Forskere: Social ulighed i sundhed opstår ikke i sundhedsvæsnet, men i samfundet

Vi skal identificere de sociale årsager til ulighed i sundhed, før vi kan handle. Både på det overordnede samfundsniveau, hvor rammerne om menneskers liv skabes. Og i de lokale indsatser i og uden for sundhedsvæsnet.

Derfor skal vi holde fast i den indsigt, der er tilvejebragt gennem årtiers forskning, nemlig at megen ulighed i sundhed er samfundsskabt. Og samtidig insistere på, at vi som et ansvarligt samfund aktivt kan arbejde for at mindske den sociale ulighed i sundhed – ved at arbejde med koblingen social-sundhed. Så husk det lille ord 'social' foran ulighed i sundhed.

Ikke flere ord og rapporter; tid til handling

Gennem de seneste år er der blevet udgivet et hav af rapporter og artikler, som gang på gang viser, at den sociale ulighed i sundhed i Danmark relativt set er høj og stigende. Nu ikke flere ord og rapporter; der er brug for handling.

Social ulighed i sundhed opstår ikke i sundhedsvæsnet, men i samfundet generelt, og social lighed handler om at skabe forandringer, der hvor mennesker fødes, lever og arbejder. Men sundhedsvæsnet spiller stadig en vigtig rolle.

Man skal være en ressourcestærk patient for at få det optimale ud af mødet med det specialiserede sundhedsvæsen

Thomas Maribo, Gitte Valentin og Finn Breinholt Larsen
Hhv. forskningsleder, forsker og seniorforsker ved Defactum, Region Midt

Sundhedsvæsnet kan både være med til at forstærke allerede eksisterende uligheder, men også bidrage aktivt til at mindske den sociale ulighed i sundhed. Det er derfor nødvendigt, at vi som sundhedsvæsen tager ansvaret på os og arbejder systematisk på at gøre mødet med sundhedsvæsenet mere lighedsskabende, end det er i dag.

Vi vil gerne pege på tre konkrete handlinger, der kan hjælpe med til at opnå dette mål:

Faste kriterier for social ulighed i sundhed

Aktuelt har vi ikke faste kriterier for social sårbarhed. Er det kun manden på risten? Altså den hjemløse stofmisbruger, der holder varmen ved indgangen til indkøbscenteret? Eller dækker det bredere? Hvis vi er uenige om målgruppen, bliver det vanskeligt at igangsætte lighedsskabende initiativer.

Vi foreslår, at uddannelseslængde indgår som et væsentligt kriterium, gerne i kombination med mangel på social støtte fra familie og venner. I sundhedsvæsenet bør social ulighed formuleres omkring specifikke opgaver såsom social ulighed inden for behandling af personer med kroniske sygdomme eller ikke-planlagte indlæggelser.

Er fokus på abstrakte mål som for eksempel forventet levetid, så fører det let til en form for fatalisme blandt personalet. Levetid er nemlig primært bestemt af sociale og politiske forhold, som ligger uden for det lokale sundhedsvæsnets indflydelse. Dette vil kunne føre til 'social ulighedstræthed' blandt sundhedspersonalet grundet manglende tro på, at det man gør batter noget.

Derudover bør vi udvikle indikatorer for social ulighed i sundhed. Vi skal sikre, at de personer, der har de største behov, reelt også får de indsatser, der er behov for, og at vi bruger vores initiativer rigtigt. Det kræver, at vi monitorerer kvaliteten og effekten inden for alle dele af sundhedsvæsenet.

Mere tid og simplere tale

I mange år har svaret på udfordringerne i sundhedsvæsenet været øget specialisering og indførsel af nye teknologier. Det har givet bedre behandlinger, men har også øget den sociale ulighed. Man skal være en ressourcestærk patient for at få det optimale ud af mødet med det specialiserede sundhedsvæsen.

Forskning dokumenterer social ulighed i behandling ved en række kroniske sygdomme i det danske sundhedsvæsen. Aktuelt er det udbredelsen af digitale sundhedstilbud, som risikerer at efterlade nogle grupper på perronen. Sundhedsvæsnet bør derfor lægge nogle ekstra lodder i skålen hos personer med kort uddannelse og svagt netværk.

Det kan gøres ved at lave socialt differentierede tilbud, hvor tid og krav tilpasses den enkeltes ressourcer. Samt ved at yde støtte til at navigere i sundhedsvæsenet, binde patientforløbene sammen og 'oversætte' specialisternes komplekse viden til menneskesprog.

Vi skal behandle folk forskelligt for at behandle dem lige

Thomas Maribo, Gitte Valentin og Finn Breinholt Larsen
Hhv. forskningsleder, forsker og seniorforsker ved Defactum, Region Midt

Tiltag, der myndiggør patienten, er en vigtig forudsætning for, at overskriften i det danske sundhedsvæsen – patienten i centrum – ikke bliver tom snak.

Gør forskel på folk

Flere har sammenlignet vores sundhedssystem med en restaurant, hvor ressourcerne gives til dem, som rækker hånden højest op, og dem, der kræver mest, i stedet for at bruge ressourcerne på dem, som har mest brug for det.

Hvis vi vil opnå en mere retfærdigt brug af sundhedsvæsenet, er vi simpelthen nødt til at tage skeen i den anden hånd, for nu at blive ved den kulinariske metafor.

Der er behov for en grundlæggende omfordeling af ressourcer i sundhedsvæsenet, således at der afsættes flest ressourcer (økonomi, personale og forskning) til de områder eller grupper, hvor behovet er størst. Omfordeling af midler baseret på behov blev afprøvet med succes i det britiske sundhedsvæsen i perioden 2001 til 2011, hvor der i samme periode kunne måles en reduktion i den sociale ulighed i sundhed.

Dette støtter princippet om 'proportional universalisme', som tilsiger, at indsatser skal være tilgængelige for alle, men at intensiteten af indsatsen bør være proportionel med behovet: Dem med det største behov modtager flere ressourcer.

Eller sagt på en anden måde: Vi skal behandle folk forskelligt for at behandle dem lige. Ligeledes bør der inden for forskningen prioriteres midler til udvikling, evaluering og implementering af lighedsskabende indsatser.

Social ulighed i sundhed er samfundsskabt og derfor uretfærdig. Social ulighed i sundhed er også foranderlig, hvilket betyder, at vi rent faktisk kan reducere den sociale ulighed i sundhed, hvis vi vil.

Som sundhedsvæsen kan vi bidrage til dette gennem langsigtede organisatoriske forandringer med fokus på social lighed i tilgængeligheden og udbyttet af både forebyggelse, diagnosticering, behandling og rehabilitering. Helt centralt for disse ændringer bør være en grundlæggende omfordeling af ressourcer, således at indsatserne matcher behovet.

Det er på tide at gå fra skåltaler til handling, nu!