Muslimsk debattør: Messerschmidt har ret i, at der er problemer med kriminalitet. Han forstår bare ikke hvorfor

En fejlslutning

Man skal ikke læse mange sider ind i Socialdemokratiets eget udspil, før man støder på det, der ikke bliver sagt. Partiet konstaterer, at mennesker fra MENAPT-lande erfaringsmæssigt har sværere ved at tilpasse sig dansk kultur – og stopper dér.

Spørgsmålet om hvorfor bliver ikke behandlet. Om det handler om kultur og oprindelse, om islam, eller om de vilkår mennesker ankommer under, de kvarterer de havner i, de skoler deres børn går i. Mønsteret beskrives. Årsagen antages – og i det tomrum trives de enkle forklaringer bedst, som i disse dage lyder på "muslim".

Men det er en fejlslutning at koble samfundsnedbrydende adfærd op på bagmændenes muslimske baggrund, når den baggrund ingen rolle spiller i adfærden. Man har misforstået, hvad der er forholdet mellem årsag og virkning – og når man misforstår det, finder man også de forkerte løsninger.

Det kloger jeg mig ikke på fra afstand. Jeg har tilbragt hele mit voksenliv tæt på dem, der ender i statistikkerne – og tæt på dem, der ikke gør. Jeg voksede op med banderne i baghaven. Ikke alle slap igennem. Nogle lever mærkede for livet. Andre besøger jeg på gravpladsen i Brøndby.

Den muslimske baggrund siger intet meningsfuldt om den kriminelle adfærd. Det ved man, hvis man har levet i de miljøer.

Omar Alkhatib
Debattør

For mig – og mange andre jeg kender – var det de religiøse fællesskaber, der trak fokus væk fra gaden. De der bad, fastede og tog deres forpligtelser alvorligt, blev i miljøet betragtet som folk, der havde styr på deres ting. De mødte op. De sagde nej. De talte hinanden op frem for det nådesløse diss-miljø, der kendetegner gaden.

I de konstruktive religiøse fællesskaber var der rollemodeller at spejle sig i og en forpligtelse større end mine egne impulser. For en ung mand, der var ved at miste fodfæstet, var det det eneste, der virkede – foruden et hjem med ansvarlige forældre.

Det er den virkelighed, jeg savner i debatten – som i stedet har rustet sig fast til et dogme om, at kriminalitet forklares med kultur og islam.

Det betyder ikke, at strammer-segmentet er helt uden pointer. Et land har ret til at kontrollere sin indvandring og til at slå hårdt ned på kriminalitet og destruktive sociale tendenser. Det er ikke der, problemet ligger. Problemet ligger i de halvbagte forklaringer, der følger med.

Samme tendenser

De dysfunktionelle miljøer, jeg beskriver, og som ofte fylder i overskrifterne, er hverken grundlæggende danske eller muslimske. I Storbritannien har kriminalitet i årtier været lige så forbundet med bestemte caribiske og nigerianske miljøer af kristne baggrunde som af mellemøstlige miljøer.

I USA fortæller billedet en anden historie: I flere byer øger det boligværdien at bo i områder med mange muslimer, fordi den amerikanske indvandring historisk har været mere selektiv og ressourcestærk. Og når gadekriminalitet fylder de amerikanske overskrifter, er det sjældent muslimer, der nævnes – det er kristne afroamerikanske eller latinamerikanske miljøer.

Rejser man til Golfstaterne, rettes den sociale harme ofte mod bestemte indiske migrantmiljøer. Overalt er mønsteret det samme: marginalisering og rodløshed bliver det definerende for den dysfunktionelle adfærd, ikke religion.

De unge mænd, der fylder statistikkerne her i Danmark, er hverken rodfæstede i islam eller i det danske samfund. De svæver et sted midt imellem og finder tilhørsforhold der, hvor ingen andre har tilbudt det – i hierarkier, der belønner vold og loyalitet frem for alt andet.

Halvbagte forklaringer dominerer

Den muslimske baggrund siger intet meningsfuldt om den kriminelle adfærd. Det ved man, hvis man har levet i de miljøer.

Jeg er ikke blind for, at islam og vestlig modernitet flere steder gnider mod hinanden – både kulturelt og værdimæssigt. Det har jeg skrevet åbent om og ikke trukket mig fra.

Der er gnidninger. De fortjener at blive behandlet seriøst og værdigt, for at sikre at vi ikke ender med den etniske og kulturelle splittelse, som vi blandt andet ser i Storbritannien.

Men det kræver et opgør med de stemmer, der mudrer billedet og puster til gnisterne af etnisk og kulturel konflikt, fordi det gavner deres politiske agendaer.

Der er simpelthen for mange, som profiterer på dommedagsfortællingen.

Messerschmidt har ret i, at der er et problem. Han tager bare fejl af årsagen.

Omar Alkhatib
Debattør

Et højaktuelt eksempel er den konservative debattør Eva Selsings seneste udbrud om den syv-måneder gamle baby, som blev kidnappet og forsøgt voldtaget. I en efterhånden forudsigelig svada insinuerer hun, at danskerne fortjener at kende bagmandens etnicitet. Da det viste sig, at han var pæredansk, grundet beretninger fra sociale medier, forsvandt forargelsen som dug for solen.

Af de mange mærkater som de ressourcesvage, rastløse, rodløse unge på gadeplan bærer rundt på, er "muslimsk" den mindst meningsfulde at bruge til at forstå adfærdsmønsteret. Og det er den, uanset hvor attraktivt det ellers kan være for ens ideologiske manuskripter.

Hos Borgerlig Tabloid havde Messerschmidt ret i, at der er et problem. Han tager bare fejl af årsagen, forblændet af de samme halvbagte forklaringsmønstre, som har domineret debatten i årevis.

Hvis islam virkelig var kilden til kriminaliteten og utrygheden, ville løsningen være at fjerne religion fra de rastløse unge. Men ser man på de mænd, der faktisk ender i statistikkerne, er det præcis dét, der er sket.

De har ikke for meget islam. De har for lidt. Jeg tvivler dog på, at det betyder noget for Morten.

Det rimer ikke tilstrækkelig meget på civilisationskrig.