Verdens Skove: Elg og vildsvin er en gevinst for naturen i Gribskov

DEBAT: Naturstyrelsen planlægger at udsætte store planteædere i et indhegnet naturområde i Gribskov. Det kan åbne for en hel verden af naturlig mangfoldighed og artsrigdom, mener Verdens Skove.

Af Kenneth Buk
Ph.d. i naturforvaltning og medlem af Verdens Skove

Naturstyrelsen er for nylig blevet bevilget ti millioner kroner fra staten og syv millioner kroner fra EU Life til at forberede et 1.100 hektar område i den centrale del af Gribskov til græsningskov.

Styrelsen planlægger nu at indhegne området og udsætte store planteædere. Men hvad er ideen med disse store planteædere, og hvorfor hegne dem inde? Vi er midt i den sjette masseuddøen af arter af planter, dyr og svampe i vores planets historie, som denne gang er forårsaget af os mennesker, og Danmark er særligt hårdt ramt.

Den seneste opgørelse fandt, at 90 procent af alle naturtyper har "ugunstig bevaringstatus" og 42 procent af vurderede arter er forsvundet, truede, næsten truede eller mangler data.

Størstedelen af de truede arter i Danmark er knyttet til gamle træer, dødt ved, skovlysninger og vådområder – alle levesteder, der mangler i produktionsskov, men er udbredte i urørt natur.

Idéen med store planteædere
Naturen og dens arter er over det meste af kloden udviklet i samspil med store planteædere gennem millioner af år.

Gennem de seneste årtusinder har vi imidlertid udryddet eller fortrængt de fleste af de store planteædere og deres rovdyr fra Mellem- og Nordeuropas løvskovsregioner.

I løbet af de seneste 220 år har vi også fjernet de tamme planteædere fra Danmarks natur. Først fra skovene og efterhånden også fra andre mere lysåbne områder ved at sætte tamdyrene på stald.

Imidlertid er vores svampe, urter og træer, insekter, fugle og andre organismer stadig tilpasset samliv med store planteædere, og arterne er ofte afhængige af planteædere eller deres effekter for deres langsigtede eksistens.

Store planteædere æder af og beskadiger græsser, urter, buske og træer. Dermed skaber og vedligeholder de en varieret mosaik af levesteder i skovnaturen, som foruden lukket skov bliver beriget med blomsterrige enge uden for eksempel kvælende græs, skovlysninger, lysåbne moser eller solvarmede vandhuller.

Planteædernes effekter på naturen rækker videre. De efterlader afføring som levesteder for insekter og spirebede for ædte frø. De slider veksler, graver efter rødder og laver sandbade, der åbner jordflader for gravende insekter og solbadende krybdyr. De afbarker træer, der svækkes og senere dør, og undervejs bliver levested for svampe, insekter, hulboende pattedyr, fugle og nedbrydere. Til sidst dør planteæderen og efterlader et kadaver til ådselsædere og en næringsrig plet til et helt anderledes planteliv.

Når vi indstiller jagt og udsætter store planteædere, åbner vi med andre ord for en hel verden af naturlig mangfoldighed og artsrigdom.

Bison, vildheste og vildsvin
Hver art af planteæder æder forskellige plantearter og har forskellige effekter på naturen.

For at sikre flest mulige levesteder og arter skal man derfor have flest mulige arter af planteædere. Man bør have store græssere som bison, vildkvæg og vildhest, der kan påvirke enge og skovlysninger, og hjorte, der kan æde af buske og små træer.

Særlige nøglearter for skov er vildsvin, der skaber unikke nicher ved at rode jorden op, og elg, der som en slags europæisk giraf kan nippe af vedplanter højere end noget andet dyr.

Gribskov bestod oprindeligt af mere end 30 procent vådområder, og efterhånden, som disse bliver genetableret, vil elg være ekstra vigtig, da den både æder buske og træer i moser og ynder at æde vandplanter. Dermed kan elgen medvirke til at holde moser, enge og vandhuller lysåbne.

Hegn forebygger ulykker
Begrundelserne for at hegne store planteædere kan deles op i hensyn til omgivelserne og hensynet til naturen.

Uden hegn bevæger store planteædere sig uden for den natur, som de var tiltænkt, og ødelægger korn, unge træer og andre afgrøder, og i kraft af deres størrelse kan de forårsage alvorlige trafikulykker. Derfor bliver store planteædere på afveje ofte skudt.

Når dyrene tiltrækkes af næringsrige afgrøder, risikerer naturen ikke blot at miste mange planteædere til jagt, men de positive effekter på naturen reduceres. I stedet importerer dyrene næringsstoffer til naturen ved at æde ude og skide hjemme. Det øger den næringsbelastning, som vores natur i forvejen lider under, fra luftbårent nedfald, afløb fra marker og udbragt foder.

Er der tale om et område med bare lidt jagt og anden menneskelig færdsel, kan kombinationen af de to få dyrene til at flygte fra naturen og ende steder hvor de er uønskede, til fare og i risiko for at dø. 

I et naturligt økosystem er der høje tætheder af planteædere, der primært reguleres af fødemængden sidst på vinteren og sekundært af rovdyr, sygdomme og parasitter.

Når man etablerer en naturnationalpark, er det derfor afgørende, at man lader de store planteædere opnå en høj, men naturlig tæthed uden fodring eller fødesøgning på nærliggende marker.

Eksperter kan etablere en form for begrænset regulering, der tager højde for eventuel mangel på rovdyr og effekterne af områdets begrænsede størrelse, men uden at stresse dyrene, og uden at tætheden bliver for lav til at opnå de naturlige effekter fra dyrene.

Gode hegn giver gode naboer
Ingen elsker hegn og deres udgifter, men hegn er praktiske værktøjer for landbrug, skovbrug, infrastruktur og mellem naboer generelt. "Gode hegn giver gode naboer". Det gælder også i naturforvaltning.

I landskaber som de danske og særligt de nordsjællandske er der aldrig langt til naboen, og for at opretholde naturlige tætheder af dyr med naturlig adfærd i naturen og for at undgå konflikter med omgivelserne er hegn oftest den bedste løsning.

Ulemperne ved hegn er begrænsede og kan afbødes. De fleste mindre dyr og plantefrø kan passere hegn, som de er, mens specielle passager kan konstrueres for eksempelvis ræv og grævling.

Bestande af store planteædere uden for hegnene forbliver jo uændrede, men bestanden inden for hegnet kan blive eller forblive så lille, at det resulterer i indavl. Imidlertid kan indavl nemt afhjælpes ved at udveksle nogle få dyr.

Adgangen for mennesker til de hegnede arealer sikres nemt med diverse typer låger og færiste, hvad enten man er til fods, på cykel, til hest eller i bil.

Vild natur har førsteprioritet
I en naturnationalpark er det vild natur og biodiversitet, der har førsteprioritet, og det kan betyde mindre begrænsninger for færdslen, men erfaringer viser, at det meste friluftsliv kan kombineres med store planteædere.

Typen af hegn skal bestemmes af valget af store planteædere. Det kan være fristende at vælge et mindre iøjnefaldende eller billigere hegn. Sandheden er imidlertid, at et hvilket som helst hegn kun kan ses fra en meget lille del af et område på 1.100 hektar, og at et godt hegn er en langtidsinvestering, der holder mindst 20 år.

En vifte af forskellige arter af hjemmehørende planteædere med forskellige effekter og i naturlige tætheder er altafgørende for, at en naturnationalpark giver mere naturlige forhold og mere biodiversitet. Det er formålet med hegn og parkforvaltning, og hegnets udformning skal bestemmes af det formål.

Vi ved fra steder som Merritskov, Bøtø, Lille Vildmose, Jægersborg Dyrehave, Molslaboratoriet, Almindingen, Sydlangeland og Saksfjed, at folk valfarter til steder, hvor store planteædere er genudsat og, hvis rigtigt forvaltet, gør naturen vildere og rigere på arter.

Derfor ser Verdens Skove frem til, at elg, vildsvin og andre store planteædere huses i de 1.100 hektar naturnationalpark i Gribskov, og at idéen med tiden udbredes til langt større dele af Nordsjællands Nationalpark.

Forrige artikel Ekspert i cirkulær økonomi: Husstands­sortering højner ikke kvaliteten Ekspert i cirkulær økonomi: Husstands­sortering højner ikke kvaliteten Næste artikel Lea Wermelin og Dansk Idrætsforbund: Alle skal have adgang til naturen Lea Wermelin og Dansk Idrætsforbund: Alle skal have adgang til naturen