Handicapforbund: Kommunernes manglende vejledning øger mistilliden

Af Susanne Olsen
Landsformand, Dansk Handicap Forbund

Når vi diskuterer retssikkerhed, så kommer vi ikke uden om at tale om vejledning af borgerne. 

Retssikkerhedsloven forpligter kommunerne til at vejlede borgerne om deres situation og de muligheder for hjælp, der findes i det offentlige system. 

Princippet er meget vigtigt, fordi borgere, som rammes af funktionsnedsættelser, ikke har forudsætninger for at navigere i et kompliceret system af love, forvaltninger og myriader af forskellige aktører. Og det skal de heller ikke have.

I realiteten er det dog sådan, at mange af vores medlemmer er så dybt inde i de enkelte paragraffer, at de sikkert kender dem bedre end mange sagsbehandlere. De gør det af nød, fortæller de, når vi spørger dem. 

Andre må kapitulere over for et system, som simpelthen er for uoverskueligt for dem.

Vi forstår godt, at man som kommune ikke kan garantere, at den enkelte borger kan få en bestemt ydelse, men det bør ikke forhindre kommunen i at oplyse, hvad der er af muligheder. Det ville derimod klæde dem at lade borgerne få kendskab til mulighederne.

Susanne Olsen
Landsformand, Dansk Handicap Forbund

Samtidig skal de holde sammen på sig selv og deres nærmeste. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Gift for retssikkerheden
Som afhængig af hjælp fra systemet er man i en skrøbelig situation, og derfor er det afgørende, at man får helt konkret vejledning om de handlemuligheder, man har, og hvordan man skal finde vej i et uoverskueligt system.

Det er et stærkt princip, som kan sikre borgeren en helhedsløsning, som modsvarer det forhold, at funktionsnedsættelser påvirker os forskelligt, og at vores livssituationer er unikke. 

Vejledningen kan derfor være afgørende for at sikre, at vi hver især mødes som et unikt menneske, hvilket har afgørende betydning for, hvilke løsninger vi har brug for. 

Desværre er virkeligheden, at vores medlemmer ikke får den vejledning, de har krav på. Det samme oplever man i mange andre handicaporganisationer og hos den uafhængige vejledning på handicapområdet DUKH.

Det er dagligdag i vores rådgivningsarbejde, at vi møder medlemmer, som føler sig helt på herrens mark. 

De mangler overblik over deres situation og savner forståelse og støtte. De oplever et konfliktfyldt møde med kommunen, og så bliver det standard, at man må søge vejledningen hos handicaporganisationer, som i sagens natur ikke kan løfte denne omfattende opgave.

Selv i de situationer, hvor vi eller vores medlemmer aktivt efterspørger en vejledning i de muligheder, der er, møder kommunerne os med afvisning, manglende svar eller en form for forvirring; for hvem er det lige, der skal vejlede?

Modstandere frem for medspillere
Det er tydeligt, at de enkelte kommuner ofte ikke har allokeret medarbejdere til en grundlæggende vejledning, koordinering og helhedsvurdering. 

I stedet møder vi en organisering, som groft sagt er lange gange med mange kontorer, som hver især har fokus på deres eget lille område. Ofte er der alene fokus på ydelsen, og om man er berettiget til lige præcis denne ydelse, uden blik for koordinering med andre områder.

Det bliver et spørgsmål om bevilling, afslag og klageveje, men alt for ofte mangler der den simple øvelse i at sætte sig med en borger, afdække og forstå funktionsnedsættelsens og livssituationens betydning og lave en helhedsplan. 

Borgeren oplæres på denne måde fra første møde med systemet i, at man ikke kan have en fri drøftelse af muligheder; Som borger lærer man derimod, at det handler om at søge bestemte ydelser og argumentere mod systemet, som omvendt argumenterer imod borgeren.

Borgere og kommune bliver modstandere frem for medspillere.

Fraværet af vejledning til borgerne fra kommunens side er ganske enkelt gift for retssikkerheden, for det forhindrer, at borgerne opnår størst mulig selvhjulpenhed og for at skabe et aktivt liv præget af høj livskvalitet.

Vejledning er en lavthængende frugt
Fra Dansk Handicap Forbunds side ønsker vi ikke at lyde bedrevidende eller nedgøre kommuner, som helt sikkert har rigeligt at kæmpe med. Det forstår vi godt.

Som vi tidligere har beskrevet her i Altinget, så mener vi, at det er nødvendigt med en ny finansiering af området.

Men for os at se, er vejledning fra kommunerne til borgerne en lavhængende frugt, som vi undrer os over, at man undlader at plukke. For det er en umiddelbar gevinst at satse på en god vejledning.

Når vi møder vores medlemmer i rådgivningen eller ved arrangementer, så tager det ikke mange øjeblikke at få et billede af det menneske, vi sidder sammen med. 

Og det interessante er, at når vi gør det, så flytter fokus sig også til noget langt mere interessant end paragraffer. Vi får meget hurtigt mulighed for at snakke om, hvad skal der til, for at livet fungerer for den enkelte. Og der er egentlig ikke noget i vejen for, at kommunerne kunne gøre det samme. 

Det burde være tydeligt i enhver kommune, hvor man som borger skal henvende sig, hvis man har brug for at få en bred snak om de muligheder, der kunne være for at få hverdagen til at fungere bedst muligt. 

En vejledningsenhed, som ikke er en del af de enkelte ydelseskontorer, og som fokuserer på det hele liv. Men sådan er det ikke i dag.