Vandeksperter: Drikkevandet er efterladt på perronen i trepartsaftale

Og i omkring 80 procent af det terrænnære grundvand kan påvises kemikalier - ”fødekilden” til de kommende mange års drikkevand.

Samtidig kan landbrugets anvendelse af kvælstofgødning mange steder ses i et højt nitratindhold i grundvand, der anvendes til drikkevand.

Behov for grundvandsparker

Vores statsminister har tidligere udtalt, at drikkevandet er vores guld, og et samlet folketing har gang på gang erklæret, at drikkevandet skal beskyttes mod forurening. Det flugter også med miljøbeskyttelseslovens princip om at forebygge, fremfor at rense.

At rense er dyrt, energikrævende, besværligt og næppe realistisk overfor de stadig flere kemikalier, som kan påvises i grundvand.

Trods den alarmerende udvikling er det fortsat meget små arealer, der effektivt beskyttes mod brugen af de mange kemikalier i landbrug, gartneri med videre. Den nuværende lovgivning og forvaltning, og det gummiagtige begreb ”godt landmandskab”, har ikke formået at sikre os mod forureningen.

Politikerne på Christiansborg må tages på ordet om vigtigheden af at sikre danskernes rene drikkevand.

Erik Arvin og Jens Andersen
Hhv. professor emeritus, DTU, og tidligere planchef, Hofor

Det er højst besynderligt, at samfundet ikke kan sikre noget så centralt for forsyningssikkerhed og folkesundhed som rent drikkevand. For vandværket er indvindingsområdet til fremstilling af drikkevand jo som en mark er for en landmand.

Derfor var det godt, at den nuværende regering i sit grundlag fik indskrevet, at omkring 200.000 hektar i vandværkernes indvindingsområder fremadrettet skal beskyttes bedre mod forurening.

Men det er ikke nok at skrive det, der skal handling til. Artiklens forfattere har her i Altinget over en årrække peget på behovet for at etablere grundvandsparker.

En række organisationer, DANVA, Danske Vandværker, Danmark Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Økologisk Landsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Dansk Økologisk Jordbrugsfond, med tilsammen omkring 2,5 millioner medlemmer, er her i år gået til Folketinget med kravet om hurtigt at få etableret grundvandsparker i de områder, hvor vandværkerne oppumper grundvand til forsyningen af drikkevand.

Organisationerne peger samtidig på, at tiltag for at fremme natur, fritidsformål og økologi er oplagte i de udpegede områder – flere fluer med et smæk.

Større fokus på drikkevand i treparten

Nu har man en politisk aftale omkring treparten, men trods fokus på drikkevand i det oprindelige kommissorium for treparten, så halter det gevaldigt i den endelige aftale.

Det er samfundsmæssigt essentielt, at der ikke kun tænkes på de indre farvande og naturen, men også på befolkningens ret til drikkevand uden kemikalier. Der skal ske en samtænkning af arealkravene. Er der overlap med arealerne, er det fint, men hvis ikke, må hensynet til rent drikkevand ikke lades i stikken.

For det er langtfra alle steder, hvor hensynet til kvælstofudledninger og det heraf følgende krav om udtagning af landbrugsarealer harmonerer med ønsket om at beskytte vandværkernes indvindingsområder.

I den politiske aftale omkring treparten tales ovenikøbet om, at der på de arealer, som ikke berøres af arealudtagning af hensyn til kvælstofudledning, fremadrettet kan ske en intensivering af landbrugsdriften.

Det er selvsagt ikke lige det, som vi har brug for på de områder, hvor vi skal sikre fremtidens drikkevand. Tværtimod.

For vandværkerne er det ofte langt billigere på lang sigt at opkøbe jord for at beskytte grundvand, fremfor at forsøge at rense sig ud af problemerne, så pengene til grundvandsparker er der.

Og det er ikke nok med frivillighed for at redde drikkevandet – derfor helst opkøb af de nødvendige arealer, eller som minimum forbud mod at anvende grundvandstruende stoffer i væsentlige drikkevandsområder.

Når samfundet kan ekspropriere til energianlæg eller motorveje, så burde det være hævet over enhver tvivl, at man kan – og skal – det samme, når det gælder befolkningens ret til rent drikkevand.

Statens udpegning og regulering haster

Miljøministeriet har igangsat en kortlægning af sårbare grundvandsdannende områder - det, som mange som os kalder grundvandsparker.

Man er færdig på Fyn og regner med at nå resten af landet i 2027. Samtidig er igangsat et serviceeftersyn af den eksisterende lovgivning, som gerne skulle, men ikke kan, beskytte vores drikkevand mod forurening.

Befolkningens forsyning med rent drikkevand fra grundvandsparker bør være et integreret element i treparten for at sikre natur, friluftsliv, klima og økologi.

Erik Arvin og Jens Andersen
Hhv. professor emeritus, DTU, og tidligere planchef, Hofor

Nu skal der mere resolutte handlinger på bordet – ikke flere planer og kortlægning. Politikerne på Christiansborg må tages på ordet om vigtigheden af at sikre danskernes rene drikkevand.

En række forsyninger og kommuner er da også heldigvis i gang. Men fordi det hele beror på frivillige aftaler, går det alt for langsomt.

Landets største forsyninger, HOFOR, Vandcenter Syd på Fyn, Århus Vand samt Aalborg Forsyning har for eksempel arbejdet med at beskytte drikkevandet gennem opkøb og aftaler gennem mere end 20 år – og der er lang vej igen. Flere af dem har eller er ved at etablere rensning af nød, og det går selvsagt ikke på sigt.

Der er ingen tid at spilde. Der må hurtigst muligt sikres en politisk platform for, at staten og kommunerne kan gennemføre den nødvendige beskyttelse af drikkevandet samtidigt med – og ikke efter – trepartens indsats mod kvælstofforureningen.

Befolkningens forsyning med rent drikkevand fra grundvandsparker bør være et integreret element i treparten for at sikre natur, friluftsliv, klima og økologi.

Grundvandsparker skal med på toget nu, for ikke at havne efterladt på perronen.