Steen Gade: Gør Samsø meget større

KLUMME: En stadig strøm af internationale topfolk besøger Samsø for at lære om øens grønne omstilling af energisektoren. Nu bør resten af Danmark lære af succesen, skriver Steen Gade.

Foto: /Ritzau/PRYNER ANDERSEN JONAS
Steen Gade

”Næste gang jeg kommer til Danmark, vil jeg besøge Samsø,” var de første ord, som Folketingets klima- og energiudvalg blev modtaget med, da vi en isnende kold januar dag for nu snart 3 år siden blev budt velkommen i Beijing. Og det var ikke en helt ligegyldig person, der startede mødet på den måde. Nej, det var Kinas viceenergiminister. Og det er jo noget af en post, er man klar over, når man kommer fra et land, der i samlet indbyggertal næppe regnes som en storby på de kanter. Men han ville til Samsø, fordi han med egne øjne og ører ville opleve, hvordan man kan realisere ideen om 100 % vedvarende energi. Som jo er Samsøs projekt for hele verden. Og som blev fløjtet i gang i efteråret for nu 20 år siden.

Det er også på sin plads at nævne, at den kinesiske viceminister ikke er den eneste. For en stadig strøm af topfolk samt grønne græsrødder fra hele kloden har nemlig besøgt Samsø. Og de står fortsat nærmest i kø. Den kommende kejser af Japan er også en af dem, der ikke synes, at der er langt til Samsø, eller at det er for besværligt at tage turen. Netop fordi projektet er så vigtigt. At det kan lade sig gøre at lave en grøn omstilling af vores energisystem. 

Når jeg blandt utallige nationaliteter vælger specielt at nævne Kina og Japan, er det for at illustrere, at en gennemført grøn omstilling af energisektoren også er en bredere miljøkamp end klima alene. Nemlig om også at bekæmpe luftforureningen, der globalt – og især i verdens voksende megabyer – er den store dræber.

I Danmark har vi en tendens til at drøfte klima for sig og luftforurening for sig. Og vi er næsten holdt op med tale om risikoen for radioaktiv forurening ved A-kraft. Men i resten af verden er grøn omstilling af energisektoren en langt bredere sag. Kina sætter i de her år alle kræfter ind mod at bekæmpe luftforureningen og samtidig CO2-udslippet, mens Japan – som a-kraftnationen over alle – efter Fukushima spejder efter en fremtid både uden CO2-forurening og uden a-kraft. Og selv om ting ser forskellige ud rundt i verden, så burde vi nok også diskutere den grønne energi-omstilling lidt bredere. Hos os er der jo også en klar sammenhæng mellem sundhedsskadelig luftforurening fra afbrænding af fossiler i kedler, brændeovne og biler og klima. Klima og sundhed hænger sammen.

20 år efter Samsø er tiden inde til at gøre hele Danmark til et stort globalt orienteret demonstrationsprojekt med mange fortsatte fyrtårnsprojekter. 

Steen Gade

Tilbage til oktober 1997, hvor Samsø af Svend Auken blev udnævnt til vedvarende energi-ø. Andre øer var i kikkerten. Jeg satsede længe på Ærø, som i årene forud havde været græsrodsbåret foregangs-ø – hvis der er noget, der hedder det – med vedvarende energi. Og også Bornholm var inde i billedet. Det vil nok være lidt usandfærdigt at påstå, at beslutningen slet ikke havde noget af gøre med, at Samsø lå i Svend Aukens valgkreds, men når jeg argumenterede for Ærø, blev jeg beskyldt for, at det var fordi det lå i min valgkreds. Det vigtige var da også, at det skulle være en ø, der var overskuelig, og hvor man skulle kunne se og overskue det projekt, der jo i løbet af få skal blive verdensomspændende.

Samsø er lykkedes, og i de sidste 20 år er adskillige nye danske geografiske navne også blevet ”globale”. Vojens med verdens største solvarmelager, Billund med renseanlæg (ikke bare Lego), Ærø, Ydby med Nordvestjysk Folkecenter osv. osv. Listen er alenlang, og mange flere steder i Danmark står udenlandske besøgende i kø til at kigge på og blive inspireret.

20 år efter Samsø er tiden inde til at gøre hele Danmark til et stort globalt orienteret demonstrationsprojekt med mange fortsatte fyrtårnsprojekter. Danmark er både geografisk – og i hvert fald i indbyggertal – jo ikke andet end en stor by i global målestok.

Det betyder, at vi skal tænke helt anderledes stort og kombinere mange flere politikområder med en voldsomt forstærket klimaindsats. Som f.eks. sundhed og klima, fødevarer og landbrug med klima, og natur og biodiversitet. Ligesom med cirkulær økonomi. Og for den sags skyld med al anden modernisering.

Det kræver, at vi går på to ben. Det ene er, at vi ikke tager en slapper, ligesom vi tog i nullerne. Det ser desværre sådan ud, når man følger regeringens initiativer og udmeldinger. Men det går ikke, for klimaudfordringerne er meget mere alvorlige, end vi ofte drøfter. 

Det andet er, at vi har brug for mange flere fyrtårne. Det kræver, at der løsnes op mange steder. F.eks. at vi får lovgivning, der giver ret til rigtige grønne frikommuner med meget stor frihed til at afprøve nye cirkulære systemer. Så lad Københavns kommune få lov til selv at bestemme skrappere regler i miljøzonen. Lad kommunerne få lov til at lave specifikke krav i lokalplaner osv.

Altså en kombination af stærkere, bredere klimaindsats nationalt, kombineret med større friheder lokalt. På den måde vil vi kunne fastholde hele Danmark som et sted, hvor grønne omstillere står i kø for at blive inspireret. Så mit tillykke med Samsøs første 20 år handler om at gøre Samsø meget større, eller – måske rettere – at gøre hele Danmark til Samsø.

...

Steen Gade skriver klummen Grønne linjer i Altinget. Steen Gade har været aktiv i miljø- og klimakampen gennem 35 år som politiker (SF) og som direktør i Miljøstyrelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Gade

Formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål, foredragsholder, skribent
Lærer (Herning Seminarium 1969)