Professor: Sundhedsforskningens låste struktur fastholder ulighed og skader patienterne

Kommercielle interesser styrer store dele af sundhedsforskningen, og det skader både sundhedsvæsenet og patienterne. De fastlåste strukturer skal nedbrydes, skriver professor og overlæge Anders Perner.

Sundhedsvæsenet har ikke en struktur til at teste værdien blandt de patienter industrien vælger fra, skriver overlæge på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet Anders Perner.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Anders Perner

Klinisk professor, Københavns Universitet, overlæge, Intensivafdelingen, Rigshospitalet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sundhedsforskningen gennemføres for at forbedre forebyggelse og diagnostik og behandling af patienterne, men det er åbenlyst, at der er uligheder i vores nuværende forsknings- og udviklingsmodel.

Sat på spidsen så forbedrer den nuværende model behandlingen af en 50-årig hvid mand med cancer, diabetes eller hjertekarsygdom. Behandlingen forbedres ved hjælp af nye lægemidler rettet direkte mod grundsygdommen, så hvis han får lungebetændelse eller skal bedøves, så forbedrer den nuværende model ikke disse behandlinger.

Og hvis du er en 80-årig plejehjemsbeboer med flere kroniske sygdomme, så forbedres din behandling heller ikke, også selvom det vil være det rigtige at gøre på alle målestokke.

Temadebat

Hvor er sundhedsforskningens blinde pletter?

I 2020 var de samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling budgetteret til 24,2 milliarder kroner, men i Danmark løfter lægemiddelindustrien og private fonde store dele af sundhedsforskningen.

Hvad betyder det for forskningen - har det fordele og ulemper? Skævvrider de eksterne forskningsmidler prioriteringen af særlige forskningsområder, og hvem går det ud over?

Og hvordan kan politikere og sundhedsaktører sikre, at også private forskningsmidler kommer flest muligt patienter til gode? Er det muligt at motivere eller forpligte private fonde og medico-industrien til at forske i specifikke områder?

De spørgsmål stiller Altinget Sundhed i en ny temadebat, hvor en række sundhedsprofiler og forskningsaktører får lov at give deres syn på sundhedsforskningens blinde pletter.

Panelet består af:

Anders Perner, overlæge og professor i Intensiv Medicin ved Rigshospitalet
Anna-Marie Bloch Münster, forsker og lægelig direktør ved Sydvestjysk Sygehus
Kasper Iversen, overlæge, dr. med. og klinisk lektor ved Herlev og Gentofte Hospital samt Københavns Universitet
Lasse Elbrønd Skovgaard, forsknings- og udviklingschef i Scleroseforeningen
Susanne Axelsen, overlæge og formand for Lægevidenskabelige Selskaber
Poul Videbech, overlæge, professor og leder af Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning
Anders Michael Tetens Hoff, politisk chef for forskning og innovation i Lif
Klaus Lunding, formand for Danske Patienter
Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd
Torsten Bjørn Jacobsen, formand i Psykiatrifonden
Sanne Marie Thysen, formand for forskningsudvalget i Lægeforeningen
Karin Friis Bach, formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner

Hvis du er interesseret i at deltage i debatten, skal du skrive til [email protected].

Generelt forbedres behandlingen ikke for de meget gamle, de meget syge, de multisyge, de gravide og børnene, ligesom at ældre lægemidler og det, som alle får, det vil sige smertestillende, antibiotika, væske, ilt, ernæring, bedøvelse, kirurgi, træning, samtaleterapi og alt det, som sygeplejersker, fysioterapeuter og jordemødre gør, heller ikke forbedres.

Så samlet er det meste af det, vi gør i sundhedsvæsnet, ikke understøttet af god forskning, hvilket helt sikkert bidrager til spild af væsnets og patienternes tid og penge og desværre også til patientskade.

Afhængighed af industrien er kerneproblem
Hvorfor er det sådan? Det kort svar er, at ingen af de store investeringer i sundhedsforskning har det specifikke fokus, at forskningen så hurtigt som muligt skal forbedre forebyggelse, diagnostik og behandling af alle patienter.

Staten havde det fokus i Det Strategiske Forskningsråd, som blev til Innovationsfonden i ånden ’fra forskning til faktura’ og nu virker til at efterleve det motto.

Afhængigheden af industrien er nok kernen i problemet. Vi har overladt det at forbedre behandlingen til dem. De betaler det meste af produktudviklingen og de kliniske forsøg, og de bestemmer derfor, hvem der får forbedret deres diagnostik og behandling.

Der er ikke noget, som tyder på, at de beskrevne strukturer ændres i de kommende år, da forsknings-dagsordnerne fortsat peger ind i den kommercielle fødekæde.
Anders Perner
Overlæge og professor ved Københavns Universitet

Sundhedsvæsnet skal behandle alle patienter, men har ikke en struktur til at teste værdien blandt de patienter industrien vælger fra, og værdien af de behandlinger og tiltag, der ikke har kommerciel interesse.

Nye strukturer har lange udsigter
Her spiller de private fonde en rolle, da de har puljer som støtter forskning med det eneste formål at forbedre behandlingen direkte.

Disse puljer udgør dog aktuelt kun en brøkdel af fondenes samlede investeringer, der primært understøtter den gængse udviklingsmodel og de specifikke patientgrupper, som deres moderselskaber i forvejen forbedrer behandlingen for.

Der er ikke noget, som tyder på, at de beskrevne strukturer ændres i de kommende år, da forskningsdagsordnerne fortsat peger ind i den kommercielle fødekæde.

Derfor vil uligheden i sundhedsforskningen blive fastholdt til skade for patienterne og sundhedsvæsnet. Sidstnævnte burde pege på løsningen, da det virker uholdbart, at sundhedsvæsnet har overladt forbedringen af ’produktionskæden’ til industrien, som bestemmer hvad, der skal forbedres, samt hvordan, hvornår og tilmed hvad det skal koste.

Kommercielle interesser skal ikke være styrende
Coronakrisen brød for en kort tid den fastlåste struktur. Staten øgede prompte investeringerne i klinisk forskning for “hurtigst muligt at frembringe forskningsresultater, der kan fremme patientbehandlingen eller udnyttelsen af kapaciteten i sundhedsvæsenet”, som der stod i et opslag fra Sundhedsministeriet.

Vi er nødt til at sikre, at sundhedsvæsnet selv kan forbedre det, som ikke har kommerciel interesse.
Anders Perner
Overlæge og professor ved Københavns Universitet

Det blev en succeshistorie, da behandlingen og håndteringen af covid-19 er blevet markant forbedret.

Den erkendelse bringer vi forhåbentligt videre, fordi alle patienter og sundhedsvæsnet vil have direkte gavn af “forskningsresultater, der kan fremme patientbehandlingen eller udnyttelsen af kapaciteten i sundhedsvæsenet”.

For patienternes, de pårørendes og sundhedsvæsnets skyld er vi nødt til at sikre, at sundhedsvæsnet selv kan forbedre det, som ikke har kommerciel interesse. Dette er den sikreste og mest omkostningseffektive vej til forbedret behandling - og dermed et forbedret liv for alle patienter, uanset hvad de fejler.

Læs også