Gaardhøj og topchef: Vi har unikke kompetencer, verdensførende forskning og nul tilstedeværelse i regeringens life science-strategi

Anette Steenberg
Adm. direktør, Medicon Valley Alliance, bestyrelsesleder, Birkebo selvejende plejehjem, bestyrelsesmedlem, Velliv Foreningen, Femella
Lars Gaardhøj
Regionsrådsformand (S), Region Hovedstaden og Østdanmark, næstformand, Danske Regioner, formand, Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Selskab for Patientsikkerhed, næstformand, Greater Copenhagen, bestyrelsesmedlem, Wonderful Copenhagen
Carl-Johan Sonesson
Formand (Moderaterna), Region Skåne
Hvis Danmark og Sverige skal styrke deres position i den globale life science-konkurrence, bør vi i højere grad udnytte den eksisterende styrke i Greater Copenhagen.
Det er en oplagt og indlysende mulighed i lyset af anbefalingerne fra efterårets Draghi-rapport, der adresserer EU's faldende konkurrenceevne i forhold til USA og Kina.
Vi ser allerede, hvordan det grænseoverskridende samarbejde i Medicon Valley styrker både dansk og svensk life science.
Derfor undrer det os, at Medicon Valley ikke er nævnt i de nationale life science-strategier, der blev præsenteret i november.
Når EU-Kommissionen selv fremhæver Medicon Valley i Greater Copenhagen som en af Europas førende innovationsklynger, bør vi også nationalt anerkende og udnytte dette aktiv fuldt ud.
Potentialet eksisterer i et presset EU
EU står over for store udfordringer i den globale konkurrence. Ifølge Mario Draghis omfattende rapport er EU's innovationskraft stagneret, arbejdsstyrken svinder, og 40 ud af 147 unicorn-startups har siden 2008 flyttet deres omsætning og samlede værdi ud af unionen.
Vi står klar med ekspertisen og ønsker at være en aktiv del af det strategiske arbejde henover Øresund.
Anette Steenberg, Lars Gaardhøj og Carl-Johan Sonesson
Hhv. direktør, Medicon Valley, formand, Greater Copenhagen og næstformand, Greater Copenhagen
Rapporten konkluderer, at vi allerede har alt det, der skal til for at lykkes i EU, men vi skal handle hurtigere og gøre det i fællesskab for at reetablere konkurrenceevnen.
Præcis sådan lød det også fra Ursula von der Leyen selv i forbindelse med Europa-Kommissionens præsentation af konkurrenceevne-kompasset tilbage i januar. Kompasset er tiltænkt som en køreplan til at styrke EU's position i forhold til særligt USA og Kina.
Den ambition deler vi i Greater Copenhagen. Vi ønsker derfor at bidrage med en løsning, der både gavner Danmark, Sverige og EU som helhed.
Vi står klar med ekspertisen og ønsker at være en aktiv del af det strategiske arbejde henover Øresund.
I slutningen af 2023 udarbejdede Life Science Rådet 12 anbefalinger, der blandt andet opfordrede til stærkere internationalt sundhedsdiplomati, et styrket vækstlag i life-science industrien og bedre optag af innovation i sundhedsvæsenet gennem offentlig-privat samarbejde.
De anbefalinger er fortsat gældende.
Medicon Valley i Greater Copenhagen – en central brik i løsningen
En af de svagheder, Draghi-rapporten fremhæver, er EU's manglende evne til at udnytte det fulde potentiale i sine life science innovation hubs.
Medicon Valley i Greater Copenhagen er nævnt som et eksempel på en stærk klynge, der har alle forudsætninger for at konkurrere med amerikanske hubs i Boston og San Francisco.
Men rapporten konkluderer også, at manglende fokus og national fragmentering hindrer EU's hubs i at opnå den nødvendige kritiske masse.
I Greater Copenhagen har vi allerede EU's største life science-klynge målt på antal ansatte. Vi har unikke kompetencer, verdensførende forskning og et stærkt økosystem, der forener hospitaler, universiteter og virksomheder på tværs af Øresund.
Men vi har også et uudnyttet potentiale, der kan accelereres yderligere gennem en stærkere national opbakning.
I samarbejde med Greater Copenhagen arbejder vi hos Medicon Valley for et solidt fundament til at opbygge en endnu stærkere life science-hub – ikke kun til gavn for regionen, men for hele Danmark, Sverige og Europa.
Medicon Valley i Greater Copenhagen har potentialet til at blive en ledende europæisk life science innovation hub – en klynge, der kan konkurrere med de stærkeste internationale aktører.
For at realisere dette potentiale kræver det, at vi arbejder tættere sammen på tværs af Øresund og nationalt anerkender, at en stærk regional klynge kan fungere som en fælles ledestjerne for begge landes nationale strategier.
Artiklen var skrevet af

Anette Steenberg
Adm. direktør, Medicon Valley Alliance, bestyrelsesleder, Birkebo selvejende plejehjem, bestyrelsesmedlem, Velliv Foreningen, Femella

Lars Gaardhøj
Regionsrådsformand (S), Region Hovedstaden og Østdanmark, næstformand, Danske Regioner, formand, Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Selskab for Patientsikkerhed, næstformand, Greater Copenhagen, bestyrelsesmedlem, Wonderful Copenhagen

Carl-Johan Sonesson
Formand (Moderaterna), Region Skåne
- Løhde fik sat sit aftryk på sundhedsvæsenet. Men vælgerne valgte hende fra
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Professor: Et kommuneministerie kan være fint, men regeringsgrundlaget er vigtigere
- Ngo: Pårørende holder velfærden kørende – men bliver systematisk nedprioriteret
- Psykiatrifonden: Fire ud af ti unge bruger chatbots som terapeut. Det er på tide at sætte et sikkerhedsnet op



















