Placeholder image
Det ville naturligvis være dejligt, hvis der var ressourcer til endnu bedre fødselshjælp, men der skal hele tiden foretages en politisk prioritering mellem mange patientgrupper, skriver Signild Vallgårda.  Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Lyt til artiklen

Flere politikere udtaler i disse dage, at de vil sikre fødeområdet flere ressourcer. Senest har Stephanie Lose (V) sagt, at jordemødrenes forhold har hendes opmærksomhed.

Løfterne kommer på baggrund af udtalelser fra fødende og jordemødre om trængte forhold på fødeafdelingerne. Jordemoderstuderende laver opråb om, at de ikke kan udfylde de tomme pladser. Der mangler jordemødre, og afdelingernes ressourcer er blevet nedskåret, kan man læse ud af debatten.

Det er givetvis rigtigt, at jordemødre og fødende oplever situationen som presset, men spørgsmålet er, om flere jordemødre er løsningen, og om det er retfærdigt at prioritere fødeområdet foran andre områder i sundhedssektoren?

64 procent flere jordemødre
Nogle tal: Antallet af ansatte i det offentlige sygehusvæsen har været stigende gennem de sidste 20 år. Fra 2001 til 2019 er (ifølge Sundhedsdatastyrelsens opgørelser) de fuldtidsansatte sygeplejerskers antal vokset med 19 procent, lægernes med 62 procent og fuldtidsansatte jordemødres antal med 64 procent.

Mens sygeplejersker og læger har skullet tage sig af et stigende antal indlagte, er dette ikke tilfældet for jordemødrene, da antallet fødende ikke er vokset, men tværtimod er faldet noget.

Det kan undre, at forholdene på fødegangene opleves som stadig mere utålelige til trods for, at der er så mange flere til at løfte opgaverne.

Signild Vallgårda, Professor ved Københavns Universitet

Hvis man regner med, at en fuldtidsansat jordemoder arbejder cirka 43 uger om året, så havde jordemødrene i 2001 i gennemsnit 1,5 fødsel per uge og i 2019 knap en per uge, det vil sige 33 procent færre*. Fødslerne er dog ikke jævnt fordelt over året eller døgnet. Fødslerne kan også gennemsnitligt være blevet mere krævende. Der er for eksempel sket en stigning i antallet fødende over 35 med 29 procent, deres antal har dog været stabilt siden 2008.

Antallet af kejsersnit, som, hvis de er planlagte, ikke indebærer så meget arbejde for jordemoderen som vaginale fødsler, er de sidste tyve år svinget mellem 11.000 og 12.000. Måske vigtigst er, at antallet af igangsættelser, som ofte fører til længere fødselsforløb, næsten er fordoblet, men det har ligget på et stabilt niveau siden 2012. Siden 2012 er der kommet 300 flere fuldtidsansatte jordemødre på sygehusene.

Ulighed i sundhed
Nu laver jordemødre naturligvis andet end at assistere ved fødsler og lave graviditetsundersøgelser, og måske er de andre opgaver vokset tilsvarende? Og måske var dette noget, man burde se på med henblik på at overveje, om jordemødrenes tid kan bruges bedre? Spørgsmålene trænger sig på, fordi det kan undre, at forholdene på fødegangene opleves som stadig mere utålelige til trods for, at der er så mange flere til at løfte opgaverne.

Det ville naturligvis være dejligt, hvis der var ressourcer til endnu bedre fødselshjælp, men som bekendt skal der hele tiden foretages en politisk prioritering mellem mange patientgrupper. I en presset situation er der risiko for, at de grupper, som ikke er så artikulerede og velorganiserede, bliver overset i denne proces.

Læs også

*Af en tidligere version af debatindlægget fremgik det, at antallet af fødsler per jordemoder var faldet med 50 procent. Det er imidlertid 33 procent. Vi beklager fejlen.

Omtalte personer

Signild Vallgårda

Professor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet
cand.mag. i historie og litteraturhistorie (Københavns Uni. 1983), dr.med. (Københavns Uni. 1992)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser