Vindmølleforening: WHO's støjgrænse er ingen hjælp for naboer til vindmøller
REPLIK: Når Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller skriver, at de danske regler for støj bør følge WHO's anbefalinger, glemmer de, at effekten af anbefalingerne er usikre, og at de nuværende danske regler er særdeles fornuftige, skriver Danmarks Vindmølleforening.
Nikolai Evereth Hansen
RedaktionsassistentAf Jens Peter Hansen
Energipolitisk senioranalytiker, Danmarks Vindmølleforening
Naboer til store vindmøller har naturligvis krav på den bedst mulige beskyttelse mod støj. Men Henriette Vendelbo, der slår til lyd for, at de danske regler for støj bør følge WHO's anbefalinger, har ikke tænkt igennem, hvad grænsen vil betyde.
Ingen beviser for påvirkning af naboskab til vindmøller
For det første er WHO's anbefaling om 45 dB Lden det, de kalder for en betinget anbefaling. Det vil sige at WHO anerkender, at effekten af anbefalingen er mindre sikker på grund af lav kvalitet af evidens for virkning af anbefalingen.
At det forholder sig sådant understreges af, at der i fire danske og ganske omfattende analyser af eventuelle helbredsmæssige påvirkninger ikke er fundet bevis på negativ helbredsmæssig påvirkning ved naboskab til vindmøller.
Lden-værdien, som WHO anbefaler, er et gennemsnit over støjniveauer på døgnets 24 timer med ekstra tillæg i aftentimer og om natten. Det vil sige i et døgn, hvor en svag vind om natten (35-36 dB) tiltager i løbet af dagen, så støjniveauet kommer op på 47-48 dB, inden vinden igen lægger sig lidt om aftenen, vil reglen om max 45 dB Lden overholdes, selv om naboer i fem til seks timer udsættes for mere end 44 dB.
De danske grænseværdier er teoretiske worst-case værdier, der ikke tager hensyn til, at flere vindmøller kan stå i forskellige retninger i forhold til en bolig, selvom der i disse tilfælde aldrig kan være medvind fra alle vindmøllerne i retning mod den samme bolig.
De eksisterende danske regler for støj fra vindmøller er særdeles fornuftige og blev for nylig opdateret for at gøre dem tidssvarende.
Jens Peter Hansen
Energipolitisk senioranalytiker, Danmarks Vindmølleforening
Nuværende regler vil give bedre beskyttelse
Derudover vil de nuværende støjregler i praksis give naboer en bedre beskyttelse i langt de fleste tilfælde, fordi WHO's anbefaling ikke sætter noget loft over støjniveauet. Hvis folk udsættes for mere støj i perioder, vil det ifølge WHO-anbefalingen ikke være noget problem, blot det opvejes af lavere støj på andre tidspunkter.
Endelig kan Vendelbos forklaring om, at man blot skal lægge 6,7 dB til nuværende grænseværdi på 44 dB for at få Lden-værdien, ikke lade sig gøre i praksis, fordi det ville kræve, at vinden over 24 timer konstant holder sig på cirka otte meter i sekunder, og at vindretningen konstant er direkte mod nabobeboelsen.
Skriv til [email protected]
WHO's betingede anbefaling er et nyttigt udspil, der kan bidrage til udvikling af støjgrænser i lande uden mangeårige erfaringer med vindmøller. De eksisterende danske regler for støj fra vindmøller er særdeles fornuftige og blev for nylig opdateret for at gøre dem tidssvarende. WHO-forslaget vil derfor ikke bidrage til en øget beskyttelse af naboer til vindmøller.