Auken: Har nogen set miljøministeren?

DEBAT: Jakob Ellemann-Jensen har intet gjort for miljøet i sine første 100 dage som miljøminister. Drikkevandet lider, landbrugspakken består, og bilerne oser stadig i byerne, skriver den tidligere miljøminister Ida Auken.

Af Ida Auken (R)
Miljøordfører 

Da jeg bød velkommen til Jakob Ellemann-Jensen her på Altinget for 100 dage siden, var Venstres logo mørkegrønt og håbet lysegrønt.

Endelig en minister, der ville sætte miljø først. Jeg gav ham fire gode råd med på vejen. Fire håb om en grønnere fremtid. For det kan kun gå for langsomt med at sikre giftfrit vand, mindre afbrænding af affald, mindre kvælstof i jorden og mere ren luft.

Selvom der er sket enkelte forbedringer, som fx Greenpeace redegør for her, må jeg desværre konstatere, at Jakob Ellemann-Jensen ikke har levet op til de grønne klæder, som han iklædte sig ved udnævnelsen. Lad os tage en hurtig status.

Drikkevandet lider stadig. Faktisk mere end før
At drikkevandet bliver ramt af den ene skandale efter den anden, er nok ikke gået manges næse forbi. 250 lukkede drikkevandsboringer. Det normale er 30 lukkede boringer. 1,2,4-triazol. Dimethylsulfamid. Desphenyl-chloridazon.

Det lyder ikke som noget, man skal drikke, men det er ikke desto mindre alle navne på giftstoffer, der er fundet i vores drikkevand. Alt sammen på kun ét år.

I torsdags havde vi samråd om forureningen af vores drikkevand. Over for ministeren sad fem oppositionspartier, som alle var klar til at stoppe sprøjtning oven på vores drikkevand.

Med ministerens opbakning kunne hele Folketinget, minus Dansk Folkeparti, stemme for dette sund-fornuft-forslag. Alligevel blev den skudt til hjørne til senere drøftelse. Vi kunne have aftalt sprøjteforbuddet lige dér. Jakob Ellemann-Jensen kunne være blevet helten.

Ministeren gentog endda noget, jeg tidligere har sagt: at vores drikkevand er en særlig dansk værdi. Det virker, som om han gerne vil gøre det rigtige. Men at han er fanget af Dansk Folkeparti. Når det gælder vores drikkevand, burde han sætte foden ned.

Vi brænder stadig alt for meget plastik af
Danmark har en kæmpe mulighed. Vi kan være frontløbere på den cirkulære økonomi. Cirkulær økonomi er det nye vindmølle-væksteventyr.

Det er bedre for klimaet at genbruge plastikken end at hive nye fossile ressourcer op af jorden. Derfor skal vi sætte et ambitiøst mål om at gøre vores affald til nye ressourcer i 2050.

Mens vi venter på den stærkt forsinkede plasthandlingsplan, er her lidt inspiration til ministeren fra Radikale Venstre:

Sørg for, at vores plastemballage max består af 3-5 typer plastik. Det er i øvrigt samme forslag, som kommer fra industrien selv. Der er ingen modsætning mellem erhvervsvenlig og miljøvenlig.

Det er vel gode nyheder for en Venstre-minister? Det vil både øge kvaliteten i genanvendelsen og mindske prisen, som private forbrugere skal betale for at komme af med deres affald. Win-win-win.

Landbrugspakken består, desværre
Landbrugspakken har længe været faldet fra hinanden. Kritikken må være overvældende, når ministeren ikke engang ulejliger sig med at tilbagevise hullerne i landbrugspakken. Så drop den dog.

I stedet har han nu lovet landbruget store hjælpepakker. Uden at få noget til gengæld. Der er ellers rigeligt at tage fat på.

Han kunne starte med at stoppe dyrkningen af lavbundsjordene, så landbrugene også bidrager til at nedsætte vores CO2-udledning. Det er det bedste, vi kan gøre for klimaet.

Bilerne oser videre
Til sidst vil jeg nævne miljøzonerne. Indfør dem nu. Giv kommunerne mulighed for at stoppe de mest forurenede dieselbiler allerede fra 2020. Og et totalt forbud mod fossil-biler i bymidterne i 2025.

Hvorfor er de steder, hvor der befinder sig allerflest mennesker, også der, hvor bilerne udleder mest NOx og flest partikler? Burde vi ikke gøre en ekstra indsats netop her?

100 dage er ikke meget. Man kan ikke nå alt på hundrede dage. Men man kan åbenbart godt nå intet.

Den gode nyhed er, at det ikke er for sent. Lige om lidt skal vi tale klimaplan. Plasthandlingsplan. Og forhåbentlig en plan for vores drikkevand. Jeg glæder mig!

Og ligesom med Energiforliget vil de radikale mandater arbejde hårdt for at trække regeringen i en ny retning. Fremad.

Forrige artikel Ornitologer: Viben, storken og tranen glæder sig over S-forslag Ornitologer: Viben, storken og tranen glæder sig over S-forslag Næste artikel Byplanskonsulent: Hvordan finder København plads til 2.400 nye boliger? Byplanskonsulent: Hvordan finder København plads til 2.400 nye boliger?