Debat

Skru op for de miljøpolitiske vandhaner

DEBAT: Hvis vandmiljøet virkeligt skal have et løft, kræver det, at politikerne går målrettet efter landbrugets forurening, skriver dagens debattør.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørn Jespersen,
Dansk Miljøteknologi

Var OECD-rapporten om Danmarks præstationer på miljøområdet lutter ros og anbefalinger på linje med de allerede iværksatte initiativer?

Eller var det en sønderlemmende kritik af de sidste mange års miljøpolitik?

Det afhænger åbenbart af øjnene, der ser. Men under alle omstændigheder er der ganske mange anbefalinger i rapporten, som det vil kræve politisk handlekraft at imødekomme.

Vi har i mange år jagtet det sidste kilo kvælstof og fosfor i rensningen af byernes spildevand. Måske var det mere i tråd med tankegangen om mest miljø for pengene at sætte ind over for den diffuse, men store forurening med næringsstoffer fra landbruget?

Jørn Jespersen
Dansk Miljøteknologi

OECD konstaterer tørt, at Danmark stadig har vandkvalitetsproblemer - i søer, fjorde, vandløb og grundvand. Og at der sker en for stor forurening af de åbne havområder med giftige stoffer og næringsstoffer.

Indfør forurener-betaler-princip over for landbruget
Heldigvis er OECD's anbefalinger ret klare, om end de er høfligt formulerede:

Miljøindsatsen bør i højere grad gennemføres i de sektorer, hvor det for alvor batter. Danmark skal turde bruge de økonomiske styringsmidler fuldt ud. Og det er nødvendigt at bruge ny, miljøeffektiv teknologi i langt større omfang.

Sådan læser vi i hvert fald OECD-rapporten i Dansk Miljøteknologi. Og det kan også siges endnu tydeligere:

Vi har i mange år jagtet det sidste kilo kvælstof og fosfor i rensningen af byernes spildevand.

Måske var det mere i tråd med tankegangen om mest miljø for pengene at sætte ind over for den diffuse, men store forurening med næringsstoffer fra landbruget?

Og i den forbindelse var det nok en god ide at sørge for, at de, som forurener, betaler for det - at miljøomkostningerne indregnes i priserne.

Skab incitament til miljørigtig produktion
Der findes allerede moderne miljøteknologi, som kan reducere næringsstofudledningen fra husdyrproduktionen ganske betragteligt.

Det er vejen at gå, hvis politikerne vil mindske risikoen for iltsvind og eutrofiering i vores fjorde, vandløb og søer, som jo er den målsætning, også en kommende Vandmiljøplan 4 vil forfølge.

Men det kræver økonomiske incitamenter: Grønne afgifter på tab af kvælstof og muligheden for afkobling fra arealkravet ved udvidelser af produktionen, hvis man anvender moderne miljøteknologi.

OECD gør også helt berettiget opmærksom på, at der er sket lidt for at forny det danske kloaksystem og for at sikre separat opsamling af regnvand.

Og at forureninger af vandmiljøet med tungmetaller, giftige kemikalier og hormonforstyrrende stoffer har fået for lidt opmærksomhed.

Vandindsats vil skabe miljøteknologisk eventyr
Alle udfordringerne i det danske vandmiljø vil vokse i betydning på grund af de forventede klimaforandringer.

Fremsynede politikere bør derfor udarbejde en vandstrategi for det danske vandmiljø og for en indsats i det internationale miljøpolitiske samarbejde på vandmiljøområdet.

En sådan vandstrategi med vægt på de rette virkemidler og på de miljøteknologiske muligheder vil både kunne imødegå de store udfordringer, som vi står over for, når det drejer sig om rent vand og et godt vandmiljø. Den vil være et væsentligt bidrag til at løse de globale vandproblemer.

Og den vil kunne medvirke til at skabe det næste danske miljøteknologiske eventyr efter vindmøllerne - dansk vandmiljøteknologi som den næste milliardindustri.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørn Jespersen

Formand, ICROFS, indehaver, JJ Advice
civiløkonom (CBS. 1987), lærer (Blaagaard Seminarium. 1982)

0:000:00