Verdensmålene er et frontalt opgør med den neoliberale vækstmodel

I onsdags deltog jeg ved åbningen af en europæisk konference med civilsamfundet om, hvordan der bedst bidrages til mere fremskridt for verdensmålene. Udgangspunktet var nedslåemde, men jeg blev meget opmuntret af engagementet og håbet hos min meddebattør, en ung kvinde fra Slovenien, der er en af FN’s stærke ungdomsambassadører. 

Vi var enige om, at intet lykkes uden et stærkt civilsamfund, der ustandseligt markerer, hvor meget det haster, hvis vi skal gøre os håb om at bremse den globale opvarmning og afværge de mange nye og større katastrofer, den vil trække med sig. 

Nogle mener at tilbageslagene gør verdensmålene irrelevante, og andre vil kun tale klima. Men uanset, at vi er alt for langt fra at realisere verdensmålene for 2030, er de en revolutionerende ny fortælling, som skal holdes i live – i øvrigt en fortælling, der kun blev så stærk, fordi det globale civilsamfund var mere med processen i FN, end nogen sinde før. 

Verdensmålene er et frontalt opgør med den neoliberale fejlopfattelse af, at ressourcerne er ubegrænsede, at den gamle vækstmodel bare kan køre videre, og at det er lige meget med fordelingen, for når de rige bliver rigere, så siver der altid noget ned til det fattige. 

Verdensmålene fastslår at ressourcerne er begrænsede, og at væksten i den form, vi kender den, ikke kan fortsætte. Vi skal væk fra fossile brændsler, økonomien skal blive cirkulær, skovene skal bevares og udbredes, og der skal værnes langt bedre om naturen for at redde livsvigtig biodiversitet.

Det går lige nu entydigt den gale vej i forhold til verdensmålene med fattigdom og ulighed

Mogens Lykketoft

Fattigdommen kan kun udryddes ved også målrettet politisk at bekæmpe den ekstreme og voksende ulighed i verden

Alle verdensmål er hinandens forudsætning. Fremskridt på hvert af dem betyder fremskridt på dem alle. Men selvfølgelig er stærkere klimahandling en nødvendig forudsætning for, at der frem i tiden overhovedet er folkelig forståelse og økonomiske ressourcer til at gøre fremskridt på alle de andre verdensmål.

Hvis klimaforandringen fortsætter, som hidtil, vil det udløse ødelæggelser, folkevandringer og konflikter i en størrelsesorden, der overskygger alt andet. I sidste ende handler det om, hvorvidt der overhovedet er en klode at redde.

Den politiske handlekraft forbliver for svag, hvis vælgerne ikke forstår hastværket og egeninteressen. Civilsamfundet er politikernes nødvendige makker til at udbrede forståelsen for, at skabelsen af bæredygtige samfund er en nødvendig revolution, der koster noget og haster meget.

Men det koster utroligt meget mere for vores børn og børnebørn at fortsætte, som hidtil. Derfor skal vi mobilisere en hidtil uset vilje til på rekordtid at ændre vores forbrugs- og produktionsmønster.

Og det er kun foreneligt med social stabilitet, hvis vi langt mere målrettet, end hidtil, friholder de økonomisk svage grupper fra at bidrage til at dække regningen. De har ikke bidraget tilnærmelsesvis så meget til problemet, som de velhavende.

2015 var et opmuntrende år. Det gav anledning til optimisme, at ingen a FN’s medlemslande aktivt argumenterede mod verdensmålene, og vi i Paris kunne indgå den hidtil mest vidtgående og forpligtende klimaaftale. Europa var flot i front med ambitionerne og førte an i forhandlingerne fra det dygtige franske formandskab.

Endnu mere afgørende var det, at de to største udledere af klimagasser, Kina og USA, faktisk arbejdede godt sammen i Paris om at banke alle tvivlere og kværulanter på plads. Det skabte håb.

Et halvt år senere blev Europas opmærksomhed afsporet af Brexit-afstemningen og de årelange forhandlinger om Storbritanniens udtræden af EU.

Et år senere valgte USA katastrofalt klimafornægteren Donald Trump til præsident. Han meldte USA ud af Paris-aftalen og indledte samtidig en systematisk optrappet konfrontation med Kina (og gjorde Mellemøsten mere usikker ved at opsige atomaftalen med Iran).

Covid-pandemien betød endnu mere egoistisk og indadvendt Vesten. Der blev ikke leveret på løfterne om at hjælpe det fattige globale syd på vej med klimaomstilling, og der blev ikke leveret vacciner i den nødvendige kæmpeskala.

Oven i kom Ruslands forfærdende angrebskrig mod Ukraine, der ikke alene smadrer menneskers liv i et af Europas mest folkerige lande og rummer risiko for at eskalere til atomkrig.

Krigen påvirker den globale økonomi med inflation, der har banket mange hundrede millioner ud i mere ekstrem fattigdom og sult. Priserne på fødevarer, gødning og energi er steget allermest.

I sidste ende handler det om, hvorvidt der overhovedet er en klode at redde

Mogens Lykketoft

Desuden er den skræmmende stigning i den globale ulighed fortsat i endnu hurtigere tempo under kriserne. De enorme koncerner i it, e-handel, energi, fødevarer og oprustning scorer det meste af tilvæksten i klodens økonomi, og det meste af ejendomsretten til disse giganter er samlet på nogle få multidollarmilliardærers hænder.

Kort sagt: Det går lige nu entydigt den gale vej i forhold til verdensmålene med fattigdom og ulighed.

Vi er heller ikke kommet nært langt nok med klimamålene, men der udsigt til, at Ruslands angrebskrig og den deraf følgende energikrise presser tempoet i vejret. Hvad der er nødvendigt for klimaet er nu også akut sikkerhedspolitik.

Vi skal i rekordfart opbygge en vedvarende og CO2-fri energiforsyning, fordi det varigt og voldsomt vil udhule profitten for Putin og despoterne i Golf-staterne, der sidder på de største reserver af fossile brændsler.

Igen var Europa hurtigst på vej – først med ’Fit for 55’ for et par år siden, der angiver vejene til 55 procents reduktion af klimagasudslippet i EU frem til 2030 og dernæst med modige udspil fra Kommissionen om omstilling væk fra russisk olie og gas efter invasionen i Ukraine.

Men dernæst som Bidens såkaldte ’Inflation Reduction Act’, der sætter blus under den amerikanske energiomstilling (og rummer store konkurrencemæssige udfordringer for Europa). 

Afgørende er det, at erhvervslivet internationalt er i færd med at gribe mulighederne, fordi de indser, at langsigtet indtjening kræver bæredygtige løsninger.

Al Gore sagde i en samtale, jeg overværede i efteråret, at historien viser, at de politiske svar på kriser ofte trækker i langdrag, men at de teknologiske svar, når de politiske beslutninger er truffet, til gengæld udvikles med overraskende hast. 

Det er her, håbet tændes om klimahandling, der batter.

Bare i de to et halvt år, hvor jeg har været formand for Energinet i Danmark, har jeg oplevet jeg en eksplosion i efterspørgslen efter grøn strøm, fordi den direkte elektrificering via elbiler og varmepumper med videre nu følges op af store og enormt energikrævende projekter, der skal forvandle billig grøn strøm til brint som grundstof i grønne brændsler til tunge køretøjer, skibe og fly.

Derfor skal der størst mulig hast på udbygningen af energiøer og kæmpevindmøller til havs. Desuden er CO2-fri biogas blevet en god forretning, og projektideerne om lagring af CO2 under jorden og havet myldrer frem.