Sand: Loven skal overholdes, hvis vi vil hjemløshed til livs

Af Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i Sand

Hjemløseområdet har i al den tid, jeg kan huske, været en torn i øjet for KL. 

Mest af alt fordi der er et selvmøderprincip på herberger og forsorgshjem, der betyder, at hjemløse selv kan henvende sig og blive indskrevet. Hvis der ellers er plads. 

Alle kommuner er besat af tanken om at kunne planlægge sine udgifter, men hvis deres borgere i tide og i utide selv kan lade sig indskrive på en boform, der i gennemsnit koster 40.000 kroner om måneden, uden at kommunerne kan gøre noget ved det, er det en kilde til evig frustration. 

Derfor har kommunerne med KL i spidsen også lagt et betydeligt pres på skiftende regeringer for at få gjort noget ved selvmøderprincippet. 

Endnu er det ikke lykkedes dem at få frataget hjemløse retten til selv at vælge, hvilket herberg de vil søge ind på, men det har dog ført til, at der har været livlig debat om, hvordan kommunerne kunne få større indflydelse på de økonomiske og organisatoriske rammer for boformernes virke.

I København har man de sidste to årtier haft lokale regler, der umuliggør byggeri af små lejligheder, samtidig med at man har slået mindre lejligheder sammen.  Alt sammen for at forhindre fattige folk i at bosætte sig i København.

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i Sand

Kommuner lever ikke op til forpligtelse
En anden ting, det er lykkedes for KL og andre aktører på området, der ikke ser forsorgshjem som saliggørende for hjemløse, er at få hjemløsedebatten til at dreje sig om, hvorvidt hjemløse er bedst tjent med at opholde sig på forsorgshjem, eller om de hellere skal i egen lejlighed. 

Som om det er et spørgsmål om enten eller. 

Og som om man ved at nedlægge forsorgshjemspladser kan bruge pengene på lejligheder til hjemløse i stedet.

Lovgivningen opererer netop med en kommunal forsyningsforpligtelse på begge dele, så det er i virkeligheden et spørgsmål om, at kommunerne skal levere begge dele. 

Hvornår den hjemløse er bedst tjent med det ene eller det andet, har lovgivningen også et svar på: Det er en individuel konkret vurdering, og beslutningen skal træffes i størst muligt samarbejde med borgeren.

I København og Århus leverer kommunerne hverken herbergspladser eller lejligheder nok, som de ellers er forpligtet til.

I København har man de sidste to årtier haft lokale regler, der umuliggør byggeri af små lejligheder, samtidig med at man har slået mindre lejligheder sammen. 

Alt sammen for at forhindre fattige folk i at bosætte sig i København. 

Stik imod lovens ord om at almene boligselskaber og kommuner i en skøn samdrægtighed skal sørge for, at der er den boligmasse, borgerne efterspørger.

Loven skal overholdes
Da jeg sidste gang forelagde den forpligtelse i et forum, hvor en repræsentant fra KL også var med, fremførte han, at jeg skulle ”komme ud i virkeligheden og se, hvad grundpriserne var”. 

Underforstået at når noget er dyrt og besværligt, kan det fritage en fra ansvaret for at gøre det? Problemet er, at den diskurs har vundet hævd, og kommunen kan frit løbe fra sit ansvar.

Det bliver ikke bedre, når vi ser på de hjemløse, der har det så dårligt, at de har brug for mere omsorg og støtte, end man kan få på et herberg. Typisk fordi man har nogle større psykiske udfordringer og somatiske problemer. 

Her har kommunerne mulighed for at visitere hjemløse til det, man i loven betegner som §107 og §108 boformer eller noget, der kan sidestilles med det. 

Sand har netop fået aktindsigt i, hvor mange borgere der er skrevet op på venteliste i Københavns Kommune til den type pladser. Pladser man vel og mærke bliver visiteret til, fordi man har et akut behov for hjælp, støtte og pleje.