggør økonomiske stordriftsfordele. Gribskov Nationalpark kan inden for budgettet udvides betydeligt, mener frivillige fra Verdens Skove.

Naturlige
økosystemprocesser forløber bedst i store naturområder, skriver en række frivillige fra Verdens Skove. 
Naturlige økosystemprocesser forløber bedst i store naturområder, skriver en række frivillige fra Verdens Skove. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kenneth Buk, Sigurd Bruun Knudsen, Anders N. Michaelsen og Stine Tuxen
Frivillige, Verdens Skove

Gribskov Naturnationalpark vil ifølge det foreløbige forslag dække blot 11 af Gribskovs 56 kvadratkilometer.

Det er imidlertid muligt at udvide arealet med næsten 50 procent inden for budgettet og med store naturgevinster til følge!

Ti procent beskyttet natur
Regeringen bekræftede 19. juni 2020 etableringen af Danmarks to første naturnationalparker og 4. december 2020 annonceredes en finanslovsaftale med yderligere 13 naturnationalparker.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Parkerne skal udgøre helhjertet eller strengt beskyttet natur, der lever op til IUCN’s kriterier for nationalparker (Kategori II af beskyttede områder).

Ifølge en ny biodiversitetsstrategi fra EU skal strengt beskyttet natur udgøre ti procent af Europas land- og havareal fra 2030. Disse områder skal levere længe efterspurgt vild, produktionsfri natur med naturlige økosystemprocesser.

Den udvidede model må altså forventes at kunne gennemføres inden for det eksisterende budget til hegn.

Kenneth Buk, Sigurd Bruun Knudsen, Anders N. Michaelsen og Stine Tuxen
Frivillige, Verdens Skove

Processerne omfatter naturlig hydrologi (vandstand), træer der ældes, angribes af svampe og insekter og bryder sammen samt effekterne af store planteædere i naturlig tæthed, inklusive græsning, gnav og skrab på vedplanter, ekskrementer, slid og skrab på jorden og efterladte kadavere.

Disse naturlige økosystemprocesser er en essentiel del af vild natur og skaber en mangfoldighed af levesteder, der fremmer større rigdom af arter end anden forvaltning gør.

Fordele ved store naturområder
Naturlige økosystemprocesser forløber bedst i store naturområder.

Det giver plads til, at for eksempel “katastrofer” som oversvømmelser, brand og insektudbrud ikke påvirker tilstødende produktionsarealer og heller ikke omfatter hele reservatet og alle dets habitater.

Det giver også bedre plads til, at processer som succession (for eksempel tilgroning af skovlysninger eller vådområder, stormfald af gamle træer og andre ændringer i plantesamfund) ikke sker synkront over hele reservatet, men i stedet optræder i en dynamik, så alle stadier til stadighed findes i reservatet, men på forskellige steder til forskellige tider.

Læs også

Endelig giver større reservater øgede chancer for at sjældne arter, hvad enten det er for eksempel orkideer, sommerfugle eller store planteædere, kan opretholde et tilstrækkeligt antal individer til at undgå eller begrænse risikoen for indavl og lokal uddøen.

Økonomiske stordriftsfordele
Foruden de biologiske fordele ved større, sammenhængende reservater er der delvist forbundne økonomiske stordriftsfordele. Med større, mere modstandsdygtige og mere selvforvaltende økosystemer reduceres behovet for menneskelig indgriben.

Endvidere har større områder ofte relativt kortere omkreds og dermed færre randeffekter og lavere udgifter til for eksempel hegn, indgange, skiltning, patruljering og bekæmpelse af invasive arter.

Endelig ved enhver erhvervsdrivende, at større foretagender kan rationalisere deres virke langt bedre end mindre enheder ved brug af færre ansatte og maskiner per funktion eller produkt. På samme måde har store naturreservater stordriftsfordele.

Der er altså mange og tungtvejende grunde til at gøre naturreservater så store som muligt. IUCN anbefaler, at nationalparker bør være “tilstrækkeligt store til at rumme økologiske processer, der opretholder arter og plantesamfund med et minimum af forvaltnings indgriben”.

Belært af historiske fejltagelser har Sverige besluttet at fremtidige nationalparker skal være mindst ti kvadratkilometer, mens de mindste nationalparker i Norge og Sydafrika er henholdsvis 51 og 28 kvadratkilometer, og gennemsnittene er en faktor ti større.

Mere natur til samme pris
I regeringens udkast er Gribskov Naturnationalpark på blot 11 ud af Gribskovs 56 kvadratkilometer. Der er imidlertid åbenlyse muligheder for at gøre arealet større på længere sigt, men også i første ombæring og uden ekstra udgifter!

“Det er muligt at udvide hegningen med cirka 500 hektar mod syd. Dette vil kunne ske uden at komme i konflikt med større befærdede veje eller jernbanen,” skriver Naturstyrelsen i notatet ”Forberedelse af Naturnationalpark Gribskov”.

Netop i området i syd findes blandt andet et halvåbent landskab med en mosaik af vådt og mere tørt terræn med sjælden flora som kødfarvet gøgeurt og almindelig ulvefod, adskillige ynglende rødrygget tornskader, skovens sidste bestand af engperlemorsommerfugl samt flere tørvemoser.

Alle tørvemoserne i Gribskov er truet af kraftig opvækst af birk på grund af for få store planteædere (herunder elge), mens andre mindre områder i syd er truet af for intensiv græsning.

Naturlig helårsgræsning med vilde planteædere i hele det udvidede område vil derfor kunne markant forbedre naturværdierne.

Der er penge til mere hegn
Den 45-48 procent større model vil kræve et 43 procent længere hegn.

Imidlertid synes hegnet i forvejen at være overbudgetteret med netop omkring 40-45 procent i forhold til hegn beregnet til elg i Lille Vildmose inklusive færiste, låger og faunapassager på normalt terræn, mens andre skøn på hegns priser ligger lavere.

Den udvidede model må altså forventes at kunne gennemføres inden for det eksisterende budget til hegn.

Skulle der mod forventning være behov for yderligere midler kunne de eventuelt tages fra de fem millioner kroner, der er budgetteret til friluftsfaciliteter og formidling, fra andre budgetposter, fra Nordsjællands Nationalparks cirka ti millioner kroner årligt eller fra eksterne kilder.

De pågældende skovarealer forventes at lægges om til urørt skov i den kommende runde af udlægninger, hvorfor et eventuelt tab i indtægter fra træprodukter allerede er finansieret. 

Verdens Skove anbefaler, at man genudsætter en bred vifte af arter af store planteædere, sådan at indhegningen kommer til at indeholde rådyr, dådyr, krondyr, elg, vildkvæg, vildhest og vildsvin.

Naturlige tætheder af en flersidig planteæderfauna sikrer bedst, at dyrenes fouragering og andre effekter bliver så naturlige som muligt og uproblematiske i forhold til biodiversitet.

Vi ser frem til denne udvidede naturnationalpark, hvor vilde dyr vil kunne løbe frit ti kilometer fra syd til nord.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00