Debat

WWF: Er skoven stadig urørt, når træerne bliver fældet?

DEBAT: Den nye urørte statsskov må være lige på trapperne. Forhåbentlig har Naturstyrelsen lyttet til WWF’s forslag, så vi ikke får savet vores gamle danske træer ned, lige inden de skal fredes, skriver Thor Hjarsen, seniorbiolog i WWF Verdensnaturfonden.

Fælder vi de gamle træer, svarer det reelt til at sælge sølvtøjet, umiddelbart før slottet erklæres bevaringsværdigt og åbner til glæde for offentligheden, skriver seniorbiolog Thor Hjarsen.
Fælder vi de gamle træer, svarer det reelt til at sælge sølvtøjet, umiddelbart før slottet erklæres bevaringsværdigt og åbner til glæde for offentligheden, skriver seniorbiolog Thor Hjarsen.Foto: WWF Verdensnaturfonden
Bjørn Strøm
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thor Hjarsen
Seniorbiolog i WWF Verdensnaturfonden

Hvor bliver den urørte statsskov – vores alle sammen nye vildskov – dog af? Det er over fire måneder siden, at Naturstyrelsen sendte forslaget om mere urørt skov i høring, men vi venter stadig på hvid røg fra ministerkontoret.

Vi håber selvfølgelig på, at WWF’s forslag til forbedringer er medtaget, så vi ikke får savet vores gamle danske træer ned, lige inden de skal fredes.

Der kommer mere urørt skov i Danmark. Det er godt. Godt for naturen, for mangfoldigheden i skovene, arterne og de vilde planter. Så langt så godt.

Naturstyrelsen skal udpege de rigtige og vigtige skove
Så til det mere kringlede. Der er mange måder at give plads til den vilde natur. Og lad os alle være enige om, at det handler om at få mest valuta for pengene. Mest urørt og vild skov med masser af liv i.

Fakta
Deltag i debatten!

Derfor har vi fra WWF’s side selvfølgelig også indgivet et høringssvar til Naturstyrelsen, der er den instans, som i praksis skal udpege vores danske urørte skov. Høringsfristen var i slut marts, så en afgørelse må være lige på trapperne.

Det bliver yderst interessant at få udpegningen af, hvor de nye urørte statsskove skal være, og ikke mindst om der er blevet lyttet til vores høringssvar. 

Man vil fælde netop de træer, der har det største potentiale for at sikre biodiversiteten; nemlig Danmarks gamle ege- og bøgetræer på mellem 100 og 150 år.

Thor Hjarsen
Seniorbiolog i WWF Verdensnaturfonden

Et høringssvar, som vi gjorde os ekstra umage med i erkendelse af, at de kommende urørte statsskove, hvor tømmerproduktion ophører, er et af de vigtigste tiltag i lang tid fra danske regeringer for natur og biodiversitet.

I høringssvaret har vi lagt vægt på, at en række statsskovområder med høj biodiversitet er udeladt, til trods for at flere forskere har udpeget deres vigtighed.

Tilsvarende har vi understreget, at skovområderne, som Naturstyrelsen har foreslået, i gennemsnit er væsentligt mindre end dem, som forskerne har udpeget.

I WWF Verdensnaturfonden ser vi selvfølgelig rigtig gerne en nærmere begrundelse herfor. Vi ser også frem til at læse de andre parters høringssvar, ligesom vi ser frem til at læse Naturstyrelsens samlede reaktion herpå.

Naturstyrelsen siger indfasning, vi siger tilbageskridt
Til gengæld hører vi også på vandrørene, at det hele er finansieret, og en del af denne finansiering desværre skal ske ved fældning af de gamle, værdifulde træer i de kommende urørte skove.

Naturstyrelsen kalder det ”indfasning” – selvom ”tilbageskridt” nok er mere korrekt. Man vil fælde netop de træer, der har det største potentiale for at sikre biodiversiteten; nemlig Danmarks gamle ege- og bøgetræer på mellem 100 og 150 år.

Fælder vi dem, svarer det reelt til at sælge sølvtøjet, umiddelbart før slottet erklæres bevaringsværdigt og åbner til glæde for offentligheden.

For hvert gammelt træ, der bevares, redder vi endnu en lille stump af Danmarks trængte natur og biodiversitet. Det er disse træer, som sikrer fremtidens vildskov. Lad dem nu stå, så naturen ikke også skal starte forfra de steder.

Hvor blev millionerne af?
Ifølge Naturpakken 2016 regnes der med udgifter i 2016 på 15 millioner kroner – og i hvert af årene 2017-2019 årligt 24,3 millioner kroner.

Det vil sige i alt 87,9 millioner kroner fra 2016-2019. Kan vi ikke få at vide, hvad de 15 millioner fra 2016 og de 48,6 millioner kroner fra henholdsvis 2017 og 2018 er brugt til? Og er det hele eller kun dele af beløbene, der er blevet brugt?

Man må antage, at hvis hele eller dele af så store beløb reelt er brugt som led i etableringen af kommende urørte statsskove, så havde det været synligt på en eller anden måde. Vi kan dog ikke få øje på det.

Og såfremt millionerne ikke er brugt, eller at der har været overbudgetteret, så er skovningen i kommende urørt skov vel unødvendig? Og de gamle – og vigtige – træer kan få lov at blive stående.

I WWF Verdensnaturfonden foreslår vi, at Naturstyrelsen med miljøministeren i spidsen atter kigger på planen og budgettet for de kommende urørte statsskove.

For sagen er, at vi faktisk kan få endnu bedre natur for de samme skattekroner. Vi stiller selvfølgelig al vores viden til rådighed for miljøministeren og hans folk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thor Hjarsen

Projektleder, Hempelfonden
cand.scient. i biologi (Københavns Uni. 1997)

0:000:00