Debat

WWF: Slip hæmningerne løs, Ellemann!

DEBAT: Miljø- og fødevareministeren har vist, at han ikke er bange for at tage livtag med landbruget og industrien, men på natur- og dyreområdet går det til gengæld langsomt fremad. Tiden er inde til at vriste sig fri af forgængeren og lade den ægte Ellemann-Jensen slå sig løs, skriver Bo Øksnebjerg fra WWF.

Jakob Ellemann-Jensen ser kort sagt ud til at være en grøn
minister, der ikke helt kan komme ud af regeringens blå jernnæve, skriver Bo Øksnebjerg fra WWF Verdensnaturfonden.
Jakob Ellemann-Jensen ser kort sagt ud til at være en grøn minister, der ikke helt kan komme ud af regeringens blå jernnæve, skriver Bo Øksnebjerg fra WWF Verdensnaturfonden.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Amalie Bjerre Christensen

Amalie er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere været tilknyttet Altinget som journalistpraktikant og senere som redaktionsassistent.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bo Øksnebjerg
Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden

Der var stor glæde hos WWF Verdensnaturfonden, da statsministeren tidligere på året annoncerede, at Jakob Ellemann-Jensen (V) ville blive den nye miljø- og fødevareminister.

For allerede fra starten stod det klart, at Jakob Ellemann-Jensens ambition var at blive den grønne miljøminister, som vi natur-hungrende miljøorganisationer har ventet længe på.

Allerede i tiltrædelsestalen blev det mejslet ud: ”Jeg er miljøminister og fødevareminister – i den rækkefølge!”

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Godt begyndt er halvt fuldendt
Og Ellemann-Jensen kom flot fra land.

Der blev lagt arm med landbruget, så de bi-dræbende neonikotinoider snart sendes på pension. Der kom et forbud mod at sprøjte i nyplantede privatskove, og søreme om der ikke kunne findes penge til vores udsatte naturtyper som enge og moser.

Danmarks natur og dyreliv trænger til en gang akut hjertemassage. Patienten er faktisk ved at dø mellem hænderne på os.

Bo Øksnebjerg
Generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden

Endelig tog ministeren et lillebitte skridt mod en fremtid uden glyphosat i form af et forbud mod sprøjtning efter første spiring på marker, hvor der dyrkes fødevarer til mennesker.

Godt begyndt er halvt fuldendt. Og hvis vi skal være ærlige, har ministeren med disse tiltag nået mere, end hans forgænger gjorde i sine år ved magten.

Men natur- og dyreelskere som os i WWF Verdensnaturfonden sukker stadig efter store gennembrud på naturfronten. Og guderne skal vide, vi har brug for dem.

For Danmarks natur og dyreliv trænger til en gang akut hjertemassage. Patienten er faktisk ved at dø mellem hænderne på os. Og det er kun et spørgsmål om tid, før det ikke rækker med kunstigt åndedræt længere.

For på naturområdet virker det, som om ministeren er fanget i forgængerens spindelvæv.

Langt mellem snapsene
På årets naturmøde i Hirtshals så vi for eksempel for første gang de fleste af partiernes ordførere (eller ledere) diskutere ”rigtig” natur. Og her var den helt nytiltrådte Ellemann-Jensen usædvanligt forsigtig med at love noget som helst på naturens og dyrenes vegne.

Og nu – mange måneder senere – er der stadig langt mellem snapsene.

Ikke et ord har vi hørt om fredninger af dansk havnatur, mere og bedre skovnatur, hjælp til biodiversiteten eller andre tiltag, der kan løfte Danmark fra vores solide bundplacering på naturområdet i EU.

Det er ellers tydeligt på Ellemann-Jensens mimik, at han har hjertet og lysten til at gøre noget. Men det virker også, som om der ligger nogle gamle, skjulte aftaler i regeringen, som er så fastlåste, at de står hugget ud i et stolt gammelt dansk egetræ.

Derfor ser vi lige nu en miljøminister, der gør en masse på de ressortområder, der ikke har så meget med den store, truende naturkrise at gøre, mens han desværre tilsyneladende ikke har mandat til at slå sig løs som naturens forkæmper, når det eksempelvis gælder den danske biodiversitet, havnaturen, sammenhængende naturområder, plastik etc.

Ikke meget at prale af
Og jo, vi ved godt, at der er sket noget på naturfronten også.

Vi satte eksempelvis pris på, at Ellemann-Jensen forsøgte at afværge forgængerens plan om at fjerne 28.000 hektar beskyttede Natura 2000-områder fra dansk natur.

I stedet endte det med, at vi tog næsten lige meget areal ud og ind. Bevares, det er selvfølgelig bedre med en kedelig nullert end at tabe stort. Lidt ligesom i fodbold.

Men det er ikke meget at prale af, når nu Danmarks førende eksperter mener, vi burde tilføje 75.000 hektar ekstra natur til Natura 2000-arealerne bare for at beskytte den smule biodiversitet, vi allerede har.

Vi ved også godt, at det ikke varer længe, før ministeren barsler med lanceringen af de områder, som i fremtiden skal være såkaldt ’urørt skov’. Endnu en god ide (som WWF Verdensnaturfonden bragte ind på den politiske arena for alvor op til sidste valg, i al beskedenhed), der dog har været så lang tid undervejs i det lidt langsommelige regeringsapparat, at ministeren ikke med god samvittighed kan tage æren for den.

En grøn minister i blå jernnæve
Jakob Ellemann-Jensen ser kort sagt ud til at være en grøn minister, der ikke helt kan komme ud af regeringens blå jernnæve.

Der er ikke mange af Esben Lunde Larsens beslutninger, som Ellemann-Jensen har kunnet eller måttet omstøde. Det virker, som om han gerne vil. Men det bliver ikke rigtigt til noget.

Tag for eksempel det vildfarne vildsvinehegn. Et 70 kilometer langt hegn med to kilometer huller, som skal holde den afrikanske svinepest ude af landet. Forskerne ved, det holder masser af dyr ude – men formentlig ikke vildsvin.

Det kan simpelthen ikke være en blomst, der er vokset i den åbenlyst begavede miljø- og fødevareministers have.

Derfor er Jakob Ellemann-Jensens første 100 dage i vid udstrækning endt som ’business as usual’. Og det er en skam for en mand, der har ambitioner.

Se bare på regeringens forslag til den næste finanslov, hvor Ellemann-Jensen og de meget mere naturvenlig konservative har afsat et – for den nuværende regerings hidtidige ambitionsniveau – pænt beløb til ’ægte’ naturarbejde, selvom det næppe er nok til at gøre den helt store forskel.

Og der er brug for handling, som kan gøre en stor forskel nu og her. Dansk natur og dyreliv er nemlig i knæ.

Lige nu tyder alt på, at vi inden 2020 kun når 2 af de 20 biodiversitetsmål, som vi har lovet verden ifølge vores eget biodiversitetsbarometer. Samtidig viser den seneste Novana-rapport, at for 11 ud af de 17 naturtyper på land er tilstanden forværret. Helt i strid med EU-lovgivningen.

Og også ude i verden omkring os, står det skidt til. Faktisk går verdens natur og dyreliv lige nu så hastigt tilbage, at det rent videnskabeligt svarer til en massedød på linje med den, verden oplevede, da dinosaurerne (og millioner af andre dyrearter) forsvandt i efter et gigantisk et meteornedslag for omkring 65 millioner år siden.

Smid hæmningerne
Derfor har jeg en opfordring til Jakob Ellemann-Jensen. Smid hæmningerne, og gør noget mere af det, du inderst inde ved, er det rigtige. Slå dig løs, og træd ud af din forgængers skygge.

Der er alligevel ikke så længe til næste valg – og hvis I genvinder magten, vil der jo skulle skrives et nyt regeringsgrundlag, hvor der er rigelig inspiration at hente fra Konservatives naturpolitik. Stærkt presset af SF og Socialdemokraternes nye naturplaner.

Så tag nu Venstres nye grønne logo på ordet. Det vil formentlig både komme naturen og dig selv til gode. Og Danmarks dyreliv har ikke et sekund at spilde.

Der er nemlig behov for, at vi trykker speederen i bund for nye grønne tiltag, der for eksempel tager livtag med verdens plastikproblemer, dæmmer op for konsekvenserne af klimaforandringerne og giver vores natur fri til bare at være … natur.

Vi bliver også nødt til at begynde rejsen mod et samfund, der bruger vores ressourcer smartere, så der også er noget tilbage, når de næste generationer skal til.

Vi er med dig hele vejen
Lige nu forbruger en gennemsnitsdansker så mange ressourcer, at vi skulle have 4,2 jordkloder til rådighed, hvis hele verdens befolkning skulle leve som os. Det kan vi gøre smartere – og formentlig skabe en masse rare danske grønne job undervejs.

For sagen er den, at vi allerede har løsningerne på naturens problemer. Vi har masser af dygtige folk i Danmark, der gerne giver en hånd med – og skal noget af den gode viden eksporteres ud i verden, så har vi også netværket i orden der. Vi skal sådan set bare gå i gang.

Der er rigeligt at tage fat på. Men som det altid gælder i en akut situation, så skal vi sætte ind, hvor det er vigtigst, først.

Lad os starte med større, sammenhængende naturarealer, en naturvenlig jordreform, stop for tømmerhugst i statens skove, havreservater i danske farvande og en plastikstrategi, der fejer benene væk under vores europæiske kollegaer. Vi er med dig hele vejen!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Øksnebjerg

Afgående generalsekretær, WWF
biolog (Københavns Uni. 1997)

0:000:00