Kronik

DSAM: Forebyggelse af kronisk sygdom kræver politikere, der tør gøre det upopulære

Borgere med kronisk sygdom får langt bedre udbytte af behandling og pleje, hvis der er relationel kontinuitet. Men succesfuldt forebyggelsesarbejde forudsætter, at politikerne tør træffe beslutninger, som deres vælgere muligvis vil være uenige i, skriver Anders Beich og Bolette Friderichsen. 

Det er som om, at politikerne har glemt, at der er rigtige mennesker bag ord som 'kronikerstrategi', skriver Anders Beich og Bolette Friderichsen. 
Det er som om, at politikerne har glemt, at der er rigtige mennesker bag ord som 'kronikerstrategi', skriver Anders Beich og Bolette Friderichsen. Foto: Colourbox
Anders BeichBolette Friderichsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tænkningen og sprogbrugen omkring store grupper af mennesker med sygdom er under hastigt forfald. Kronikerstrategi, systematisk tidlig opsporing af kronikere, kronikerplaner og -pakker, knæk af kurver, kronikertaskforce og så videre.

Sproget skaber nye virkeligheder. Det er, som om magtens forvaltere har glemt de enkelte mennesker, der er bag de kroniske sygdomme, og disses liv i deres brug af afhumaniserende begreber og embedsmandstermer i debatten om sundhedsvæsenet.

Temadebat

Hvordan skal ny strategi løse kronikerproblemet?

Regeringen nedsatte i foråret en taskforce, der skal “knække kurven” for kroniske sygdomme i Danmark med inddragelse af regioner, kommuner og life science-industrien. 

Derfor spørger Altinget Sundhed i en ny temadebat centrale sundhedsaktører, eksperter og partier, hvilke konkrete initiativer regeringens nye kronikerstrategi skal indeholde samt hvilke udfordringer, taskforcen bør adressere.

Panelet består af: 

  • Karin Friis Bach (R), formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg
  • Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen
  • Klaus Lunding, formand for Danske Patienter
  • Ida Sofie Jensen, koncernchef i LIF
  • Rasmus Horn Langhoff (S), sundhedsordfører
  • Gitte Ahle, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab
  • Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen
  • Jette Skive (DF), formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg
  • Susanne Axelsen, formand for LVS
  • Katrine Abildtrup Nielsen, afdelingsleder i RKKP
  • Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen
  • Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer
  • Jesper Danneris Luthman, public affairs-director i Rud Pedersen og tidligere branchedirektør i Sundhed Danmark 
  • Anne Kaltoft, direktør i Hjerteforeningen

Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du kontakte fagdebatredaktør Martin Mauricio på [email protected].

Hvis alle lige tog en dyb indånding og fjernede populationsblikket fra regnearket, ville vi jo se, at det er mennesker, mange af dem ældre mennesker, samt deres hjælpere og behandlere, det hele handler om.

Vi bruger al for meget af vores tid på udokumenteret pseudoaktivitet, hvis vi kun retter vores fokus mod opsporing, standarder, sygdomsbehandling, kronikertænkning, garantier, handleplaner, digital sundhed, sygdomspakker, forløbsplaner og alt det, vi nu ellers finder på. Og vi når ikke frem til acceptable løsninger for dem, det hele handler om.

Men hvis vi skræller embedsmandstænkningen og den tilhørende logik bort et øjeblik, er det egentlig ikke så indviklet.

Relationsarbejdet er afgørende

For hvad har man brug for som menneske, når man er diagnosticeret med kronisk sygdom?

Man har brug for tryghed og tillid til den, i hvis hænder man lægger en del af sit liv, når man har fået behov for hjælp til at håndtere en eller flere sygdomme og funktionsnedsættelser. Man har brug for nogen, der i forvejen kender til ens styrker, svagheder, sygdomme, værdier og præferencer, når det gælder de valg, der skal foretages undervejs i omsorg og behandling.

Man har brug for at vedligeholde og opbygge tillidsfulde relationer til hjemmehjælperen, assistenten, sygeplejersken, terapeuten, lægen. Man har brug for menneskelig kontinuitet for at opretholde den nødvendige tillid og tryghed.

Det giver sig selv, at det er sværere at lave gode afleveringer, hvis der hele tiden er nye spillere på banen.

Bolette Friderichsen og Anders Beich
Hhv. formand og næstformand i DSAM

Som sundhedsprofessionel har man også forskellige behov i sit arbejde. Evidensbaseret praksis handler i lige så høj grad om god klinisk dømmekraft og inddragelse af patientens værdier og præferencer, som det handler om kendskab til, hvad der for tiden i gennemsnit er bedst at gøre ved én sygdom – altså evidens fra forskning.

I dag arbejder vi i sundhedsvæsenet i et tempo, der gør, at det kun kan lade sig gøre at arbejde evidensbaseret, hvis vi lærer patienterne at kende og får mulighed for at etablere et tillidsfuldt samarbejde med det enkelte menneske. Vi kan ikke starte forfra med værdier og tillidsskabelse, hvis hvert eneste møde er med nye borgere.

Som professionel menneskearbejder har man også brug for relationen og kontinuiteten, hvis tempoet, kvaliteten, gejsten og ansvaret skal holdes oppe.

Lyt til erfaringer fra Sverige og Holland

Men hvad er effektivt og sikkert, når det gælder omsorg og behandling?

Det er så ufatteligt heldigt, at især når det gælder de mennesker, der har fået diagnosticeret kronisk sygdom, så er relationsbaseret kontinuitet i omsorg, pleje, behandling og rehabilitering det centrale organisatoriske princip med størst relevans. Det har nemlig vist sig at give både effektivitet, kvalitet, tilfredshed, ansvarlighed og arbejdsglæde.

I Sverige har de regnet på det. Relationskontinuitet giver længere levetid for patienter med KOL eller astma, og man kan spare sygehuskontakter for flere hundrede millioner kroner årligt. Tilsvarende gør sig gældende for patienter med svær psykisk sygdom.

I en systematisk gennemgang fra Holland har man fundet frem til, at relationsfokuseret organisering er det eneste organisationsprincip, der forebygger indlæggelser af borgere med kronisk sygdom. I Storbritannien vurderer man, at højere kontinuitet afføder lavere mortalitetsrater. Tilmed øges chancen for et godt samarbejde mellem de (færre) parter, der tager sig af patienten, og alle parter får trænet deres faglighed og dømmekraft løbende.

Det giver sig selv, at det er sværere at lave gode afleveringer, hvis der hele tiden er nye spillere på banen. Skiftende læger, sygeplejersker, terapeuter, assistenter og hjælpere er både toksisk for borgeren/patienten og hæmmende for samarbejdet om patienten.

LÆS OGSÅ: DE: Data og kunstig intelligens skal udnyttes til at forebygge kroniske sygdomme

Egentlig forebyggelse handler om den strukturelle forebyggelse, som vi ved virker. Også her spiller relationer en kæmpe rolle for den enkeltes sundhed.

Bolette Friderichsen og Anders Beich
Hhv. formand og næstformand i DSAM

Tomt marketingssprog forstyrrer debatten

Alligevel har vi i årevis forsøgt at kvalitetssikre omsorgspleje og behandling med forløbsplaner, forløbsprogrammer, ydelseskataloger, standarder og afkrydsningsskemaer. Initiativer, som måske i bedste fald er spildtid, hvis man ser på dem med evidensbriller, og i værste fald er forstyrrende for kontinuitet og samarbejde.

I disse år lovprises så de teknologiske løsningers potentiale igen, og man fornemmer mest genklang hos dem, der hellere arbejder med tal end med mennesker.

Det er bestemt værd at undersøge nye teknologiers og digitale hjælpemidlers muligheder, men vi skal ikke indføre dem, før vi ved, hvilke virkninger de har på relationerne og de professionelles evne til at udøve dømmekraft. Og fri os desuden for tomt marketingsprog som “digital sundhed”. Det højner ikke debatten.

Når nu forskning peger ret overbevisende på, at relationel kontinuitet gør pleje, omsorg, behandling og rehabilitering mere effektiv og øger kvaliteten, er det væsentligt, at sundhedsvæsenet organiserer arbejdet med patienter og samarbejdet om sundhed og sygdom rundt om gode relationer. Det bør ske uanset presset på både det fjerne og det nære sundhedsvæsen.

Det gælder mellem alle parter – sundhedsprofessionelle, patienter og pårørende – og internt mellem fagfolk i sundhedsvæsenet. For “det gør en forskel, at vi kender hinanden”, som vi siger i DSAM. Det er der som sagt viden, der understøtter. Det forebygger indlæggelser og forlænger levetiden, og det er effektiv organisering.

Brug for strukturel forebyggelse

Selvfølgelig skal vi også forebygge de kroniske sygdomme, selvom det ikke løser vores kapacitetsproblemer på længere sigt. En effekt af forebyggelse er nemlig den, vi står midt i, hvor vi bare bliver ældre og når at samle flere sygdomme sammen i løbet af livet.

Mens hyppigheden af hjertedød er faldet markant over de senere år, blandt andet som følge af bedre forebyggelse og behandling, så er antallet af kræftdødsfald fortsat med at stige, så det nu er højere end nogensinde før – nemlig 16.000 eller cirka en tredjedel af alle dødsfald. Simpelthen fordi vi bliver ældre, og kræft er hyppigere, jo ældre man bliver. Vi kan forlænge livet, men udgifterne til sundhedsvæsenet falder ikke af den grund.

LÆS OGSÅ: S: Ny strategi skal forebygge kronisk sygdom hos ufaglærte

Egentlig forebyggelse handler om den strukturelle forebyggelse, som vi ved virker. Også her spiller relationer en kæmpe rolle for den enkeltes sundhed. Social disintegration og manglende netværk – af nogle kaldet ensomhed – er blevet de største risikofaktorer for sygdom og tidlig død.

Det er urimeligt og uhensigtsmæssigt at skubbe ansvaret for forebyggelsen ud til os, der har mere end nok at gøre med omsorgen for de syge.

Bolette Friderichsen og Anders Beich
Hhv. formand og næstformand i DSAM

Den bold ligger hos politikerne, som skal turde træffe beslutninger og indrette samfundet på en anden måde, som nogle vælgere vil være uenige i. Der er altså brug for modige politikere, politisk samarbejde og langsigtede planer. Og det er vel nok her, den største udfordring ligger.

Politikere skal turde gøre det upopulære

Samfundet skal indrettes, så relationer fremmes hele livet fra vugge til krukke, og så skal vi turde lovgive, så den enkeltes ret til usund og klimabelastende levevis besværliggøres undervejs. Vi kan måle politikernes mod til virksom forebyggelse på deres politiske vilje til at hæve prisen på alkohol, tobak og klima- og sundhedsbelastende fødevarer. Det gør vi ved at holde øje med, om priselastikken virker. 

Men det holder hårdt med at få øget prisen på tobak i en grad, så det virker, og man græmmes over de mange pseudoargumenter, der tages i brug, mens der rekrutteres nye afhængige. Det er urimeligt og uhensigtsmæssigt at skubbe ansvaret for forebyggelsen ud til os, der har mere end nok at gøre med omsorgen for de syge.

Men hos os er sproget i øvrigt også med til at skabe dehumanisering. Forebyggelse med fokus på begreberne “livsstil” og “KRAM-faktorer” i sundhedsvæsenet er i bedste fald ineffektivt, og i værste fald afføder det blot tillært hjælpeløshed, skyld og skam.

Sundhed skabes ikke primært i sundhedsvæsenet, men vi kan bestræbe os på at hjælpe borgerne til at mestre at leve med sygdom bedst muligt.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00