Patientforening til psykiater: I vender det døve øre til, når patienter vil fravælge medicinen

Kære Poul Videbech.

Det er altid interessant og oplysende at læse en debat, der belyser tingene fra begge sider, jævnfør din kommentar til psykolog Jonas Vennike Ditlevsens kronik på Altinget.

Og jeg kan kun glæde mig over, når du skriver:

"Sundhedsstyrelsen har ydermere ved en enorm kraftanstrengelse (og midt i en coronatid) lavet en fremragende rapport, som beskriver de problemer, der er i psykiatrien i dag, og hvad der bør gøres ved dem. Dette bygger på viden fra de fremmeste eksperter blandt andet psykiatere og psykologer og de dygtigste repræsentanter for regioner, kommuner, patientforeninger, som er blevet enige."

I overhører patienternes ønsker

Jeg bliver dog lidt forvirret, når du nævner, at stort set alle patientforeninger indenfor psykiatrien er indgået i et samarbejde med Dansk Psykiatrisk Selskab og Dansk Psykologforening.

Det er som om, at ingen behandlere i det psykiatriske system anser bivirkninger som værende en mulig forklaring på symptomerne

Karine Lindgaard
Bestyrelsesformand, MedicinRådgivningen

Er det de samme patientforeninger som "så det som deres vigtigste opgave at forsøge at bide psykiaterne i haserne?"

Jeg forstår til fulde, at det må være trættende og ikke specielt konstruktivt, som du skriver, når patienter går op imod jeres anbefalinger og sætter spørgsmålstegn ved diagnose-hysteriet og den deraf følgende massive udskrivning af psykofarmaka.

Vi i MedicinRådgivningen synes modsat, at det er trættende og aldeles ukonstruktivt, at du og dine kolleger om og om igen vælger at vende det døve øre til, når patienter, af den ene eller anden grund, ønsker at fravælge deres medicin.

Beskeden er stort set altid, at hvis de fravælger medicinen, så fravælger de dermed også al anden behandling.

Et djævelsk valg for patienterne

Det kommer let til at føles som en handel med djævlen. Hvis vi som patienter vil have hjælp til at håndtere vores psykiske udfordringer, så kommer det med en pris.

Og prisen er ofte et livslangt abonnement på diverse typer psykofarmaka, som i bedste fald ikke skader os for livstid.

Jeg er helt med på, at der findes psykiatriske lidelser, der er så voldsomme, at psykofarmaka er en livsnødvendighed. Og at det for nogle patienter er en god løsning at få psykofarmaka.

Men langt de fleste mennesker, der kommer på psykofarmaka er helt almindelige gennemsnitsdanskere med uddannelse, job, familie og fritidsaktiviteter. De er af den ene eller den anden årsag er blevet sendt til tælling med stress, depression, angst og søvnløshed.

De har aldrig tidligere været i kontakt med lægen angående psykiske udfordringer og har typisk aldrig prøvet medicin, der er stærkere end paracetamol.

Fra dårligt til rædselsfuldt

Det er desværre meget almindeligt, at lægen nægter at henvise til en psykolog eller at ventetiden på en psykolog er uendelig lang, så patienten i stedet sendes hjem med både et antidepressivt middel, sovemedicin og beroligende medicin.

Åbn øjnene for andre muligheder end diagnoser og psykofarmaka i metermål

Karine Lindgaard
Bestyrelsesformand, MedicinRådgivningen

Og så starter balladen.

Meget ofte ser vi, at patienterne går fra at have det dårligt til at få det rædselsfuldt. Bivirkningerne er ofte meget voldsomme, og ret ofte sker der også en massiv eskalering af blandt andet angst og søvnløshed.

Og selvom det står beskrevet ret tydeligt på indlægssedlerne som en mulig bivirkning, så er det som om, at ingen behandlere i det psykiatriske system anser det som værende en mulig forklaring på symptomerne.

Det bliver stort set altid betragtet som en forværring af den oprindelige sygdom, eller også bliver der klistret en ny diagnose på patienten. Og som følge heraf øges de nuværende doser af den medicin, som patienten får og nye præparater udskrives.

Når kuren er værre end sygdommen

Alt for ofte ser vi mennesker, der går fra en helt almindelig hverdag til få måneder senere at være på fire til syv forskellige typer psykofarmaka. Det eneste de har opnået i de måneder, er en vanvittig forværring af deres mentale og fysiske tilstand.

Når vi får kontakt med dem, er det ofte meget desperate mennesker, vi har i røret, som forgæves har forsøgt at komme ud af medicinen.

Enten ved hjælp af deciderede farlige udtrapningsplaner fra egen læge eller psykiatrien eller ved simpelthen at tage en kold tyrker, fordi bivirkningerne er så ulidelige.

Det er desværre ikke ualmindeligt, at disse patienter kigger ud i mange års udtrapning, fordi symptomerne mangedobles hver gang, de fjerner bare en smule af medicinen.