SF: DF skal komme tilbage til virkeligheden

MILJØZONER: SF beskylder DF for at foreslå urealiserbare miljøkrav for at undgå effektive miljøzoner. Landsdækkende miljøzoner er ikke en option pga. EU, og det ved DF godt, siger Ida Auken (SF)
Torbjørn Næs Bertelsen
Fakta

Fakta: 

Én million danskere er ifølge OECD udsat for uacceptabel luftkvalitet. Det er især i tæt trafikerede områder, at udledningen er værst for befolkningen. Langs større veje er overdødeligheden ca. 50 procent i forhold til beboere langs mindre befærdede veje.

Partikelfiltre, som installeres i udstødningen af køretøjet, neutraliserer de små sundhedsskadelige sodpartikler, der udledes fra bilens motor, mens SCR-katalysatorer neutraliserer de sundhedsskadelige kvælstofgasser (Nox), som skader luftvejsystemet.

SF's miljøordfører, Ida Auken, beskylder Dansk Folkepartis tilsvarende for at afvise SF's forslag om miljøzoner i byer med flere end 25.000 indbyggere alene for at undgå, at der kommer flere miljøzoner.

Ida Auken opfordrer DF til at vågne op og komme tilbage til virkeligheden, efter miljøordfører Jørn Dohrmann afviste SF's forslag, og i stedet talte for at indføre fælles miljøzoneregler for hele Danmark. Problemet er bare, at det forslag ikke kan lade sig gøre, da EU ikke tillader nationale miljøzoner.

"De afviser vores forslag, og foreslår så noget, de ved ikke kommer til at ske. Det er typisk taktik fra Dansk Folkeparti. Det er sådan, de arbejder. Han er udmærket klar over, at man ikke kan lave en landsdækkende miljøzone. Realiteterne er sådan, at EU ikke tillader sådanne nationale miljøzoner. Det er Jørn Dohrmann fuldt ud klar over, men det er DF's måde at slippe for at foretage sig noget som helst," siger en oprørt Ida Auken.

Hun opfordrer DF til at støtte op om SF's forslag om, at byer med et indbyggertal på over 25.000 kan få mulighed for at indføre en miljøzone. I dag er det kun landets fem største byer, der har mulighed for at indføre en miljøzone. Ida Auken mener, det er for lidt, da langt flere mennesker er berørt af dårlig luftkvalitet end kun indbyggerne i landets fem største byer.

"Det er ikke muligt at lave en national miljøzone, men miljøzoner af den størrelse, vi foreslår, holder sig inden for rammerne af det, EU tillader, så det skal vi gøre. Rent samfundsøkonomisk vil flere miljøzoner og krav om partikelfiltre og SCR-katalysatorer, som vi også foreslår, give en stor årlig nettogevinst grundet sparet sygdom og død," siger Ida Auken.

Dokumentation

SF's forslag om miljøzoner 

B-forslag til folketingsbeslutning om bedre miljøzoner

Regeringen pålægges inden 1. januar 2009 at fremlægge forslag til skærpet lovgivning om miljøzoner (stramning af miljøbeskyttelseslovens §15a-e), så kommunerne får mulighed for at indføreulighed for at indføre:

  1. Miljøzoner i alle større byer - med over 25.000 indbyggere

  2. Krav om partikelfilter til tunge køretøjer, der opfylder Euro IV eller V normen, i miljøzonerne.

  3. Krav om SCR-katalysatorer på tunge køretøjer og på lette varebiler

  4. Krav om katalysator på benzinbiler

  5. Krav om partikelfilter på diesel-personbiler.

Miljøministeren pålægges at udstede en bekendtgørelse om, at der kan stilles krav om partikelfilter til varebiler (< 3,5 ton) i miljøzonerne, tidligst fra 1.7.2010 og på varebiler under 2,5 t tidligst fra 1.1.2012.


0:000:00