Energi, miljø, klima og transport nr. 6 2007

Dokumentation
18/9-2007 Landbrugsraadet - Axeltorv 3 - 1609 København V Telefon 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - e-mail: [email protected] Energi, miljø, klima og transport Læs i dette nummer: * Ny organisering af Miljøministeriet * Miljøansvar * Klimaaktiviteter * Samarbejde med Brasilien på energiområdet * Regeringens klimatilpasningsstrategi * Energiforhandlingerne atter udskudt * EU-Kommissionen godkender dansk klimaplan * Midler til biodieselprojekter * EUDP-programmet * Konferencer Ny organisering af Miljøministeriet Den 1. oktober 2007 træder en ny struktur i Miljøministeriet i kraft. Regulering af erhverv lægges sammen i Miljøstyrelsen, der således overtager landbrug og GMO fra Skov- og Naturstyrelsen. Vandområdet samles i en nyoprettet styrelse, By- og Landskabsstyrelsen, der derudover får som sit væsentligste formål at sætte de juridiske og administrative rammer for beskyttelsen af Danmarks vandmiljø og natur samt varetage styringen af de syv decentrale miljøcentre, som Miljøministeriet fik 1. januar 2007 som følge af kommunalreformen. Dette vil betyde et tæt samarbejde med kommunerne, som har ansvaret for den decentrale miljø-, plan- og naturforvaltning. I ministeriets departement oprettes et klimasekretariat. Yderligere oplysninger: Morten Løber top Miljøansvar Miljøministeriet arbejder på at udforme nye lovforslag, der skal indsætte EUs direktiv om miljøansvar i dansk lovgivning. I foråret trak ministeren sine to hidtidige lovforslag tilbage efter massiv ekspertkritik. Direktivet skulle have været indsat i dansk lov per 1. maj i år. Så vidt vides fastholder ministeriet ansvarsfordelingen med bl.a. objektivt ansvar i sine nye lovforslag, men har bearbejdet reglerne om sagsgangen efter lovene for at gøre denne mere overskuelig. Lovforslagene forventes sendt i høring til oktober og fremsat i Folketinget til december 2007. Yderligere oplysninger: Morten Løber top Klimaaktiviteter Danmark skal i perioden 30. november til 11. december 2009 være vært for den 15. konference for partnerne ved FNs klimakonvention om klimaforandringerne. Klimatopmødet er en unik mulighed for at markedsføre Danmark og dansk erhvervslivs stærke kompetencer indenfor miljø- og energiteknologi. Klimaproblemerne og klimapolitikken har overordentlig stor betydning for dansk landbrug, gartneri og fødevareindustri - derfor har Landbrugsraadet besluttet at sætte fokus på området frem mod klimatopmødet i 2009. Landbrugsraadet gennemfører frem mod klimatopmødet en række klimarelaterede aktiviteter. Blandt andet vil Landbrugsraadet afholde konferencer, seminarer og workshops. Samtidig vil Landbrugsraadet producere og udgive analyser bl.a. omkring erhvervets potentiale for vedvarende energi og eksport af miljø- og energiteknologi samt om klimaproblemerne og klimapolitikkens betydning for handel med fødevarer på de internationale markeder. Endvidere vil Landbrugsraadet indgå i samarbejde med regeringen og med andre organisationer om klimaarbejdet. Yderligere oplysninger: Jens Astrup Madsen top Samarbejde med Brasilien på energiområdet I forlængelse af det brasilianske statsbesøg i Danmark i sidste uge underskrev den ny transport- og energiminister Jacob Axel Nielsen en samarbejdsaftale med den brasilianske udenrigsminister. Aftalen omfatter en række energiaktiviteter såsom energieffektive løsninger i bygninger, vedvarende energi og biobrændstoffer, effektiv olie-gas produktion samt effektiv affaldshåndtering. Særligt på biobrændstof-området er Brasilien interessant, idet landet har en lang erfaring med produktion af 1. generations biobrændstoffer samt med anvendelsen af denne til transport. Samtidig har Danmark nogle af verdens førende virksomheder på enzymområdet, en vigtig del i biobrændstof produktionen. Danmark har også igangsat projekter om udvikling af 2. generations biobrændstoffer. Der er derfor lagt op til, at Danmark kan lære af Brasiliens erfaringer med biobrændstoffer, mens Brasilien kan trække på Danmarks ekspertise inden for vedvarende energi og effektive energiteknologier. Derudover er der stor interesse i Brasilien for dansk ekspertise inden for affaldshåndtering. Så basis er lagt for et godt samarbejde mellem de to lande. Yderligere oplysninger: Jens Astrup Madsen top Regeringens klimatilpasningsstrategi Regeringen fremlagde den 5. september sin klimatilpasningsstrategi. Strategien kortlægger det danske samfunds påvirkning og sårbarhed over for klimaændringer i de kommende år. Samtidig giver strategien et bud på, hvordan ændringerne kan imødekommes i de forskellige sektorer. Konsekvenserne af klimaændringerne er bl.a. ændrede vejrforhold, som vil have en bred påvirkning på alle sektorer lige fra landbrugets afgrøder til håndteringen af spildevand. Netop fordi klimaændringerne vil ramme bredt, har regeringen afsat midler til en oplysningskampagne. Som en del af klimatilpasningsstrategien er der afsat 11 mio. kr. på finansloven for 2008 til et nyt videnscenter, som skal samle viden og informere om, hvordan klimaforandringerne fremover kan tænkes ind i nye byggerier og planlægningsarbejder. Klimatilpasningsstrategien er et vigtigt led i Danmarks klimapolitik og skal ses som det ene ben i Danmarks klimaarbejde, hvor det andet er kampen mod CO2-udledningerne. Læs Regeringens klimatilpasningsstrategi her . Yderligere oplysninger: Jens Astrup Madsen top Energiforhandlingerne atter udskudt På grund af ministerskiftet er det planlagte forhandlingsmøde om en ny energistrategi den 17. september 2007 blevet aflyst. Et nyt møde ventes fastlagt i nær fremtid. Der er stadig uenighed om målene for udbygning med vedvarende energi og energibesparelser, finansieringen af den nye strategi samt de foreslåede afgiftsændringer, og hvor lang tid en aftale skal række ud i fremtiden. Yderligere oplysninger: Jens Astrup Madsen top EU-Kommissionen godkender dansk klimaplan EU-Kommissionen har den 31. august 2007 godkendt den danske klimaallokeringsplan for perioden 2008-2012. Planen beskriver blandt andet, hvordan Danmark fordeler sine CO2-kvoter til virksomheder for at sikre, at Danmark lever op til sin klimaforpligtelse. EU-Kommissionen har godkendt den danske plan under forudsætning af, at der foretages en mindre justering af den andel af virksomhedernes forpligtelser, som de kan dække ved at gennemføre klimaprojekter i udlandet, de såkaldte JI/CDM kreditter. Yderligere oplysninger: Jens Astrup Madsen top Midler til biodieselprojekter Færdselsstyrelsen, der skal administrere ordningen med de 3 x 20 mio. kr. til biodieselprojekter, har nu sendt et udkast til bekendtgørelse om dette i høring, ligesom Færdselsstyrelsen efterlyser gode projektidéer. Når bekendtgørelsen er på plads, kan der søges om midler til forsøg med biodiesel. Læs mere på styrelsens hjemmeside www.fstyr.dk Yderligere oplysninger: Jens Astrup Madsen top EUDP-programmet Bestyrelsen for det nye Energiteknologiske Udviklings- og DemonstrationsProgram (EUDP) ventes på plads i nær fremtid. Formanden for bestyrelsen bliver Torkil Bentzen, der tidligere har været direktør i det daværende Energi E2. Sekretariatet ventes også på plads i nær fremtid. EUDP erstatter den gamle Energiforskningsprogram (EFP) og kommer til at råde over væsentlig flere midler end, der var til rådighed i det gamle program. Centralt i det nye program er en øget fokus på demonstrationsprojekter, der kan være med til at sikre en hurtigere markedsmodning af nye energiteknologier. Landbrugsraadet ser mange muligheder i det nye program for erhvervet og har i den forbindelse været i løbende dialog med politikere og embedsfolk om ordningen. Yderligere oplysninger: Jens Astrup Madsen top Konferencer * Energipolitik 2.0. Konference arrangeret af Dansk Energi og Dansk Fjernvarme den 1. oktober 2007 i København. Læs mere på www.danskfjernvarme.dk * Energipolitisk åbningsdebat. Energikonference i København den 3. og 4. oktober 2007 arrangeret af Foreningen Danske Kraftvarmeværker m.fl. Læs mere på www.fdkv.dk * Fremtidens klimasamfund. Klimaevent den 25. september 2007 i København som afholdes af Copenhagen Climate Solutions. Læs mere på www.copenhagenclimatesolutions.com top Landbrugsraadet udgiver følgende nyhedsbreve: Dagens vigtigste landbrugs- og fødevarenyheder , Konkurrenceret, andelsforhold og skat , Energi, virksomhedsmiljø og transport , International Horisont - landbrugspolitiske nyheder fra EU, WTO m.v. , EksportNyt , Fødevarer, kost og ernæring , Veterinærforhold og dyrevelfærd , Uddannelse og debataktiviteter , Projektstøtteordninger og innovationsprojekter , Nyt fra Folketinget Tilmeld dig på Landbrugsraadets hjemmeside Afmeld nyhedsbrev Nyhedsbrev arkiv Ændring af abonnement

Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00