svarer 
Jeppe Kofod

Forsvarsudvalget spørger udenrigsministeren, Jeppe Kofod, om kommentar til notat fra fredsministerium.dk vedrørende eventuelt dansk bidrag til operationerne EMASOH og NMI

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 159, Spørgsmål 2
Vil ministrene kommentere notatet fra fredsministerium.dk vedrørende eventuelt dansk bidrag til operationerne EMASOH og NMI, jf. B 159 - bilag 1?

Svar fra torsdag den 4. juni 2020
Som også anført af fredsministerium.dk er begge beslutningsforslag del af en bredere dansk interessevaretagelse, som skal medvirke til at skabe større stabilitet i Mellemøsten, hvilket er til gavn for Europa og Danmark.

Bidraget til NATOs Mission i Irak (NMI) har til formål at støtte den irakiske regering i bestræbelserne på at håndtere landets sikkerhedsudfordringer, imødegå truslen fra ISIL og andre terrorgrupper og dermed bidrage til at skabe mere stabilitet i Irak. NMI er i henhold til sit mandat en trænings- og kapacitetsopbygningsmission. Styrkerne har mandat til magtanvendelse i selvforsvar samt forsvar af NATO- og koalitionsstyrker.

NMI blev oprettet i 2018 efter invitation fra den irakiske regering.

Invitationen er flere gange siden blevet bekræftet. Senest har den nye premierminister Mustafa al-Kadhimi over for NATO’s generalsekretær i maj 2020 udtrykt ønske om at styrke samarbejdet med NATO i Irak.

Bidraget til den europæiskledede maritime overvågningsmission i Hormuzstrædet (EMASOH) har til formål at beskytte den maritime sikkerhed i Den Persiske Golf, som er et vigtigt knudepunkt for Danmarks og verdens samhandel. Det har for regeringen hele tiden været en 2 afgørende forudsætning, at et dansk bidrag til en maritim sikkerhedsindsats skulle være del af en bredere europæisk forankret indsats, som er afkoblet fra den bilaterale amerikanske pressionsstrategi over for Iran. Derfor ønsker regeringen at bidrage til den europæiskledede maritime overvågningsmission EMASOH. Derudover har det været vigtigt for regeringen, at indsatsen også omfatter et diplomatisk spor, som det er tilfældet i EMASOH.

Samtidig lægger regeringen vægt på, at EMASOH og den amerikanskledede indsats IMSC – som også blandt andet UK, Australien, Litauen bidrager til – komplementerer hinanden ift. at øge den maritime sikkerhed i området. Grundlæggende er det vigtigt at huske på, at begge missioner har som målsætning at bidrage til den frie sejlads i området ved hjælp af øget maritim tilstedeværelse.

Endelig er det vigtigt at understrege, at regeringen fortsat støtter op om atomaftalen med Iran – og aktivt arbejder for at understøtte aftalen.

Konkret er Danmark sammen med en række europæiske lande gået med i INSTEX, som er en finansiel mekanisme, der skal sikre fortsat handel med Iran. INSTEX bidrager dermed til at sende et politisk signal om, at vi sammen med ligesindede europæiske partnere bakker op om atomaftalen, og at aftalen er vigtig for vores og regionens sikkerhed.
0:000:00