Hvordan stopper vi vanvidsbilisterne?

TRAFIKDRAB: SF og DF vil stramme reglerne for at stoppe vanvidsbilisterne. Læs her, hvad eksperterne mener, der skal til.
Dansk Folkeparti og SF lancerede i starten af august forslag til, hvordan man kommer vanvidsbilisterne til livs.
Dansk Folkeparti og SF lancerede i starten af august forslag til, hvordan man kommer vanvidsbilisterne til livs.Foto: RFSF
Kristian Aaskov Nielsen

Der skal sættes en stopper for vanvidsbilisterne. Det mener både SF og Dansk Folkeparti, som i de seneste uger har lanceret forslag, der skal bremse de farlige bilister. 

SF forestår, at konfiskere bilen fra de bilister, som har fået frakendt kørekortet. Det forslag bakkes op af trafikforsker ved DTU Transport Tove Hels.

"Så er der ingen bil mere, og så har man effektivt forhindret, at personen kan køre," siger hun.

Den mere absolutte linje, mener Tove Hels, er egnet til den type bilister. Ifølge hende gemmer der sig bag vanvidsbilisterne mennesker, som systematisk undlader at leve efter gældende regler.

"Spørgsmålet er, hvordan vi når dem. Det er ret entydigt, at man når dem med ret absolutte foranstaltninger. Vi er ud over informationskampagner, for de bider ikke på de her mennesker," forklarer hun.

Teknologi er vejen frem
SF foreslår også at opstille automatiske hastighedskontroller. Det mener trafikforsker ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann er en god ide. Han mener, at automatisk fartkontrol kan have en præventiv effekt.

"Man skal have en løsning, hvor man måler hastigheden over en strækning, og så viser udenlandsk erfaring, at det har en fantastisk effekt. Så hvis det er det, SF vil, så er der ingen tvivl om, at det har en god effekt, fordi vi også ved, at hastigheden er hovedårsag til mange ulykker," forklarer Harry Lahrmann.

Han peger dog på, at der er problemer med de fotofælder, vi har i Danmark. Folk indskriver dem i deres GPS, og sænker så farten i de områder, hvor de er. Derfor er det vigtigt at måle farten over en vis afstand.

Udnyt strafferammen
Dansk Folkeparti påpeger i deres udspil, at strafferammen ikke udnyttes. Derfor vil partiet indføre minimumsstraffe.
FDM's administrerende direktør, Thomas Møller Thomsen, synes, at man skal begynde med at udnytte de strafferammer, der allerede er for vanvidsbilister.

"Når vi taler om vanvidsbilister, så har vi en strafferamme, som går helt op til otte år. Man udnytter bare ikke den strafferamme. Det handler måske ikke så meget om at ændre reglerne, men om at domstolene udnytter den strafferamme, der er til de folk, som opfører sig vanvittigt," siger Thomas Møller Thomsen.

Dansk Folkeparti foreslår også at indføre regler, der så ejeren af en bil kan stilles til ansvar, hvis en anden kører bilen og bliver taget for spirituskørsel. Partiet foreslår desuden at indføre et øjeblikkeligt kørselsforbud, hvis fartoverskridelsen er over 75 procent.

FDM advarer mod ordninger som disse.

"Vi har jo et system i Danmark, som siger, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Hvis man vender det om og siger, at man er skyldig, indtil det er bevist, at man er uskyldig, så vil det være et brud på retssamfundet grundsætning," siger administrerende direktør Thomas Møller Thomsen.

Han mener godt, at man kan løse problemstillingerne uden at bryde med retsprincipperne.

Behov for viden
Direktør for Rådet for Større Færdselssikkerhed, Anders Rosbo, mener, at det er vigtigt først og fremmest at få kortlagt, hvem vanvidsbilisterne er.

"Hvad er definitionen? Folk bruger ordet i flæng. Lad os få lavet en undersøgelse af de konkrete bilister, vi oplever i ulykkerne. Hvad er det for en baggrund, de har: Eksempelvis forældreforhold, uddannelse og om de har begået anden kriminalitet," siger han.

På den måde mener Anders Rosbo, at man undgår forslag, som ikke har nogen effekt.

 

Dokumentation

Det vil Dansk Folkeparti

  • "Kan eller skal": Mange steder i færdselsloven og diverse bekendtgørelser anvendes ordet "kan" i forbindelse med udstedelse af kørselsforbud eller varetægtsfængsling som følge af vanvids- eller spiritus- og narkokørsel. Dansk Folkeparti vil i disse sager have "kan" udskiftet med "skal". Ved ulykker, hvor der er dræbte eller svært tilskadekomne, skal der automatisk udstedes kørselsforbud, indtil skyldsspørgsmål og årsag er fastlagt.

  • Minimumsstraffe: Selv om strafferammen for vanvidskørsel i 2005 blev forhøjet fra 4 til 8 års fængsel, har det i praksis kun medført en stigning i de udmålte straffe fra 12 til 16 måneder. Dansk Folkeparti vil som udgangspunkt arbejde for minimumsstraffe på en tredjedel af strafferammen.

  • Bedre køreundervisning: Undervisningen til kørekort for bil og motorcykel skal udbygges, således at konsekvenserne af spiritus- og narkokørsel i kombination med høj fart synliggøres på en klar måde over for de unge.

  • Øjeblikkeligt kørselsforbud: Ved spiritus- og narkokørsel skal kørekortet inddrages øjeblikkeligt. På samme måde skal der i forbindelse med hastighedsoverskridelser på 75 procent og derover udstedes øjeblikkeligt kørselsforbud. I dag kan bilisten køre bil i op til tre måneder, inden et eventuelt forbud er trådt i kraft.

  • Krav om dokumentation for kørekort ved anskaffelse af bil: Det er alt for let at anskaffe sig en bil, uden at der er nogen dokumentation for, om køber reelt har ret til at køre bil. Dansk Folkeparti ønsker, at en køber afkræves samme dokumentation som den, der kræves ved leje af bil.

  • Objektivt ansvar: Dansk Folkeparti vil arbejde for, at ejeren af en bil gøres medansvarlig, hvis føreren af en bil groft tilsidesætter færdselsloven i forbindelse med for eksempel spiritus- og narkokørsel - eksempelvis hvis en bilejer låner sine bilnøgler ud til en synligt beruset eller påvirket person.

Det vil SF

  • Bilen kan konfiskeres, når bilisten frakendes kørekortet

  • Alle med spritdom eller sprit-klip skal installere alkolås i bilen

  • 18-24-årige mænd skal kunne idømmes samfundstjeneste som straf i form af at rydde op efter trafikulykker og arbejde på et traumecenter

  • Medpassagerer skal kunne dømmes for meddelagtighed ved grov spritkørsel

  • Automatiske fartkontrolmålere skal placeres alle relevante steder i landet

  • Hastighedsgrænsen skal sænkes i tæt bebyggede områder for at beskytte gående og cyklister. Fartgrænsen i byer skal sænkes fra 50 km/t til 40 km/t.

 


Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00