Ellen Trane Nørby
 svarer 
Pernille Rosenkrantz-Theil

Ellen Trane Nørby (V) spørger børne- og undervisningsministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil, om ubalancer i AUB-systemet

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 120, Spørgsmål 33
Vil ministeren som opfølgning på svar på spm. 16 redegøre for, om ministeren mener, at det er rimeligt, at Folketinget med ministerens svar ikke kan følge det økonomiske træk på de aftaler, der er indgået politisk, såvel som i forbindelse med en trepartsaftale og dermed ikke kan følge med i, om der er ved at opstå ubalancer i AUB-systemet, og vil ministeren endvidere redegøre for, om svaret skal forstås sådan, at ministeren på trods af Folketingets ønske herom, nægter at rette henvendelse til AUB for at få tilvejebragt et indblik i den aktuelle økonomiske situation, herunder hvor stort et økonomisk træk, der har fundet sted som følge af trepartsaftalen fra foråret, og vil ministeren derudover redegøre for, hvorfor ministeren modsætter sig åbenhed, så Folketinget reelt kan følge med i, om loven efterleves som aftalt og dermed ikke risikerer en gentagelse af den voldsomme kritik, som Rigsrevisionen og Statsrevisorerne fremsatte i foråret om ubalancerne i ordningen?

Svar fra lørdag den 19. december 2020
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) er en selvejende institution under ledelse af en bestyrelse bestående overvejende af arbejdsmarkedets parter. Det er bestyrelsen, der fastlægger rammerne for den løbende økonomistyring og udgiftsopfølgning i AUB inden for rammerne af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, og hverken jeg som minister eller ministeriet har instruktionsbeføjelse over AUB i denne henseende.

Ministeriet har været i dialog med AUB og bedt om indblik i seneste budgetopfølgning som forelagt for AUB’s bestyrelse. Denne viser, at der 19. december 2020 Sags nr.: 20/25269 efter 3. kvartal 2020 havde været udgifter for 766 mio. kr. mere til trepartsaftalen fra maj 2020 end AUB’s eget budgetskøn.

Afvigelse kan alene henføres til det midlertidige løntilskud, der forventes væsentligt dyrere end forudsat i trepartsaftalen, jf. svaret på spørgsmål 16 til dette lovforslag. Denne budgetopfølgning skal dog ses i lyset af, at hovedparterne af udgifterne forbundet med trepartsaftalen fra maj 2020 falder i 4. kvartal 2020 – og også ind i 2021. Budgetopfølgningen for 3. kvartal 2020 er således behæftet med en væsentlig usikkerhed. Udgifterne til flere af de største tiltag i trepartsaftalen fra maj 2020 kan først opgøres endeligt i løbet af 2021.

Det bemærkes herudover, at AUB’s økonomi består af mere end initiativerne i trepartsaftalen fra maj måned. Udviklingen i hele den ordinære lønrefusionsordning, skolepraktikydelse m.v. påvirker således også AUB’s økonomi for 2020.

AUB’s seneste bestyrelsesforelagte estimat for regnskabet 2020 for hele AUB indebærer et årsresultat, der er ca. 2,2-2,3 mia. kr. dårligere end AUB’s budget for 2020.

Dette årsresultat afspejler dermed også forventningen til udgifterne til det midlertidige løntilskud til private virksomheder.

Det gælder for alle tilskudsordninger, at der kan være udsving hen over et år. Et udgiftsniveau i nogle måneder er ikke nødvendigvis repræsentative for alle måneder, da ferieperioder, skoleplanlægning samt implementering af nye tiltag kan indebære, at udgifterne fordeles skævt over et år.

Derfor baserer den foreslåede model for et fleksibelt uddannelsesbidrag sig på de løbende regnskabstal for et helt kalenderår. Hermed udlignes udsving i konkrete udbetalinger over året, ligesom Folketingets fastsættelse af bidraget ved lov vil basere sig på et grundlag, der er blevet vurderet af AUB’s revision.

Samlet set er jeg derfor ikke enig i spørgsmålets præmis om, at regeringen hverken sikrer åbenhed om økonomien i AUB eller en fremadrettet balance i AUB. Nærværende lovforslag sikrer en balance, men det baseres på reviderede årlige regnskabstal, hvilket er i fuld overensstemmelse med Rigsrevisionens beretning. Regnskaberne for AUB er offentligt tilgængelige.

Samtidig vil ministeriet bede AUB om at foretage en opgørelse i 2021 af udgifterne forbundet med trepartsaftalen fra maj måned 2020, når der er en højere grad af sikkerhed for det endelige resultat. Denne opgørelse vil jeg oversende til Børne- og Undervisningsudvalget.

0:000:00