Bliv abonnent
Annonce
Debat

Tidligere sundhedsordfører og regionrådsmedlem: Sundhedsreformen er en politisk genistreg

 Alt i alt står der lige nu et billede af en regering, som virkelig har fået noget fra hånden på sundhedsområdet, skriver Martin Geertsen. 
 Alt i alt står der lige nu et billede af en regering, som virkelig har fået noget fra hånden på sundhedsområdet, skriver Martin Geertsen. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
27. november 2024 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efter årelang debat og kritik af skiftende regeringer fik sundheds-danmark endelig sin reform. Og tilløb har der været nok af.

Før valget i 2019 havde Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering sammen med Dansk Folkeparti flertal for en omfattende reform.

Det flertal var væk efter valget. I 2022 indgik den daværende socialdemokratiske regering en noget mindre omfattende sundhedsaftale, som Enhedslistens Peder Hvelplund tilmed kaldte "en lille prut".

Det er i sig selv epokegørende, at det overhovedet er lykkedes at få flertal for en reform i den størrelsesorden.  

Martin Geertsen
Public Affairs Director Healthcare, Primetime, tidl. Sundhedsordfører (MF) og regionsrådsmedlem (V)

Reformen er efter min opfattelse også på lange stræk en politisk sejr for regeringen.

Epokegørende reform

Det er i sig selv epokegørende, at det overhovedet er lykkedes at få flertal for en reform i den størrelsesorden.

Det er ikke set siden strukturreformen i midten af 00’erne og taler lige ind i denne regerings raison d'être som regeringen, der løser problemer som de klassiske ”blok-regeringer” ikke har kunnet.

Og noget er der altså om snakken.

Der har igennem de seneste mange år været strukturelle problemer i sundhedsvæsenet, som ikke er blevet løst, fordi Socialdemokraterne og Venstre ikke har undet hinanden politisk succes på sundhedsområdet.

Læs også

Ydermere er det lykkedes regeringen at få et endog meget bredt flertal bag reformen. Og det ovenikøbet med partier, som hver på deres måde ville været virkeligt irriterende for regeringen at have stående udenfor.

Smarte partier er med

Det er lykkedes at få SF til at acceptere en styrkelse af det frie valg og patientrettigheder i det nære sundhedsvæsen, hvilket traditionelt ellers ikke ligger lige for på venstrefløjen.

Ved at have Danmarksdemokraterne med i en aftale undgår man fra den kant at blive beskyldt for centraliseringer, trods sammenlægning af de to østdanske regioner.

Og med de konservative i en aftale er der også ro om udviklingen for almen praksis. Et område, som ligger partiet meget på sinde.

Omvendt blev både Liberal Alliance og Enhedslisten hældt ud af forhandlingerne.

Nu skal man så holde momentum og forklare befolkningen, at de mange forandringer gør det bedre at være patient i Danmark.

Martin Geertsen
Public Affairs Director Healthcare, Primetime, tidl. Sundhedsordfører (MF) og regionsrådsmedlem (V)

Selv om begge partier udefra set forekom politisk fremkommelige, kan regeringspartierne S og V have en politisk interesse i at forsøge at tegne et billede af de to oppositionspartier som uinteresserede i at tage ansvar på et af velfærdssamfundets væsentligste områder.  

Momentum skal holdes

Endelig er det værd at fremhæve den, efter min opfattelse, politiske genistreg, der ligger i de 17 nye sundhedsråd.

En af hovedhjørnestenene i Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger var helt eller delvist at flytte ansvaret for de kommunale opgaver på sundheds- og ældreområdet "op i" regionalt regi.

Det mødte massiv kommunal kritik. Med de nye sundhedsråd flytter man ansvaret for en række sundhedsopgaver fra kommunerne til sundhedsrådene, hvor regionerne ganske vist har flertal, men kommunerne også er repræsenteret.

Dermed kan regeringen da ikke blive beskyldt for at holde kommunerne uden for indflydelse på udviklingen af det nære sundhedsvæsen – om end den ikke er bestemmende.   

Der skal nok komme masser af problemer med implementeringen af reformen. Men alt i alt står der lige nu et billede af en regering, som virkelig har fået noget fra hånden på sundhedsområdet.

Nu skal man så holde momentum og forklare befolkningen, at de mange forandringer gør det bedre at være patient i Danmark.

Og her bør regeringen ikke gøre, som man plejer i det politiske liv, hvor man, så snart blækket er tørt på en aftale, bevæger sig hurtigt videre til næste politiske tema. Tværtimod er det først nu, at regeringens kommunikation om sundhedsreformen for alvor starter.

Om alle de gevinster, man forventer, at patienterne kommer til at opleve som en følge af en historisk sundhedsreform.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026